Erik Meier Carlsen, du er medforfatter til en ny bog om ’fænomenet Sverigedemokraterne’. Hvad er det for et fænomen? »Det er et parti, som i meget betydelig grad er kommet til at ligne Dansk Folkeparti. Partiet har en broget fortid, men det blev for ca. fem år siden overtaget af den nuværende ledelse, en gruppe på fem yngre mænd med akademisk baggrund – ’Skånegänget’, som de også bliver kaldt. De overtog partiet med den klare hensigt at gentage Dansk Folkepartis succes«. Hvordan har de rent praktisk kopieret Dansk Folkeparti? »Først og fremmest ved at regulere partiets offentlige udmeldinger, så de ikke længere er provokerende, racistiske og xenofobiske. I den brogede fortid har Sverigedemokraterne haft medlemmer, som var skinheads og nynazister, så det var et dubiøst foretagende«. Hvorfor er det først for en lille håndfuld år siden, at fem akademiske mænd i Sverige får den ide? »Det skyldes dels, at partiet tidligere bestod af stridende fraktioner. Men det handler også om, at der er sket en særlig ’modning’ i den svenske offentlighed: Min tese er, at der er en tæt sammenhæng mellem europapolitik og de nationalpopulistiske bevægelser. Ikke sådan at forstå, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem dem, der er EU-kritiske, og dem, der er kritiske over for indvandrere. Men der er nogle vigtige sammenhænge«. Den svenske nedstemning af euroen i 2005 var i dine øjne et dramatisk vendepunkt for Sverigedemokraterne. Hvorfor? »Når en meget stor del af vælgerbefolkningen pludselig vender sig imod en næsten entydig rådgivning fra den politiske elite, bliver der skabt grundlag for en form for populistisk vælgerkritik af eliten. Det har vi også oplevet i Danmark og Norge – i Danmark helt tilbage fra de første afstemninger i 1972, hvor et stort mindretal blev stemt ned. Dette, tror jeg, var en meget afgørende forudsætning for, at Glistrups oprør kunne slå igennem«. Men der er vel ikke nogen lige linje fra Fremskridtspartiets anarkoliberalisme til den gammelsocialdemokratiske nationalisme, som trives i Dansk Folkeparti? »Nej, men her er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er altid er partiledernes retorik, der er den sande afspejling af det, der bærer et parti. Jeg tror, nogle andre kræfter er på spil, når vælgerne afgiver deres stemme. Og her gemte der sig i opslutningen bag Glistrup en massiv protest, som ikke var særlig specifik«. Det kan vel ikke først være i 2005 – med euroafstemningen – at Sverige får en anstødssten til det oprør, vi allerede tog fat på i 1970’erne i Danmark? »Nej, allerede fra midt i 1980’erne kan man i meningsmålinger se, at der er stigende utryghed omkring udlændingepolitikken – således også i Sverige. Og det er netop udlændingepolitikken, der bliver hele omdrejningspunktet for nationalpopulismen. Der har i Sverige blot ikke været et punkt, hvor denne utryghed har kunnet udkrystallisere sig som en parlamentarisk politisk faktor, som vi har set det med Dansk Folkeparti i Danmark«.
Det er nu ti år siden, at du skrev bogen ’De overflødiges oprør’, som varslede den nationalpopulistiske udvikling. Har Dansk Folkeparti og ’de overflødige’ totalsejret?
