Pirateri ud for Somalias kyst er i de seneste år blevet genstand for enorm opmærksomhed, ikke mindst pga. gidseltagninger og dramatiske redningsaktioner som den, der for kort tid siden førte til frigivelsen af en dansk og en amerikansk fange.
Danmark har siden 2008 bidraget støt i Nato-regi med militære ressourcer til aktioner i Adenbugten. Bidragene har omfattet fregatterne ’Absalon’ og ’Esbern Snare’ samt bevillingen af et overvågningsfly.
Der er desuden varslet en ændring af den danske våbenlov, som ventes at træde i kraft i år, hvilket vil give mulighed for bevæbnede vagter på danske handelsskibe i risikofyldte farvande.
Danmark er desuden permanent formand for FN’s arbejdsgruppe for juridiske løsninger og andre tiltag omkring piratvirksomhed.
Danmark går således forrest i bekæmpelsen af pirater i Adenbugten. Men det danske bidrag har været i tråd med den hidtidige internationale tilgang til antipirateri og Somalia ved at prioritere militære løsninger frem for økonomiske og udviklingsorienterede tiltag.
Danmarks fremtrædende rolle er prisværdig, men fremtidige danske bidrag bør i langt højere grad rettes mod det reelle somaliske behov for især fattigdomsbekæmpelse samt udnytte de erfaringer, man i visse områder har gjort sig vedrørende regeringsførelse og indførelsen af retsstatsprincipper.
Militære initiativer og interventioner har været uigennemtænkte og i mange tilfælde kun har forstærket de radikale elementer, man egentlig har villet svække
Signe Lau m.fl.
Hvis Danmark fortsat skal være foregangsland, kræves der med andre ord en ny helhedsstrategi, som skal 1) støtte alle nøglespillerne i Somalia, også på lokalplan; 2) inddrage erfaringer fra især Somaliland om opbygningen af retsprincipper og juridiske institutioner; 3) støtte regionale organisationer som Den Afrikanske Union i arbejdet med at skabe en regional domstol, der kan stå for den juridiske håndtering af pirater.
Sidst, men ikke mindst, kræves den fælles indstilling, at man vil pirateriet til livs frem for blot at hindre pirater i deres forehavende.
Pirater er som bekendt ikke tilknyttet nogen stat, men opererer relativt frit i farvande, hvor det er sandsynligt, at de kan finde og kapre fragt- og olieskibe.
I Adenbugten skal pirateriet til dels forstås i forlængelse af staten Somalias sammenbrud i 1991, hvormed landet reelt mistede sin suverænitet over det tilhørende farvand.
Ifølge FN’s Miljøprogram medførte den manglende kontrol over kystlinjen, at Somalias farvande blev brugt til at dumpe store mængder affald. Det samme farvand blev desuden overfisket med base i nabolandene.
Begge forretninger var yderst indbringende og gjorde, at Somalias traditionelle hovederhverv – fiskeri – stort set ikke længere eksisterer og vil være yderst svært at genetablere.
Ved primært at fokusere på en øget anvendelse af vestlige retsprincipper risikerer man at løbe panden imod en mur.
Signe Lau m.fl.