Onsdag var min sidste arbejdsdag i Goldman Sachs.
Efter næsten 12 år i firmaet - først som elev i min tid på Stanford University, så 10 år i New York og senest i London - mener jeg at have arbejdet længe nok i foretagendet til at forstå dets kultur, dets ansatte og dets identitet. Og jeg kan med god samvittighed sige, at miljøet er giftigere og mere destruktivt, end det nogensinde har været. Problemet kan lettest illustreres ved, at kundens interesser konsekvent bliver tilsidesat i hele firmaets handlemåde og ensidige fokus på indtjening. Goldman Sachs er en af verdens største og vigtigste investeringsbanker, og den spiller en alt for stor rolle for de globale finanser til, at det kan blive ved på den måde. Firmaet har bevæget sig så langt væk fra den virkelighed, der mødte mig lige efter universitetet, at jeg ikke længere med god samvittighed kan sige, at jeg identificerer mig med det, det står for. Det vil måske overraske en skeptisk offentlighed, men virksomhedskulturen har altid været en afgørende del af forklaringen på Goldman Sachs’ succes. Omdrejningspunktet var samarbejde, integritet, en ydmyg holdning og ønsket om altid at give vores kunder en god behandling. Netop denne kultur var den opskrift, som gjorde banken til noget særligt og har fået vores kunder til at stole på os i 143 år. Det drejede sig ikke kun om at tjene penge. Det drejede sig på en eller anden måde om stolthed og tillid til organisationen. Jeg er ked af at sige det, men når jeg ser mig om i dag, kan jeg slet ikke få øje på den kultur, som i så mange år fik mig til at elske at arbejde for dette firma.
