Debat

Per Stig: DR var ikke ræverød

Medarbejderne i DR var afbalancerede og kritiske, skriver Per Stig Møller.

Debat

1970’erne var en stærkt polariseret tid.

De fulgte i kølvandet på 68-oprøret, der startede som en ’frigørelse fra fortidens autoriteter’, men endte med at indføre nye ’autoriteter’.

Det var disse autoriteter, nogle svor til, mens andre holdt afstand til dem og ønskede en balance i debatten.

De nye autoriteter blev dyrket på universiteterne og havde forskellige varianter af marxismen som grundlag. De kaldte sig ’bevidstgjorte’, mens vi andre sad fast i en fortidig borgerlig ’falsk bevidsthed’.

Det var dengang, at budskabet i Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ blev betegnet som »den sorteste og dybeste politiske reaktion« af senere professor Jørgen Holmgaard.

Men det var ikke kun fortidens forfattere, der fik læst og påskrevet. Det gjorde ligeledes samtidens.

I den litteraturkritiske antologi ’Tekstanalyser, ideologikritiske tekster’ fra 1971 skrev Ralf Pittelkow essayet ’Det er (ikke) rart at være fremmedgjort’, hvori Anders Bodelsens ’Tænk på et tal’ og ’Hændeligt uheld’ bliver ideologisk rundbarberet.

Pittelkow slutter med dette generelle ’statement’:

»Så længe forfattere mere eller mindre monotont og ureflekteret reproducerer den borgerlige ideologi, så længe vil der være brug for en påpegning af dette forhold i forbindelse med analyse af værkerne – en påpegning, som i øvrigt i meget høj grad har været fortrængt fra litteraturforskningens emneområde«.

Men det blev der sandelig rådet bod på!

Det ville have været mærkeligt, om denne ’tidsånd’ ikke også havde indfundet sig i Danmarks Radio, selv om DR var styret af et politisk radioråd, hvor marxisterne kunne tælles på en beskadiget hånd.

Men selvfølgelig havde kulturradikalismen samtidig indoptaget meget fra disse nye ’autoriteter’, for ellers var den stemplet som ’småborgerlig’.

Og det ville de kulturradikale under ingen omstændigheder have fæstnet på sig.

Vi stod for en bred programflade, der alt i alt var afbalanceret.

Som allerede George Orwell havde bemærket, elsker de venstreorienterede at sætte etiketter på folk. Men at denne ånd også var til stede i DR, gjorde trods alt ikke DR ræverød.

I perioden stod i spidsen for institutionen socialdemokrater med et bredt livssyn som Hans Sølvhøj, der også blev kulturminister, Laurits Bindsløv, der var en redelig og åbensindet socialdemokrat, og en afbalanceret socialdemokrat som Hans Jørgen Jensen.

Selv om programchefen for Kultur- og aktualitetsafdelingen var den venstreorienterede Jørgen Vedel-Petersen, ansatte han alligevel mig som freelancer allerede i 1969.

I 1973 udpegede Radiorådet mig som kulturredaktør i Kultur- og aktualitetsafdelingen.

Afdelingen havde på det tidspunkt den noble radiomand Ivan Salto som chef og forfatter Jørgen Thorgaard som souschef. Han blev opstillet til Folketinget for Det Radikale Venstre.

I min kultursektion sad bl.a. rummeligt sindede medarbejdere som Ole Michelsen, Frederik Dessau og Thorkild Kemp, men selvfølgelig også medarbejdere af den nye anskuelse.

Andet havde været mærkeligt, og de skal ikke nævnes her, for så får de bare etiketten ’røde lejesvende’.

Men jeg husker da, at én ved budskabet om Maos død grædende udbrød: »Hvad skal der dog blive af os?«, men det gjorde ingen af de andre!

Vi stod for en bred programflade, der alt i alt var afbalanceret.

For det er ikke det enkelte program, som skal være afbalanceret. Det må godt være provokerende. Det er programfladen, der skal være det. Og det var den i det store og hele.

Selvfølgelig var der diskussioner om programforslagene og efterkritik på redaktionsmøderne, hvor man, da jeg kom til, stemte om hvert enkelt forslag.

Men efter et bråvallaslag om, hvorvidt vi skulle bringe et Baader-Meinhof-positivt program eller ej, hvor flertallet endte med at stemme nej, fik jeg tilslutning til at ændre systemet.

Den politiske efterkritik fremmede sikkert chefernes opmærksomhed over for programmerne og forpligtelsen til alsidighed.



Herefter udpegede jeg to læsere til hvert forslag, og var de enige, var det antaget, var de uenige, afgjorde jeg som kulturredaktør sagen.

Der var naturligvis ensidige programmer, som kom under hård behandling i Radiorådet, der som regel delte sig i en venstre- og en højrefløj.

Således også eksempelvis i efterkritikken af Vedel-Petersens egne stærkt prokinesiske programmer om Tibet.

Den politiske efterkritik fremmede sikkert chefernes opmærksomhed over for programmerne og forpligtelsen til alsidighed.

I 1976 blev jeg souschef for Vedel-Petersen i Kultur- og samfundsafdelingen. Vedel var efterhånden blevet stærkt skeptisk over for ensidighed og lukkede programmer, han fandt for venstreorienterede.

Han ønskede programmer, der oplyste og debatterede, og debat fører man nu engang ikke med folk, der bare er enige med en selv.

Fordi man var kommet ind ad svingdøren til Radiohuset, havde man ikke fået udleveret en maskinpistol, som man kunne skyde på alt og alle med, som Hans Sølvhøj indskærpede.

Vi havde en udenrigsredaktion, som kørte flagskibet ’Udefra’, og her var de faste medarbejdere blandet andre Ib Rehné og Leif Davidsen.

I kulturredaktionen bragtes Jens Jackie Jensens Solsjenitsyn-inspirerede radiomontage ’Anklagen’ vendt mod USSR, som jeg siden forgæves forsøgte at få TV-K til at dramatisere.

Selv havde jeg i 79 en række radiosamtaler med russiske dissidenter.

Indenrigsredaktionen var præget af velorienterede medarbejdere som Lars Persson, Poul Smidt, Jørgen Bro, Jens Winther, og ingen af dem var vel ’røde’.

I spidsen for radioen stod den fremragende radiomand Svend Fugl, hvis souschef jeg blev i 1979. Han stod sandelig for balance og imod ensidige programmer.

Så alt i alt var der lidt af alt i tiden. Og der var diskussioner, så det bragede.

I 1987 blev jeg radiorådsformand. Selv om formanden naturligvis ikke kan bestemme programmer, efterspurgte jeg f.eks. nogle udsendelser om Afghanistan, der ikke viste den sovjetiske opfattelse af krigen. Det holdt hårdt, men de kom.

Jeg efterspurgte programmer om opstanden i Budapest, som jeg havde set på svensk tv, og efter lange tovtrækkerier kom de.

Men selvfølgelig kun fordi direktionen selv ønskede dem bragt, efter at jeg havde gjort den opmærksom på programmernes eksistens.

I 1988 nedlagde kulturminister H.P. Clausen Radiorådet, hvorefter bestyrelsens indflydelse på programmerne og ansættelserne blev stærkt begrænset.

Det var en rigtig beslutning. Men bestyrelsen har stadig ansvaret for programvirksomheden.

Armslængdeprincippet går ikke mellem bestyrelse og direktion, men mellem regering/Folketing og Danmarks Radio.

DR’s virksomhed skal naturligvis diskuteres, ligesom kritikernes kritik skal vendes og drejes.

Bølgerne kan gå højt, når det gælder DR. Argumenter spidses til, og indimellem forstørres problemer til det uigenkendelige, som når en ironisk bemærkning mellem ministre bliver opfattet som den siddende regerings ønske om at privatisere Danmarks Radio.

Her vil man i den tredje udsendelse om ’de røde lejesvende’ kunne more sig over at se mig blive grillet i anledning af en mail, den daværende kulturminister sendte til den daværende bestyrelsesformand.

Jeg havde ærligt talt glemt alt om episoden, der beroede på en misforståelse, som man også kan læse i Weekendavisen fra 23. marts 2007, der om episoden skrev: »at udtalelsen var ment som en spøg, hvilket imidlertid ikke fremgik af Mikkelsens uofficielle referat«.

Denne korrektion havde programseriens producer til gengæld glemt. Så hvor var den historie?

Min åbenlyse forundring og forvirring illustrerer, at seriens ’ofre’ ligesom jeg kom i studiet i den tro, at det drejede sig om samtaler om tiden og vores roller i den, men rent faktisk blev udsat ikke for en DR-, men en DDR-agtig afhøring.

Deraf kommer sikkert megen af den forvirring, der er morsom, men næppe var blevet opfattet som fair af halvfjerdsernes Radioråd.

DR skal selvfølgelig lytte til og lære af kritikken, men ikke lade sig skræmme af kritikken.

DR skal ændre sig, når man finder kritikken korrekt, og stå imod, når man efter bedste overbevisning finder kritikken ukorrekt. Nu som da.

Det er derfor en god idé, at DR tager sig selv op til kritisk eftersyn, som det sker med tv-programmerne ’Jagten på de røde lejesvende’, men også den udsendelse må selvfølgelig stå til kritik og modsigelse, sådan som det sker.

DR er Danmarks største medie. DR skal ikke indoktrinere, men informere. Det skal ikke være autoritært, men demokratisk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



DR er Danmarks største medie. DR skal ikke indoktrinere, men informere. Det skal ikke være autoritært, men demokratisk.

Det skal have programmer, der appellerer til den brede befolkning, men også smallere programmer. Det har radiosiden med sine kanaler, og det har tv-siden nu fået med sine flere kanaler.

Hvis DR ikke havde brede programmer, ville det ende med at være så marginalt, at man ikke ville give DR mange licenskroner.

Hvis det ikke havde smallere programmer, ville licensen også tørre ud, for så ville public service-elementet være forduftet, for de brede programmer kan de private kanaler sagtens levere.

Når vi (regeringen, DF og LA) i forårets medieforlig skabte en ny radiokanal, efter udløbet af den 8-årige licensperiode for den fjerde kanal, som DR havde til låns, skyldtes det ikke et opgør med eller ’et hævntogt’ mod DR, som det er blevet hævdet.

Det bunder snarere i en overbevisning om, at det er en demokratisk fordel, at andre end DR kan levere radiobidrag til den offentlige debat.

For hvem siger, at samfunds-, kultur- og debatstof mv. ikke kan leveres på en anden måde?

DR af både i går og i dag indeholder forskellige stemmer, hvilket netop gør blandt andet P1 til en rigtig god kanal.

Men hvem siger, at alle muligheder er afprøvet af DR?

Ønsker vi pluralisme, flere tilgange, flere aktører, flere samfunds- og kulturprogrammer i æteren, er det en god idé at lade andre end DR prøve at levere disse.

Derfor, og ikke som en underkendelse af DR, har vi søsat arbejdet med en ny radiokanal, som skal sende fra 1. november 2011.

Det bliver både DR og mediebilledet bedre af. Og dermed får lytterne mere alsidighed og kvalitet for medielicensen.

Andre debatindlæg om 'Jagten på de røde lejesvende':

RIFBJERG

KRARUP

RACHLIN

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce