0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi befinder os ved historiens begyndelse

Slovakkerne er glødende europæere trods en udtalt skuffelse over både demokrati og kapitalisme.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I 1980’erne plejede jeg sammen med min kone at klatre op på Sandberg nær Bratislava. Formationen er dannet af sammenpresset sand fra den havbund, som engang for 160 millioner år siden lå her, og selv den dag i dag kan man med det mindste lille prik i den stejle skråning afsløre skaller fra tertiærtiden. Men Sandbergs charme bestod i noget helt andet: På den anden siden af floden Donau, der løber for foden af skrænten, lå Østrig adskilt fra os bag pigtråd og bag en stribe maskinpistolbevæbnede soldater. Kigget ud over Østrig fra Sandberg var allersmukkest på sommeraftener, når solen gik ned lige bag den østrigske horisont, derovre i Vesten, derovre i Europa.

Umiddelbart var det svært at få øje på forskellene på frihedens rige i Østrig og vores eget kommunistisk styrede rige. Den samme slags skov tegnede på begge sider af floden samme slags linje, og blot de helt usædvanligt rene slotsmure i det fjerne adskilte sig fra de beskidte mure og alt det afskallede puds, som vi kendte til i vores land.

Der var noget romantisk over vores ture op til Sandberg. Jeg var 30 år gammel og indespærret i et land, som nægtede at give mig et pas. Jeg var så tæt på Østrig, at jeg næsten kunne røre ved det, og blev gennemsyret af en fornemmelse af det absurde ved at være født i så sær en tid og på så sært et sted. Jeg var temmelig overbevist om, at jeg ville komme til at stirre over på det gådefulde land, der hvor Europa begyndte, lige indtil min død, uden nogensinde at kunne sætte mine ben derovre. For dengang var jeg helt overbevist om, at historien havde nået sit endepunkt i mit land, at fremtiden ville være én lang, trøstesløs gentagelse af nutiden, og at hvis historien i det hele taget bevægede sig videre nogetsteds, måtte det være i Vesten.

Og så kom 1989. Paradoksalt nok annoncerede Francis Fukuyama historiens afslutning, lige da den begyndte for os indbyggere i Østblokken. Siden da er der gået mere end 20 år. Min kone og jeg kan nu gå i skoven langs Donau hele vejen til Østrig uden at krydse en egentlig grænse, og vi kan nu beskue Sandberg fra den anden flodbred og også få os en dukkert på steder, som engang syntes at ligge på en anden planet.

Lige siden har jeg besøgt næsten samtlige lande i EU, og jeg bruger mere tid på at læse europæiske aviser end slovakiske. Om otte år vil jeg kunne sige, at jeg har levet den første halvdel af mit liv uden for Europa og den anden halvdel i Europa. Og det er lige præcis det, som af og til gør mig bekymret: Vil Europa om otte år være det samme, som det er i dag?

I forhold til den ophedede debat i Europa – om forskellene mellem nord og syd eller vest og øst, om hvem der skal betale hvis gæld, om begrænsningerne i landenes suverænitet vil få de enkelte lande til at vende sig imod tanken om et forenet Europa, om et Europa i forskellige hastigheder, og om det overhovedet giver mening at redde euroen – bliver jeg særlig bekymret over, at to helt grundlæggende emner synes forsvundet ud af debatten. Det første aspekt omhandler, at Den Europæiske Union er et politisk projekt, hvis oprindelige hovedformål var at forhindre endnu en krig. Jeg ved udmærket, at modstandere af en stærkere integration vil sige, at det ikke længere er relevant, at der ikke er risiko for endnu en krig, eftersom ingen ønsker en krig. Det er imidlertid lige her, det andet aspekt dukker op. De fleste europæere, særlig vesteuropæere, har glemt, at historien ikke bare er hørt op, men derimod visse gange kan drøne derudad og i et hæsblæsende tempo feje ting, som bare i går syntes uforanderlige, fuldstændig af banen. Af samme grund bliver modstanderne af europæisk integration flere og flere: Mange af dem ser Den Europæiske Union som en så mægtig og fast forankret fjende, at de slet ikke kan forestille sig, at deres brokkeri for alvor vil kunne bringe det europæiske projekt i fare. Men de tager grundigt fejl. EU er en skrøbelig konstruktion, hvis historie kun er kort, kortere end et gennemsnitligt menneskeliv.

Jeg har for nylig læst Gillian Tetts fremragende bog 'Fool's Gold' om de unge bankfolk fra JP Morgan, der som de første fandt på at lancere såkaldte finansielle derivater. Banken har indtil videre været i stand til at ride stormen nogenlunde af under finanskrisen, primært takket være en af deres unge finansanalytikere, Bill Winters. Tilstrækkelig tidligt indså han, at de stadigt mere betændte derivater ville kunne omstyrte hele finanssystemet, og derfor advarede han sin bank om ikke at gøre hæmningsløst brug af dem.

Hvorfor var det så lige Winters af alle mennesker, der var mere klarsynet end de fleste og var i stand til at gennemskue farerne? Fordi han i 1980’erne og 1990’erne havde boet i Kroatien, hvor han havde været vidne til et systems sammenbrud. Han havde på egen hånd erfaret, hvordan det, som synes eviggyldigt i dag, kan være så fordærvet af sygelige ideer, at det er forsvundet igen i morgen. Han kunne se, hvordan det også gjaldt for stater og finansielle markeder. Mange europæere har glemt denne erfaring, og jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at netop slovakkerne er blandt de ivrigste tilhængere af EU-projektet. Ikke udelukkende fordi EU giver en følelse af sikkerhed i et lille land, der med sine grænser op til Ukraine ligger i EU’s randområde – en følelse, der i Slovakiets historie nærmere er undtagelsen end reglen. En mere tvingende grund til den store sympati for EU er frygten for, at projektet bryder sammen. For i modsætning til mange nationer vestpå har man i Slovakiet stadig ikke glemt, hvordan tilsyneladende evigvarende systemer hurtigt og uden varsel kan falde fra hinanden. Det skete, da hele det kommunistiske system gik i opløsning i 1989, og da Tjekkoslovakiet opløstes i 1992.

Jeg oplevede selv disse to opløsninger meget intenst – kommunismens fald gjorde mig glad, mens opsplitningen af Tjekkoslovakiet gjorde mig nedtrykt som et trist eksempel på den negative energi, der kan slippes løs af separatistiske kræfter, hvis først de går til angreb der, hvor systemet er mest sårbart. I Tjekkoslovakiets tilfælde var der en uligevægt i form af tjekker, der beklagede sig over at skulle betale for slovakker, over for slovakker, som anklagede tjekkerne for at ville styre dem fra Prag. Da de to lande først begyndte at kaste beskyldninger mod hinanden i medierne, blev opløsningsprocessen ustoppelig. Jeg er ikke glad for at sige det, men den aktuelle diskussion, hvor anklagerne om, at ét land skal betale for et andet, og én stat bliver styret af en anden, oplever jeg som et ekko af tiden før Tjekkoslovakiets sammenbrud i 1992.

Dengang var der mange slovakker og tjekker, som anså deres fælles nations bortgang for at være en bekvem måde at skaffe sig af med en ballast på, som sænkede farten i deres søgen efter mere presserende mål som demokrati, kapitalisme og medlemskab af Den Europæiske Union. De centraleuropæiske lande kappedes om, hvem der først fik gennemført privatiseringer og reformer i tråd med Verdensbankens ønsker og Københavnerkriterierne for demokrati og retsstater. Denne opgave skulle løses af de nye politiske eliter, mens indbyggerne fortsatte med at forbedre deres egne vilkår.

I Slovakiet skulle den dobbelte ministerpræsident Mikulás Dzurinda blive et symbol på denne nye klasse. Den meget lille, levende mand, en maratonløber med dybtliggende øjne, satte sig det ambitiøse mål, at han ville omforme sit land til en moderne stat efter vestligt mønster.

Det lykkedes ham. I en vis udstrækning. Nu om stunder ligner mange dele af Slovakiet umiddelbart Østrig: Mange huse har fået nyt puds, og en stor del af befolkningen har fået skiftet de gamle vinduer ud med nye plastvinduer. Det er dog temmelig forvirrende for mig, for slovakkerne tjener stadig kun en tredjedel af, hvad deres østrigske naboer tjener, mens prisniveauet i de to lande er fuldstændig det samme.

Alt tydede på, at det blot var et spørgsmål om tid, før historien rent faktisk ville slutte med, at vi alle sov i samme europæiske seng. Men så kom 2008 til og styrtede slovakkerne ud i tre kriser på én og samme gang. Angående den økonomiske krise så det ud til, at slovakkerne bedre kunne forholde sig til den end mange vesteuropæiske lande, eftersom slovakkerne stadig ikke havde vænnet sig til europæisk velstand. Derudover er slovakker udstyret med et særligt overlevelsesgen. En af mine venner holder heste ude på landet, og når jeg besøger ham, rider vi ofte op i de smukke, vilde bjerge, hvor både bjørnene og ulvene hersker. I århundreder har folk i disse bjergegne haft fårehold og kvæghold og opdyrket vildmarken. I løbet af de seneste 20 år er mange af dem flyttet til byerne og har ladet deres landsbyhuse forfalde, og på græsgangene har nye skove holdt deres indtog. Da vi sidste år var ude at ride, mødte vi imidlertid unge mennesker, der var begyndt at istandsætte deres forældres huse, og vi så køer græsse på markerne igen. »Der er jo krise«, fortalte en af de unge, mens han hakkede i en kartoffelmark, og tre køer græssede i et lille indelukke højt hævet over byen.

Den anden grund er mere alvorlig end den økonomiske krise. Jeg vil kalde den en manglende forståelse af, hvad den global kapitalisme egentlig er for en størrelse. Sammenlignet med det kommunistiske styre, hvis kollaps primært skyldtes styrets egen ideologiske alderssvækkelse og manglende økonomiske kompetence, fremstod kapitalismen som den smukke, rige drømmebrud, som alle ville giftes med. Men hun viste sig så at være en gambler, der på kasinoet tabte enorme beløb, som hun ikke havde ret til at bruge. Derudover var vi alle pludselig viklet ind i en enorm gældsbyrde, hvis eksistens vi ikke havde haft den fjerneste ide om. Det er en grumt paradoks, som mange af os stadig vægrer os mod at acceptere: Det kommunistiske styre påstod altid, at penge var noget opspind, som styret i sidste ende ville afskaffe, hvorimod kapitalismen insisterede på, at det netop var pengenes fri bevægelighed, som ville skaffe os den frihed, som kommunismen havde afskåret os fra.

Det er imidlertid en tredje krise, der stikker allerdybest: Den krise, det er at finde ud af, at vi er blevet ofre ikke bare for en utopi om en global kapitalisme, men også for vores egen hjemmedyrkede slovakiske utopi om demokrati.

Denne krises rødder går tilbage til 1989, hvor der blev indgået en social kontrakt mellem befolkningen og den nyligt opståede politiske klasse. Kontrakten gik ud på, at folk skulle arbejde tålmodigt og gennemgå nogle hårde reformer i tillid til, at den politiske klasse ville indføre demokratisk kapitalisme efter vestligt mønster. Den sociale kontrakt syntes at have været gældende i årevis trods de mange skuffelser og frustrationen over, hvor lang tid det tog.

På trods af enkelte protester anerkendte folk altid, at deres politikere var de selv samme mennesker, som de selv havde valgt i god tro. I år 2000 viste meningsmålinger, at flertallet af befolkningen mente, at demokratisk kapitalisme var at foretrække frem for kommunismen. Og i 2006 udtrykte over 70 procent af befolkningen tilfredshed med udviklingen og landets tilstand. Den økonomiske vækst var stabil, arbejdsløsheden rekordlav, og Slovakiet fik det smigrende tilnavn ’Centraleuropas tiger’.

Men så kom der global krise og lokale skattestigninger, og nedturen tonede frem. Pludselig gik det op for folk, at deres penge på dramatisk vis strømmede ud af statsfinanserne gennem et mystisk hul. Så gik korruptionens omfang op for dem. Medierne havde længe været spækket med historier om velhavende politikere med ure til 20.000 euro og lystbåde i havnene langs Adriaterhavskysten, og alligevel var det først nu, folk forstod, i hvilken alvorlig grad hele det demokratiske system var angrebet af korruptionens cancer, og hvor langt korruptionens fangarme rakte.

Tidligere i år så man for første gang siden 1989 i Slovakiets gader politiske protestmøder, fordi en hel politisk klasse i kompagniskab med forretningsfolk havde stjålet folkets stat. Den krise, som udløstes, da det gik op for folk, at politikerne havde forbrudt sig mod den gensidige tillid og den sociale kontrakt, som man havde indgået i 1989, er den allerværste krise.

Det kom tydeligt frem ved det nyligt afholdte parlamentsvalg 10. marts. Folks vrede er vendt mod den politiske klasses symbol, Mikuláif $Capital { return "Š" } else { return "š" } Dzurinda, maratonløberen med de dybtliggende øjne. Den dobbelte ministerpræsident, som førte Slovakiet ind i EU og ønskede at gå over i historien som et symbol på landets modernisering og nye velstand, er derimod blevet et symbol på råddenskab, korruption og løgnagtighed. Hans parti kom med nød og næppe ind i parlamentet, og den absolutte sejrherre blev Robert Fico, der i stedet for velstand lover folk grundlæggende social sikkerhed. Når han udtaler ordet kapitalisme, er det med ringeagt, og han omtaler bankfolk med åbenlys væmmelse. Robert Fico er personificeringen af slovakkernes skuffelse over den demokratiske kapitalisme.

Der skulle imidlertid andet og mere til for at give ham sejren. Nøgleelementer i hans succes er hans utilslørede engagement i det europæiske projekt og hans loyalitet i forhold til EU. Slovakkerne væmmes over korruptionen og er ganske vist skuffede over kapitalismen og til en vis grad også over demokratiet, men de har ikke vendt ideen om Europa ryggen. Tværtimod. I meningsmålingerne ligger tiltroen til de europæiske institutioner gang på gang højere end tiltroen til Slovakiets egen regering.

Der er ikke tale om et tilfælde. Den lille nation med 5 millioner indbyggere i Europas periferi er særdeles bevidst om det skrøbelige held, som har gjort den til en del af Europa. Den ved, at det rent historisk primært handler om at undgå at sakke bagud og at prøve at følge med den generelle udvikling. Sådan er provinsens skæbne. Det er slovakkerne helt bevidst om, og jeg har den største respekt for deres realisme.

Europa er et fredsbevarende politisk projekt, som – indtil videre – også har været exceptionelt succesrigt rent økonomisk, takket være abstrakte begreber som ’folks og penges fri bevægelighed’. Det bliver jeg helt klar over, hver gang min kone og jeg kommer ind i Østrig nær Donau via en grænse, som er markeret af en enkelt grænsepæl med rød top, når vi når hen til den østrigske by Hainburg, og når vi bruger vores slovakiske euro til at betale for vores måltid på den vidunderlige restaurant ved flodbredden. Og så går det også op for mig, at jeg ikke siden Jerntæppets fald i 1989 har været oppe på Sandberg.