Da jeg var dreng, arbejdede jeg som radiovært på en lokalradio i København. Jeg havde et ungdomsprogram sammen med en jævnaldrende veninde, og vi interviewede hver lørdag en aktuel person.
Et af de mennesker, som vi begge holdt meget af at møde, var gøgleren, skuespilleren og filminstruktøren Erik Clausen. Min familie boede tilfældigvis lige over for Clausen, og derfor var det ingen sag at smutte forbi efter skole for at spørge, om vi måtte interviewe ham, når han lancerede en af sine film. Han var altid sjov og imødekommende og i forbindelse med lanceringen af det mørke, socialrealistiske drama ’Rami og Julie’ spurgte vi ham, hvorfor hans film altid handlede om mennesker, der var fattige eller på anden måde led en trist skæbne. Det var vistnok i 1988, han blev tavs, hvilket ikke var normalt, og sagde derefter, at han ikke syntes, det var interessant at lave film om grand prix-stjerner. Vi grinede ad hans svar, men jeg tror egentlig ikke helt, jeg forstod, hvad han mente. I dag ved jeg, at hans svar er symptomatisk for dansk film. Det er ikke retfærdigt at generalisere, men tendensen er, at skal man opnå hurtig anerkendelse blandt sine egne, ’erikclausificerer’ man sine film. Man stiller virkeligheden op, så den passer ind i billedet af et klassedelt samfund, hvor produktionen er det altafgørende. Man fremstiller dem, der driver samfundet, som komiske eller direkte kyniske, og dyrker taberne kollektivt, imens samfundet får ansvaret for deres ulykkelige situation. Ellen Thrane Nørby, MF (V), skriver 18.2., at danske film stadig vinder et utal af priser, men det nytter jo ikke noget, når ingen gider se dem.
