Kursskifte. Mange kulturradikale er fornærmede over præstefætrenes kulturkamp, sagde Henrik Sass Larsen til Politiken i 2003. Den fornærmelse delte han ikke, og det gør han stadig ikke.
Foto: PETER HOVE OLESEN

Kursskifte. Mange kulturradikale er fornærmede over præstefætrenes kulturkamp, sagde Henrik Sass Larsen til Politiken i 2003. Den fornærmelse delte han ikke, og det gør han stadig ikke.

Debat

Vi fik svækket de kulturradikale

Der er et tredje standpunkt mellem kulturkæmpere og kulturradikale, siger Henrik Sass Larsen.

Debat

Da VKO i 00’erne gik til angreb på rundkredspædagoger, smagsdommere og slapheden i udlændinge-, rets- og uddannelsespolitikken, irriterede det mange venstreorienterede.

Men ikke den dengang 37-årige socialdemokrat Henrik Sass Larsen. Tværtimod.

»I modsætning til mange kulturradikale, der er fornærmede over kulturkampen, synes jeg faktisk, at det er udmærket, at præstefætrene fra Dansk Folkeparti kommer på banen«, sagde han i et opsigtsvækkende interview her i debatsektionen i 2003.

Her kritiserede han den kulturradikale elite: »Kulturradikalismen er ofte elitær, arrogant og har ikke respekt for almindelige menneskers liv (…). Den er kammet over og har fået alt for stor indflydelse på de partier, der ligger til venstre for regeringen, herunder mit eget parti (...). Stop! Hertil og ikke længere!«, sagde Henrik Sass Larsen dengang.

Lykkedes det at svække kulturradikalismen i egne rækker, Henrik Sass Larsen?

»Ja, jeg mener, at Socialdemokraterne i slutningen af 90’erne var kommet fuldstændig ud af kurs med sit eget værdigrundlag på områder som udlændinge, retspolitik og uddannelse. Hvis man til et privat middagsselskab spurgte, hvad der optog folk, så stod indvandringen over alt andet. Og kriminaliteten. Det blev jo diskuteret hele tiden, på arbejdspladsen, i boligområdet og i skolen. Men ikke i vores parti, hvor det desværre var tabu«.

Men burde man ikke have overladt den dagsorden til de fremmedskeptiske?

»Hvorfor? Problemerne var jo reelle. Det pinte mig, når veluddannede politikere og debattører arrogant sagde til dem, der boede i Albertslund, at ’Nu må I holde op med at tale om, at I har problemer med indvandrerkriminalitet’. Jeg mener: Folk i Albertslund kunne se ud ad deres egne vinduer, hvem det var, der lavede kriminaliteten, ikke? Hvis politikere ikke tager afsæt i de problemer, som mennesker oplever, så svigter de deres egne værdier og vælgere. Det gjorde vi dengang. Vi overlod banen til de borgerlige«.

Men siden har I flyttet jer?

»Ja, i dag er vi milevidt fra dengang, hvor man sagde: ’Der er ikke noget problem, det handler om socialpolitik det hele’. Også i skolepolitikken er det lykkedes os at gøre op med den elitære kulturradikale skole, der er skræddersyet til de ressourcestærke med ansvar for egen læring, gruppearbejde, projektarbejde og temaforløb, men som svigter de svage«.

Vi står ved idealerne
I nærværende avis har mange skribenter i 00’erne kritiseret Socialdemokraterne og SF for at have droppet humanismen i udlændingespørgsmålet.

Et det ’venstreorienteret’ at begrænse mennesker i at flytte sammen på tværs af landegrænser, Henrik Sass?

»Jeg havde da aldrig drømt om, at jeg skulle sidde og lovgive om, hvor folk må gifte sig med hinanden, det er ikke den fedeste lovgivning, jeg har lavet i mit liv. Indrømmet. Men det var nødvendigt. Hvorfor? Fordi vi ikke lever i et samfund som USA, hvor det eneste, man er fælles om, er militær og politi, og så kan du ellers klare dig selv i ghettoen. Vi lever i et velfærdssamfund. Hvis tingene skal hænge sammen her – med gratis sundhedsbehandling, social sikring, undervisning mv. – så er man nødt til at have tillid til, at alle yder. Man må kræve noget af hinanden. Også af de indvandrere, der kommer til landet«.

Jeg har stor respekt for, at de radikale forfølger deres egne politiske mål og har deres eget værdigrundlag.



Men behøver man at blande sig i deres livsstil og påklædning?

»Ikke med lovgivning, men med ord. Hvis man mener sine venstreorienterede idealer alvorligt – at unge i Danmark bør være fri til selv at vælge tøj, seksualitet, kæreste mv. – hvorfor så ikke projicere denne mulighed over på de unge indvandrere og give dem præcis samme mulighed? Jeg har aldrig fattet, hvorfor mange til venstre ikke tør stå på deres egne værdier. Her er der heldigvis sket et skred. Når Helle (Thorning-Schmidt, red.) i dag siger: ’Ja, jeg respekterer, at kvinder går med tørklæder, men jeg forstår dem ikke’, er der jo ingen, der er i tvivl om, hvor hun står i den debat. Vi har rykket os i værdipolitikken, ja«.

Ikke rykket mod højre
Men rykkede Socialdemokraterne til højre? Det mener borgerlige kulturkæmpere som Per Stig Møller (K), Søren Pind (V) og Brian Mikkelsen (K), der i Politiken har udråbt sig selv som vindere af kultur- og værdikampen og socialdemokraterne som taberne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pudsigt nok mener flere analytikere på venstrefløjen det samme. Det gælder f.eks. historikeren Claus Bryld, der siger, at tyngdepunktet i den værdipolitiske debat i Danmark er rykket mod højre, og at Socialdemokraterne – og SF – kritikløst er rykket med.

Har Socialdemokraterne kapituleret i udlændinge-, rets- og uddannelsesdebatten? Er I rykket mod højre?

»Vås! Der er et tredje standpunkt mellem kulturkæmpere og kulturradikale, som handler om, at rettigheder og pligter hører sammen, at du skal gøre noget for fællesskabet, og at du skal kæmpe for universelle værdier som ligestilling, adskillelse af religion og politik og frihed for den enkelte«.

Men mange kan ikke se forskel på jeres opgør og de borgerliges kulturkamp?

»Forskellen er da tydelig. De borgerliges kultur- og værdikamp fordømmer og udstøder grupper – indvandrere, rundkredspædagoger, smagsdommere, de røde lejesvende og hvad ved jeg. Det er en usympatisk fordømmelseskultur, som ikke har båret noget frugtbart med sig. For se bare, hvordan det går med integrationen. Den sejler! Eller se på uddannelsesområdet, hvor hver femte ung ikke får så meget som en ungdomsuddannelse. Den største skandale for regeringen!«.

Før 2001-valget havde Anders Fogh Rasmussen en markant og umisforståelig kultur- og værdipolitisk dagsorden. Hvad er jeres kultur- og værdikamp før 2011-valget?

»Det er at vende VKO’s kultur- og værdikamp på hovedet. Hvor de har ekskluderet grupper og holdninger, vil vi gøre det modsatte: Vi vil føre en inkluderende kultur- og værdikamp, som handler om at trække mennesker ind i samfundet og fællesskabet. Det handler også om at stille krav til, at alle yder en indsats og gør deres pligt. Ellers fungerer samfundskontrakten ikke«.

Kom hjem, Bjarne
I bogen ’Hvem vinder valget?’ (2007) har den tidligere valgstrateg Jens Christiansen beskrevet, hvordan Socialdemokraterne i 00’erne forsøgte at få den ’blå socialdemokrat’, som forlod partiet i 2001, tilbage igen.

’Bjarne’ kaldte analyseafdelingen denne attraktive vælger, der boede i provinsen med hus, bil og børn. Og som altså skulle lokkes ’hjem’ i folden med bl.a. stram udlændinge- og retspolitik.

Se bare, hvordan det går med integrationen. Den sejler!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Har der ikke været for mange fokusgrupper og for meget designerpolitik over jeres politik?

»Forsøget på at lave en politik, der passede til ’Bjarne’, er jo et glimrende eksempel på, at man ikke kan lave kølig designerpolitik og regne med, at det giver stemmer. For man lavede det jo på en række områder. Og det virkede ikke. Folk stemte ikke efter det. Hvis man skal overbevise mennesker, skal man mene det, man siger. Vi mener, hvad vi siger i værdipolitikken«.

Det gør Socialdemokraterne jo også i Sverige, og de svenske socialdemokrater taler ikke om indvandrere som et problem?

»Nej, men det betaler de også prisen for. De svenske socialdemokrater bliver jo skudt sønder og sammen i disse år, fordi de ikke tør tale om udlændinge. De har fuldstændig tabt tråden med deres egne vælgere og deres eget udgangspunkt. De er virkelig i krise. Jeg håber virkelig, de kommer igen, men det ser rigtig skidt ud. Når jeg ser de svenske socialdemokrater i dag, så giver det mindelser om dengang i slutningen af 90’erne, hvor vi var kommet fuldstændig ud af kurs med vores eget værdigrundlag. Det var ikke sjovt. Men heldigvis var der en vej ud af moradset«.

Det, du siger her, lægger jo ikke ligefrem op til et gnidningsfrit samarbejde med de radikale, som langt hen ad vejen består af de kulturradikale, du gjorde op med i 2003?

»Jeg har stor respekt for, at de radikale forfølger deres egne politiske mål og har deres eget værdigrundlag. Sådan er det jo i politik – og heldigvis for det. Den historie, der er mellem de to partier, har jo vist, at vi altid har været i stand til at få et samarbejde til at fungere og lave betydningsfulde resultater, selv om vi på nogle områder ser forskelligt på tingene. Jeg er overbevist om, at vi får et godt samarbejde med dem, hvis der kommer et nyt flertal«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce