Når Europas ledere mødes i Bruxelles i næste måned, har de et punkt på dagsordenen, der har potentialet til både at stabilisere det finansielle system og indbringe stærkt tiltrængte midler til at bekæmpe klimaforandringer og fattigdom i ulandene samt bevare velfærden i bl.a. Danmark.
Punktet omhandler noget så umiddelbart uanseeligt som en minimal skat på finansielle transaktioner såsom obligationer, aktier og derivater. Skatten, der af mange er kendt som enten en ’Tobinskat’ (selvom det ikke er helt retvisende) eller en ’Robin Hood-skat’, blev for bare fem år siden anset som værende hovedsagelig en venstreorienteret utopi, der ikke havde en chance for at blive gennemført. LÆS OGSÅKontroversiel finansskat skal skaffe penge til EU Ansporet af den økonomiske krise er ideen imidlertid blevet det store samtaleemne på de bonede gulve i bl.a. det franske præsidentpalads, hos den tyske kansler og i EU-kommissionens domicil i Bruxelles. Selv Den Internationale Valutafond (IMF) er efterhånden ved at varme op til forslaget. Med andre ord støttes Robin Hood-skatten nu af politiske ledere, der næppe kan beskyldes for venstrefløjsromantik.

