Denne artikel er både kedelig og umoderne!
Så er det sagt. Den handler nemlig både om landbruget og EU. Så bliver det ikke værre. Og ingen af delene fylder synderligt i den politiske debat. I Danmark er det slet ikke noget, vi beskæftiger os med politisk. EU er et eller andet, vi stemmer om hvert fjerde år, og så håber vi, at parlamentarikerne tager sig af de problemer, der opstår, og at vi i øvrigt slipper for at høre om det. Undtagelsen er Dansk Folkeparti, der indimellem har brug for at puste til diskussionen, så de kan få understreget, at de er imod medlemskabet. Lige nu holder de mest mund, fordi de gerne vil gøre sig regeringsduelige, og her er deres modstand mod EU det figenblad, de borgerlige partier har for at holde dem uden for regeringen. Landbruget beskæftiger færre og færre mennesker, og regeringen har sat en af landbrugets egne, svinebonden Henrik Høegh, til at stå for politikken. Jo mere stille, der er om området, des bedre. Erhvervslivet og DI mener ikke noget om det. Når de skal pege på reformer, så er det efterlønnen og skatten, der holder for. Landbruget og den helt utidssvarende milliardstore støtte er der ingen af dem, der mener noget om. Eller i hvert tilfælde er der ingen, der siger det højt. I EU udgør landbrugsstøtten 40 procent af det samlede budget. Det beløber sig til 1.054 milliarder kroner (141 milliarder euro). Beløbet er så stort og så uoverskueligt, at det for de fleste af os bare bliver rigtig mange, mange penge. Alene i Danmark drejer det sig om et tilskud på 7,9 mia. millioner. Til sammenligning så er den langsigtede virkning af efterlønnen, som rigtig mange mennesker har glæde af, på de offentlige finanser 16 mia. kroner om året. Og landbruget udgør immervæk kun 3 procent af den samlede arbejdskraft. Så der er mildest talt tale om, at nogle få af Venstres kernevælgere forgyldes. Blandt EU-landene er Frankrig den største modtager, og Sarkozy har allerede erklæret, at han hellere tager en krise i EU end skærer ned på støtten. Det spændende er nu, om Europaparlamentet vil bruge den indflydelse, det har fået med den nye traktat, til at sætte hælene i over for det bizarre landbrugsstøttecirkus? Eller om der sker det samme som i de nationale parlamenter, nemlig at det stort set kun er landbrugets egne folk, der sidder i landbrugs- og fødevareudvalgene, så de ender med at beskytte og udbygge de privilegier, de har, i stedet for at lægge en dæmper på disse vanvittige udgifter.
