Forleden sad jeg i toget fra Rom til Firenze. Over for mig var en ældre overvægtig herre, der lagde hovedet i hænderne, når han ikke sad med lukkede øjne. Han så ikke kun meget træt og gammel ud, men udstrålede også en afmagt og opgivenhed og var bedrøvelig at se på. Ved siden af ham sad en yngre helt sortklædt kvinde, der havde travlt med at bruge sin iPhone. Hun var smuk og smart og dyrt klædt. De tynde sorte strømper fremhævede et par velskabte ben. Jeg havde ingen anelse om, at de fulgtes med hinanden, før hun stoppede telefonen i tasken, drejede sig i sædet, lagde sit hoved på hans skulder og sin hånd oven på hans.
Eftersom manden så ulykkelig ud, og hun var klædt i sort, gik min fantasi straks i gang. ’Far og datter. Død. Begravelse’, var min første tanke. ’De kommer fra kirkegården. Eller er på vej til hospitalet. Måske er det hans kone, hendes mor. Eller hans kone nummer to’. For hun så ikke så sørgmodig ud. Han lagde hovedet tilbage og sov et kvarters tid, hun så for det meste ud af vinduet. Da han vågnede, var det første, han gjorde, at lade sin hånd glide kærligt og besidderisk op ad hendes sorte strømper. Så højt op, at det næsten gav et sæt i mig. I mine øjne var de jo far og datter. Hun var vel omkring de 30, han mindst 70. Så det var på grænsen og i hvert fald ikke normalt. Indtil jeg så hende se på ham med det blik, man giver sin elskede.
