Midt i sidste måned kom langt om længe det svenske forslag til, hvordan Sverige kan løse problemet med at overenskomstdække udenlandske virksomheder, der kommer til Sverige for at levere en tjenesteydelse – typisk en afgrænset byggeopgave, en midlertidig opgave for en hjemlig industrivirksomhed eller en underentreprise i landbruget (f.eks. høst og transport af juletræer).
At udenlandske virksomheder kommer til Sverige og Danmark, er jo ikke i sig selv et problem. Dels er det et grundvilkår for EU’s indre marked, og dels kan det være en effektiv måde at få tilført arbejdskraft på i en mangelsituation. Det problem, svenskerne skulle løse, består i, at EU-tjenesteydere sjældent ønsker at indgå svenske og danske overenskomster.
Særligt virksomheder fra de nye EU-lande i Østeuropa har vist sig vanskelige at overenskomstdække. Generelt er op imod 90 pct. af danske virksomheder dækket af overenskomst. Men undersøgelser, som FAOS har gennemført, viser, at den tilsvarende andel af overenskomstdækkede østvirksomheder er et sted mellem 5 og 15 pct. – altså langt under gennemsnittet. Sverige domfældtes i Laval-sagen Det er med andre ord ’op ad bakke’ for danske og svenske fagforeninger, når det handler om at integrere østeuropæiske virksomheder i den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Og dette arbejde blev bestemt ikke enklere, efter at EF-domstolen i december 2007 domfældte Sverige i den såkaldte Laval-sag. Sagen drejede sig i korthed om et lettisk firma, Laval, der vandt en byggeentreprise på en stockholmsk skole. For at opnå overenskomst med Laval indledte svenske byggefagforeninger en faglig konflikt mod Laval.
