Videnskabsminister Helge Sander (V) har for nylig efterlyst en værdidebat om fremtidens universiteter.
Vi kender dog endnu ikke resultaterne af den igangværende evaluering af universitetsreformen fra 2003. Går man sociologisk til værks, viser en analyse, at reformens intentioner har været mange, men at de utilsigtede konsekvenser har været endnu flere. Virkeligheden bliver ikke altid, som man havde tænkt sig. En af sociologiens store tænkere, Robert K. Merton, havde et skarpt blik for, hvordan klare intentioner kan føre til helt utilsigtede konsekvenser. Og ser man på universitetsreformens første år, er der i denne sammenhæng flere forhold, der påkalder sig opmærksomhed: •Flere publikationer. Intentionen var at øge den videnskabelige produktion i form af flere publikationer per forsker. En af de utilsigtede konsekvenser er imidlertid, at forskerne deles op i to hold for at skærpe konkurrencen – og derved øge produktiviteten. Konsekvensen er et ’førstehold’, der kun forsker, og et ’andethold’, der kun underviser.
Hermed har man utilsigtet opnået, at en stor del af den samlede forskerbestand reelt ikke forsker. En anden utilsigtet konsekvens af dette er, at kravet om forskningsbaseret undervisning ikke kan overholdes. Denne konsekvens kan sociologisk set forstærkes gennem den såkaldte 'Matthæuseffekt’ – til dem, som har, skal mere gives. • Forskningsbaseret undervisning. Intentionen var forskningsbaseret undervisning på højeste internationale niveau. Den uintenderede konsekvens af adskillelsen mellem universiteternes basismidler og konkurrenceudsatte forskningsmidler vil dog være en opdeling af lærergruppen i heltidsforskere og heltidsundervisere.
