I de senere år har et nyt begreb sneget sig ind i det danske sprog: ’udansk’.

Jeg kan ikke på stående fod afgøre, hvem der har æren for først at have bragt det i anvendelse, men kan blot konstatere, at det er blevet et stadig mere populært udtryk, når man skal karakterisere holdninger og personer, man er uenig med. Populariteten viser sig bl.a. i, at politikere af alle farver, fra DF til SF, i stigende grad finder det opportunt at beskylde en politisk modstander eller et synspunkt for at være udansk. Begrebets anvendelighed kan skyldes, at det både er et betydningsmættet og indholdstomt udtryk. Betydningsmættet, fordi det fortæller mig, at jeg som ’udansk’ er forskellig fra ’alle vi andre’ og ikke ’hører til’, fordi jeg mangler en eller flere af de kvaliteter, som gør en ’dansk’.