Hidtil er den voldsomme debat om næstformandsposten i SF blevet set som et primært internt opgør. Og interne opgør vil det omkringliggende samfund af høflighed helst holde sig fra. Det svarer til et voldsomt familieskænderi, som hele boligblokken kan høre: Man ringer først til politiet, hvis det lyder, som om nogen er ved at komme til skade. Men anderledes forholder det sig naturligvis, hvis raseriet mod konen eller datteren skal hente yderligere energi fra trusler mod naboerne. I så fald må man jo gribe ind. Mattias Tesfaye har længe angrebet aggressivt ud af partiet som en del af den interne valgkampsstrategi. Han har sunget i kor med skatteminister Thor Möger i udelukkelsen af »piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter«. Der er efterhånden rigtig mange mennesker og dele af det danske samfund, som ikke er velkomne i hverken SF eller blandt SF’s vælgere.
Det er »blot et politisk fravalg,« som Tesfaye beskriver det. Den første af hans ti teser hedder ’Klassekamp’, og den første sætning er »Vi skal turde vælge side«.
