Hvordan kan en minister slippe af sted med at være så dum i 8 år? Spørgsmålet er akut og bør besvares her i januar, før videnskabsminister Helge Sander (V) bliver forhenværende minister inden for de næste måneder. Før, fordi jeg ikke vil beskyldes for at sparke til manden, når han er væk. Og før, fordi det skal siges: fordi offentligheden skal oplyses om den ubodelige skade, han har forvoldt danske universiteter, og hvordan han har blokeret for en fri debatkultur. I stedet for at være den frie tankes højeste sted i demokratiet er universitetet blevet kuet og politiseret. Det kan lyde primitivt og desperat at kalde en minister dum. Jeg gør det alligevel, vel vidende at jeg ikke er alene; folk er blot for pæne, eller også har de noget i klemme, så de ikke tør kalde en skovl for en skovl. Man risikerer også at blive stemplet som højpandet besserwisser eller ’smagsdommer’ – regeringens karakteristik af dem, som ved noget. Derfor må jeg også lige beskytte mig selv: Jeg beskylder ikke Helge Sander for at være sinke; han er uden tvivl normalbegavet. Jeg er heller ikke imod, at postbude eller journalister skal kunne blive ministre.

Nej, jeg er som samfundsborger forarget over, at Sander på ottende år er så uinformeret om det, han er minister for. Det er ynkeligt og pinligt, at vi har haft en minister for den højeste viden, som ingen anelse har om sjælen i sit ministerområde, og det er en skærpende omstændighed, at han heller ikke har været interesseret i at få denne indsigt. Han har afviklet sin ministertid 2001-2009 ved at messe enkle mantraer i offentligheden: »Fra forskning til faktura«. »Regeringen har givet milliarder til forskning og universiteter«. »Universiteter i verdensklasse«. »Universiteterne har selvstyre, for det står i universitetsloven«. »Forskerne har forskningsfrihed, for det står i universitetsloven«. Det er en minister, der med universitetsloven har indført et topstyret bureaukrati, hvor han kun er forpligtet til at tale med universitetsbestyrelsesformænd, hvoraf flertallet i øvrigt er pensionerede erhvervsfolk, der godt kan lide den slags magtstrukturer. En minister, der ikke har villet møde sine kritikere eller tale om problemer i åben debat. Når han har optrådt, har han blot sat et af mantraerne i gang. En sjælden gang i januar 2009 ved Videnskabernes Selskabs årsmøde lagde han talepapiret fra sig, selv om hans spindoktor havde sat som betingelse for ministerens optræden, at der ikke skulle være debat. Men det blev der, og så kom ministeren til at kræve af kritikerne, at de skulle komme med »lig på bordet«, før han ville overveje ændringer af systemet. Den udtalelse afslørede en kulturkløft og har forfulgt ham siden.