Det politiske landskab er i dag mere uigennemskueligt end nogensinde før, bl.a. fordi den klassiske fordelingspolitiske akse er blevet suppleret med en værdipolitisk akse, og fordi vælgerne i stigende grad agerer som politiske forbrugere, der troløst shopper omkring i det politiske supermarked. Samtidig har (masse)medierne med internettets udvikling medført en hidtil uset atomisering, hvor borgere og brugere i vidt omfang organiserer sig i diverse deloffentligheder, i mere eller mindre uformelle netværk og communities med den konsekvens, at nationalstatens demokratiske fællesskab og kulturelle enhedskultur i bedste fald erstattes af globale og multikulturelle fællesskaber, men i værste fald eroderer på bekostning af idealet om en fælles referenceramme, kultur og historie. Markedsgørelsen af politik og den eksplosive fremkomst af nye medier, herunder hjemmesider, emails, chat-forums, blogs, sms’er, mms’er og andre sociale medier, betyder, at politikere i det medialiserede danske demokrati adopterer erhvervslivets markedsføringsteknikker.
De forsøger at brande sig – skille sig ud fra mængden, præsentere sig som et unikt alternativ og konsistent kommunikere sine politiske visioner og budskaber i alle relevante kanaler. Kort sagt stilles der i dag og fremover større krav til politikerne end nogen sinde før. Disse krav imødegås af det, vi betegner det politiske superbrand; et idea, som det er afgørende, at moderne politikere arbejder hen imod, hvis de vil helt til tops. Performance parametre Det politiske superbrand er en politiker, der tilstræber at fremstå unik og differentiere sig fra andre politikere.
