Når alting går godt, er der ingen grund til at lære. Først når kurven knækker og boblen brister, er der grund til eftertanke. Så hvad kan vi lære af finanskrisen – og af klimakrisen, som fletter sig sammen med den? Politisk ser det ud til, at vi intet har lært. De ansvarlige for krisen – bankerne og finanssektoren – fik fyldt deres tomme kasser med skattepenge, så de kan agere videre, som de plejer. Arbejdsløsheden, som fulgte i kølvandet, måtte de fyrede selv håndtere.

Målet var hurtigt at ’få gang i hjulene’ og ’sætte skub i væksten’, og hvad det hedder alt sammen. I samme øjeblik krisen var indtruffet, begyndte de rituelle besværgelser for at tale den ihjel. Alle længtes tilbage til boblen, som er et champagnebrus, fyldt med lykke og vækst og endeløse muligheder. Men én ting er at politikere ikke kan få sig til at regulere finanssektoren og hellere vil genoprette status quo med eksorbitante lønninger, bonusser og faldskærme. Sker der ændringer i hverdagen og i menneskers værdier – deres ideer om acceptabelt og uacceptabelt? Vi vil stadig have luksus Det er svært at vide, for ingen kan se ind i folkedybet. Så vi må nøjes med indicier. Så vidt jeg kan se, er der ikke sket noget. De arbejdsløse må skrue ned for deres forbrug. Men at skrue ned er ikke at ændre værdier. Det er, nødtvungent, at acceptere, at man har mindre at gøre godt med. Det gode er det samme som før, blot mindre. Arbejdsfolket kan fortsætte med at forbruge, hjulpet af frigjorte pensionspenge og en lettere skat. Der er ingen tegn på, at det politiske establishment har opgivet den neoliberale idé, som blev kaldt The Washington Consensus, og som går ud på, at blot man forgylder de rige og udmarver staten, vil rigdommen risle ned gennem samfundet og gavne de fattige. Så krisen lærte os ingenting. Men samtidig med krisen er der opstået et andet krav om at lære. Nu gælder det klimaet og at undgå, at verden ophedes til kogepunktet. Miljøet har omsider fundet sin målestok, CO2-udslip, så der kan tales præcist om, hvad der gavner og skader. Både krise og klima inviterer til forandring. Her opstår det demokratiske problem, at de politikere, som skal gennemføre globale forandringer, er valgt af lokale vælgere, som ønsker mere af det gamle – arbejde, rigdom og velfærd. Den økologiske nødvendighed konkurrerer med den økonomiske nødvendighed, og selv om klimaet synes at stille ufravigelige krav, blander klimahensyn sig med jordnære hensyn til nærsynede vælgere. Selv om fornuften siger, at ’noget må gøres’, og selv om luften er tyk af moralske appeller om et globalt ansvar, er hverken viden eller moral nok til at rykke mennesker, hvis begær er indskrevet i en global fantasi om luksus.