Johannes Andersen, hvorfor er en faglig konflikt på en restaurant i Vejle blevet en stor historie i sommerlandet?
»Fordi den handler om mere end blot restauranten. Opfattelsen af fagforeningens nødvendighed er svækket, og fagforeningerne bliver konstant udfordret, fordi samfundet har ændret sig, og mennesker er blevet mere mobile. Man er ikke længere knyttet til en arbejds plads, men til arbejdsmarkedet generelt. Selve tanken om, at man selv kan gøre en forskel for sin egen situation - også på arbejdsmarkedet - breder sig mere og mere. Og når fagbevægelsen dels snakker om sin egen position som samfundsnødvendig og dels kæmper en kamp i Vejle, som skal bevise det, så bliver mange mennesker irriterede. For de abonnerer ikke længere på det paradigme, som fagbevægelsen repræsenterer«.


