Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, var et af hans våben i valgkampen såkaldt ’kontraktpolitik’. Defineret ved, at det, man siger før et valg, gennemfører man efter et valg. Oven i købet satte han streg under sin pointe ved at love, at en lang række af tiltagene ville være gennemført efter kun 100 dage, hvis han kom til magten. Man ville kunne tage ham på ordet, man ville kunne stole på ham og den nye regering. Man vidste, hvad man fik. Hvad var baggrunden for den folkelige klangbund for dette tilbud? Baggrunden var en efterhånden permanent politikerlede i befolkningen, der havde fået nok af, at politikerne lovede en lang række tiltag, som de minuttet efter valget havde glemt. Og når pressen konfronterede politikerne med, hvad de havde sagt før et valg, henviste de blot til, at »forudsætningerne nu havde ændret sig«, eller sagde slet og ret »sådan er det jo i en valgkamp …«.
Såvel i 80’erne som op gennem 90’erne havde der blandt politikere bredt sig en kultur, hvor valgløfter var accepteret som hensigtserklæringer – og hvilken politiker har ikke de bedste hensigter i en valgkamp? I 1998 spillede Nyrup et af de største vælgerbedragskort i historien med sit ’efterlønsgarantibevis’ – et helt konkret stykke papir, som han i hånden holdt frem for befolkningen at skue.
