Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: DAGØ JAN
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Musikprofessor Koldau: Rektorer er ligeglade med tavshedstyranniet

Linda Maria Koldau, musikprofessor på Aarhus Universitet, fortæller her om sin oplevelse af 'Koldau-sagen'.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har i denne avis kritiseret undervisningsfriheden på de danske universiteter, hvor medarbejderne er underlagt censur.

Jeg har også skrevet, at dansk humanioras uddannelsessystem er en skandale. Og selv om jeg har fået en advarsel fra universitetet, er blevet hængt ud offentligt og har været sygemeldt på grund af hele forløbet, ja, så står jeg ved hvert et ord, som jeg har skrevet.

Hvordan er det at være på vej tilbage til den arbejdsplads, hvor man tiltrådte med store forventninger og stort engagement, men hvor intet af det, der blev lovet til jobsamtalen, har vist sig at holde stik?

Og man kan med rette spørge sig selv om, hvordan det er at være på vej tilbage til den arbejdsplads, hvor ledelsen gentagne gange har ignoreret medarbejdernes råb om hjælp – så en af disse efter gentagne forsøg på at etablere et godt samarbejde til sidst har været nødsaget til at vende sig mod offentligheden, med stadig flere og flere stress-symptomer, kun for at blive chikaneret og stemplet som en ’ulykkelig personsag’?



Mit ærlige svar er: Tingene kunne godt se lysere ud netop nu.

Det hele ser dog ikke helt sort ud. De mange veltænkte og velmenende artikler, kommentarer og e-mail, der har fyldt godt i mediebilledet og min indbakke i de seneste ugers tid, har vist mig, at det var rigtigt af mig at ytre min bekymring for den humanistiske uddannelses tilstand i fuld offentlighed.

Universitetsrektorerne foregiver, at de lytter til den offentlige kritik. Men ingen af dem tør tale om det ’tavshedstyranni’, som modige studerende ellers har påpeget



Kun i fællesskab har vi en chance for at få offentligheden og politikerne til at lytte og til at agere – for at hjælpe dansk humaniora på vej tilbage, tilbage til det internationale niveau, som det engang havde.

Det er det, som hele sagen handler om – det er ikke bare en uheldig ’personsag’, som Aarhus Universitet igen og igen forsøger at gøre til en ’ personalesag’ for at kunne tie en alt for kritisk og åbenmundet professor ihjel.

Der hersker stor splittelse internt i universitets-verdenen, pointerer uddannelsesredaktøren. Kilde: Politiken.tv

’Koldau-sagen’ ser ud til at have skabt røre: Rektorerne har offentliggjort en art modsvar. Og hvad er det så, rektorerne nu lover? Flere timer. Flere ugeplaner. Mere kvalitetskontrol. Med andre ord – endnu mere planøkonomi på de danske universiteter.

Sig mig, følger rektorerne slet ikke med i den offentlige debat? Lytter de overhovedet ikke efter?

I den seneste tid har universitetsansatte og studerende endelig sat stemme på deres utilfredshed med et universitetssystem, hvor kritikken igen og igen bliver tiet ihjel, og hvor underviserne hverken kan bestemme over indholdet eller de pædagogiske tilgange til deres undervisning – og hvor de studerende bliver reduceret til skolebørn med lektier og supervision.

Tror de danske universitetsmanagere virkelig, at man kan forbedre noget som helst i systemet ved at øge den allerede uproportionale kontrol af de ansatte og de studerende ved at ud- og indarbejde stadig flere planer og skemaer, der skal opfølges? Jeg undrer mig over denne manglende professionalisme. Planøkonomi dræber enhver form for initiativ, ansvar og kreativitet.

Er de modige undervisere og ikke mindst de modige studerende virkelig klar over, at de risikerer afstraffelse?



Hvad sker der så med de eksperter på universitetet – lektorerne og professorerne – der faktisk gerne vil engagere sig i kampen for at forbedre de danske universiteter? Hvad sker der med dem, der stiller skarpt på disse problematikker, der handler om, hvordan vi skaber ’fremtidens universitet’? Det, som jeg har oplevet, er repressalier og advarsler – det sidste skridt inden en fyring.

Mange af mine kollegaer og de studerende på mit universitet og i hele Danmark er enige i min kritik. De fleste viser deres solidaritet i al hemmelighed, fordi de ved, at en åbenhjertet tilkendegivelse kan bringe deres karriere i fare.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nogle få har alligevel ytret sig offentligt med kloge og rammende ord. Disse mennesker oplever, at deres ytringer bliver overvåget af ledelsen, og måske vil deres udtalelser føre til sanktioner. Hvem ved?

For er de modige undervisere og ikke mindst de modige studerende virkelig klar over, at de risikerer afstraffelse?

For de studerende kan det vise sig i form af dårlige karakterer, som så senere mindsker deres chancer at få et job, en karriere?

Jeg ved, det er svært at tro på, men en sådan afstraffelse finder altså sted rundt omkring.

Universitetsrektorerne foregiver, at de lytter til den offentlige kritik. Men ingen af dem tør tale om det ’tavshedstyranni’, som modige studerende ellers har påpeget.

Ingen af dem inddrager de eksperter, der er brug for, for virkelig at kunne forbedre noget som helst i det katastrofale, planøkonomiske system, som for længst er holdt op med at fungere som ’universitet’.

Hvornår åbner politikerne øjnene?

De ansatte, der laver universitetets egentlige arbejde, bliver ikke spurgt til råds – og har ingenting at sige. Jeg selv har ingen stemme, ingen autoritet på mit universitet.

Men jeg vil alligevel gerne fremlægge mine visioner for fremtidens universitet her: Kun hvis de danske politikere begynder at have tillid til videnskabelige eksperter igen, kun hvis de endelig frigør universitetsforskere og -undervisere fra en kvælende planøkonomisk struktur, hvor en ledelse af ikke-eksperter udøver magt over forskningens og undervisningens indhold, kan Danmark få en chance for at opnå det niveau, som det engang havde inden for de humanistiske fag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Så vil de yngre generationer i Danmark endelig få den uddannelse, som de har ret til, og som kan gøre dem parate til et komplekst arbejdsmarked, der forlanger en fleksibilitet, som den nyuddannede kandidat kun kan opøve, hvis uddannelsen bygger på et fast fundament af viden, kombineret med evnen til at erkende relevante problemstillinger og finde kreative tilgange til deres bearbejdelse igennem individuelle opgavestrukturer, der fører til overbevisende løsninger.

Det er det, som vi, de videnskabelige eksperter, kan uddanne de studerende til. Hvis bare man endelig giver os den frihed i undervisning og forskning, som der skal til for seriøst akademisk arbejde.

Hvornår åbner politikerne øjnene?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden