Børn mister et talerør

Hvorfor vil regeringen sætte forældrebestyrelser i børnehaver og vuggestuer ud af spillet?

Debat

»Brugertilfredshedsundersøgelser giver ... det pædagogiske personale information om forældrenes oplevelser, der kan medvirke til løbende udvikling af det daglige pædagogiske arbejde i tilbuddene«.

Sådan skriver ministeren om forslaget til ’dagtilbudslov’, der skal vedtages inden sommerferien.

»Dagtilbud« er det, der tidligere hed børnehave, vuggestue, dagpleje. Brugertilfredshedsundersøgelser ser ud til at skulle erstatte noget af forældrenes indflydelse på pædagogikken i deres børns daginstitution.

Det er måske en detalje blandt sager som Irakkrigen og klimaproblemerne. Og dagtilbudsloven ser da også ud til at skulle glide næsten ubemærket igennem til vedtagelse.

Det ville vi rigtig gerne være med til at forhindre.

Indtil 1789 var vanligt folk fæstere, daglejere, tjenestepiger, tiggere, håndværkssvende. Den franske revolution gjorde dem med ét slag til borgere. De mødtes og diskuterede, sloges og stemte i revolutionskomiteer, ja, endog i nationalforsamlingen fik de sæde.

Og dog, med ét slag var det vel ikke. Revolutionen kom ikke ud af den blå luft. Oplysningstiden havde sat fokus på mennesket og dets krav på værdighed og respekt. Modsætningerne mellem på den ene side monarki og adel, på den anden de sultende masser og den vågnende borgerbevidsthed voksede gradvis.

Lad os se på, hvordan den vågnende bevidsthed om menneskets, herunder barnets rettigheder kom til udtryk i Danmark i årene op til den franske revolution.

I institutionaliseringens barndom blev der formuleret rettigheder for institutionaliserede børn. I Instrux for skolen på Brahetrolleborg skrev L. Reventlow i 1784: »Grove skældsord er ikke det, som Skoleholderen skal holde sine Børn i Orden med«. Og i en forordning om skoleloven af 1814 hed det – efter hukommelsen – »Efterdi Foreldrene i deres Børn betroe Skolen det kiæreste, de eier, skal derfor Skolemesteren behandle Børnene med Respekt ...«. Helt indtil 1870-80 kunne i hvert fald københavnske forældre når som helst dukke uanmeldt op i skolen og påse, at det gik ordentligt til.

På Lolland havde en anden af tidens store reformpædagoger, Christian Ditlev Reventlow, oprettet en skole med blandt andet dans som fag. Han skrev i 1788: »Jeg ser den lykkelige tid i møde, da man ved børnenes undervisning vil anse forstandens og hjertets dannelse for vigtigere end udenadslæring, så de kan erhverve den kundskab, der gør dem til lykkelige mennesker i deres kald«.

Skolens bedste folk dengang, stillede store fordringer til skolen: Forældrene skal når som helst kunne komme ind i skolen, ja, helt ind i klassen, for det er jo deres børn, det kæreste de ejer, og derfor må de kunne forvisse sig om, at lærerne behandler børnene med respekt.

Respekten for barnet og dets særlige måde at være menneske på, respekten for forældrene og deres rettigheder som borgere og bekæmpelsen af den stærkes tvang og voldsanvendelse finder man igen og igen i tidens reformpædagogiske tanker.

Denne modsætning mellem statsform og hverdagsliv øges op gennem 1800-tallet. Bønderne samler sig i andelsforeninger og på højskoler. Arbejderbevægelsen fulgte efter med sygekasser, begravelseskasser, brødbagerier, bryggerier, boligforeninger. Overalt var der bestyrelser. Titusinder havde tillidsposter og traf virkelige beslutninger.

Gamle dages hverdagsliv havde stærke demokratiske træk, mens staten var udemokratisk og baseret på magt, kontrol og voldsanvendelse.

Et samfund bliver ikke demokratisk af at få et folkevalgt parlament. Først skal der være et folk, der kan vælge, som føler sig som borgere med ret til indflydelse og ikke blot stemmer, som godsejeren eller fabriksherren ønsker. Jo mere folk vænner sig til at tænke, tale, gøre sig hørt og øve indflydelse på dagligdagens forhold, desto mere reelt vil folkestyret blive.

Demokratiet i et samfund vil være mere rodfæstet og reelt, hvis samfundets børn vokser op uden grove skældsord, og hvis det, der foretages, ikke sker »af frygt eller tvang, men af lyst og overbevisning«. Når staten måtte »give« grundloven, når censuren ophørte, når Estrup måtte opgive at styre landet med gendarmerne, så skyldtes det mest af alt den økonomiske, sociale og kulturelle demokratisering af samfundet.

Kan man slutte omvendt? Hvis de nære samfunds sammenhængskraft trues, og hvis der sker en afdemokratisering af dagligdagen, kan det så ende med at true de overordnede demokratiske processer?

Hvis vi antager, at der kan findes en sådan sammenhæng mellem det, vi kan kalde basisdemokrati og det, vi benævner folkestyre, så må enhver tendens til svækkelse af de basisdemokratiske organer og processer trækkes frem i lyset, analyseres og kritiseres.

Det er, hvad vi nu vil gøre med en lillebitte del af dagtilbudsloven, nemlig ændringerne omkring forældrebestyrelserne.

Ja, tænk, vi har i Danmark – endnu – en bestyrelse for hver eneste børnehave, og det er forældrene, der har flertallet.

Det er ikke som i mange andre lande hvor forældrene pænt står uden for døren, mens de afleverer deres barn til statens repræsentanter. I Danmark går forældrene med deres børn ind gennem døren, ind i garderoben, og helt ind ’på stuen’. De taler med pædagogerne, fortæller om barnets liv derhjemme og hører om barnets liv i institutionen. Og børnene elsker, når mor eller far bliver lidt, taler med pædagogen, ja, måske griner de sammen. Det hjælper barnet til at få de skilte verdener strikket sammen.

Her er vi nede ved folkestyrets basis. Vi kan som den naturligste sag af verden træde ind i statens/kommunens hus og således opleve, at det også er vores hus, hvor vi tør tale i tillid til, at vi bliver hørt. Uden dette, hvordan skal vi så få mod til at træde ind i en kommunalbestyrelse, klage til et ministerium, kæmpe for en sag?

En gang imellem er der forældremøde, og ikke så sjældent er der så mange kandidater, at der skal uddeles stemmesedler og tælles op.

Der sidder de så, forældrene og pædagogerne, til møde efter møde i bestyrelserne, og ikke en krone får de for det. Det er jo egentlig fantastisk. Hvorfor gør de det dog, disse forældre? Fordi deres børns dagligdag selvfølgelig ligger dem mere på sinde end noget andet, og i bestyrelsen kan de tale og blive hørt. Det hedder en bestyrelse, fordi den styrer. Har den ikke noget at styre, men blot sidder og bliver informeret, svinder interessen, og dette stykke basisdemokrati sygner væk.

Hvad bestyrer disse forældrebestyrelser da?

I gældende lovs par. 13 og 14 hedder det, at »forældrebestyrelsen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelse af en budgetramme for institutionen samt har indstillingsret i forbindelse med ansættelse af personale i institutionen«. Om det vigtigste dokument i daginstitutioner af i dag, læreplanen, hedder det: »Dagtilbuddets forældrebestyrelse samt kommunalbestyrelsen godkender den pædagogiske læreplan. Læreplanen skal evalueres årligt af forældrebestyrelsen i dagtilbuddet med henblik på eventuel revision«.

Det er forældrebestyrelsen der har bukserne på. Ingen principper uden bestyrelsens beslutning, ingen ansættelse uden bestyrelsens indstilling, ingen læreplan uden bestyrelsens godkendelse og ingen revision af læreplanen uden bestyrelsens evaluering.

I forslaget til ny lov om dagtilbud er bestemmelsen om, at bestyrelsen fastsætter principper for pædagogik og økonomi bibeholdt. Derimod skal bestyrelsen ikke længere godkende læreplanen, det skal nu kommunalbestyrelsen. Ej heller skal bestyrelsen evaluere læreplanen, det er lederen nu alene ansvarlig for. Endelig mister bestyrelserne deres indstillingsret i forbindelse med ansættelse af personale (bortset fra lederansættelser).

Nå, men principperne for pædagogik og økonomi skal da stadig godkendes af bestyrelsen; det er da altid noget, ikke sandt? Ikke meget, for med læreplanernes stigende betydning får principperne aftagende betydning, og samtidig styres både økonomi og principper stadig stærkere af kommunerne. Man må derfor vurdere ændringerne sådan, at efter deres vedtagelse står bestyrelserne tilbage med numsen så bar. Jamen, er der ikke et lille figenblad i par. 9, stk. 3, hvor der står, at lederen skal inddrage forældrebestyrelsen i udarbejdelsen, evalueringen og opfølgningen af den pædagogiske læreplan? Jo da, hvis lederen ikke har fortalt om læreplanen på bestyrelsens møder, hvor medlemmerne naturligvis kan stille spørgsmål, så står han eller hun til kritik. Men der er en verden til forskel på at stå som den instans, der godkender og evaluerer og det organ, der skal inddrages. Fra handleform til lideform. Fra aktiv til passiv.

Der er altså tale om meget dramatiske reduktioner af bestyrelsernes kompetence.

Hertil kommer endnu en vigtig ændring. I den gældende lov hedder det i par. 13: »Ved alle kommunale daginstitutioner og den kommunale dagpleje oprettes en bestyrelse ...« og tilsvarende for selvejende institutioner. I lovforslaget hedder det, at forældrene »skal have adgang til at få oprettet en forældrebestyrelse« (par. 14). Deri må ligge, at forældrene enten kan vælge at benytte deres ret til at få oprettet en bestyrelse, eller de kan lade være! Der ligger også, at en institution uden forældrebestyrelse i dag ikke er legal. Den kan jo hverken få godkendt eller evalueret læreplanen eller få ansat personale efter reglerne, hvor det efter lovforslagets vedtagelse vil være helt lovmedholdeligt at drive flere institutioner under én fælles bestyrelse, eller helt uden nogen.

Hvad bliver så følgerne af denne del af regeringens ’kvalitetsreform’? Da de beføjelser, forældrebestyrelserne mister, overgår dels til børneforvaltningerne, dels til lederne, ansat af børneforvaltningerne, vil hovedkonsekvensen nok blive en mere ensrettet kommunal styring af institutionerne med mindre plads til lokalt særpræg og til det nære og konkrete. Undtagelsen vil være det særligt danske, de selvejende institutioner, men en centralistisk politik har siden 80’erne betydet mere end en halvering af disse institutioner, så de i dag kun udgør 22 procent af institutionsområdet.

Men hvorfor ønskes forældrebestyrelserne sat ud af spillet? Er det Kommunernes Landsforening, der synes, at de lægger sten i vejen for kommunernes arbejde med at strømline, slanke og professionalisere småbørnsområdet?

Eller vil regeringen lette den centrale styring af området? For det er da vel ikke et tak for sidst til de såkaldte »socialistiske ballademagere« – Fogh Rasmussens karakteristik af de forældrebestyrelser, der i efteråret gik aktionsvejen i protest mod de nedskæringer, som forældrene bilder sig ind at mærke, selv om regeringen klart dokumenterer, at de slet ikke er sket?

Motiverne holdes under alle omstændigheder godt skjult af Familieministeriet i høringsskrivelsen af 23. november. Her angives formålet med lovforslaget at være:

– at modernisere og udbygge bestemmelserne – med henblik på regelforenkling – samt kvalitets- og serviceforbedringer – fokus på indholdet – udvikling af kompetencer – øge fleksibiliteten for familierne – skabe klarere ansvarsfordeling.

Ikke noget om, at man er blevet træt af brokkehovederne, eller at alt det nærdemokrati gør det svært at effektivisere og slanke sektoren.

Men hvad bliver virkningen, hvis lovforslaget vedtages?

Ja, børnene mister helt eller næsten et talerør; bestyrelserne vil jo ofte være tilbøjelige til at se tingene overvejende fra børnenes perspektiv. Da børnene gennemgående er for små til at gå sammen om at formulere og fremme deres synspunkter, er enhver svækkelse af deres potentielle talsmænd betænkelig.

Og hvad med de nære samfund? Med skolenedlæggelserne, der for tiden sker helt forudsigeligt som følge af kommunalreformen, bliver endnu flere daginstitutioner mødestedet i nærsamfundet. Hvis ellers de har aktive bestyrelser.

Og demokratiet på nationalt plan? Vi er allerede nået dertil, at regeringen i et lovforslag kan foreslå betydelige svækkelser af bestyrelserne, uden at det overhovedet fremgår, at det er det, der foreslås; det forsøges tværtimod tilsløret med fagre ord som fleksibilitet, serviceforbedringer og – det seneste modeord – kvalitetsreform. Eller der tales direkte usandt, som når det om forslaget om, at bestyrelserne, der i dag har indstillingsret ved alle ansættelser, i fremtiden kun skal have det ved lederansættelser, hedder: »Formålet med ændringen er at give forældrebestyrelsen indflydelse i forbindelse med ansættelse af dagtilbudets leder«. (Ministerens bemærkninger til par. 15, stk. 4).

Tænk, hvis loven fører til, at bestyrelserne mange steder forsvinder eller bliver til harmløse kaffeklubber! Det er det demokratiske vækstlag, som dermed svækkes. Ville det være forkert at sige, at det kan tænkes at være et skridt i retning af afdemokratisering af landet? Hvis det skridt faktisk tages, uden at regeringen og Folketinget overhovedet beskæftiger sig med disse perspektiver – og uden at forældrebestyrelserne aner det – er det mon så et udtryk for, at afdemokratiseringen allerede er i fuld gang?

Under enevælden voksede demokratiet sig stærkt nedefra. I folkestyrets nuværende fase sker tilsyneladende det modsatte, den demokratiske basis svækkes. Hverdagsdemokratiets vækst fik fatale følger for enevælden. Vil dets erosion få lige så fatale følger for folkestyret?

Vissevasse, vil nogle nok sige, idet de vil forsikre, at der ikke er noget at komme efter og da på ingen måde er fejet noget ind under gulvtæppet – hvordan kan nogen dog få så lave tanker, vil de tilføje. Og tænk dog på, hvad vi får i stedet: brugertilfredshedsundersøgelser.

Hvornår begyndte man at kalde borgerne brugere’? Hvad var de før? Ja, i andelsbevægelsen var de andelshavere og deltagere. Også i mange af 1970’ernes fællesskabsprægede børnehaver og vuggestuer var forældrene og børnene deltagere. Skal deltagerne have indflydelse? Det spørgsmål kan ikke stilles, for det er selvmodsigende: at være deltager betyder at have indflydelse. Skal brugere have indflydelse? Det er langtfra indlysende, for med brugerbegrebet er de tidligere borgere blevet opdelt; der er på den ene side udbyderne, kommuner, stat, virksomheder, på den anden side brugerne, som udbyderne kan vælge at give indflydelse – eller ej! Men trods indflydelse vil de som brugere altid stå udenfor og være henvist til modtagerens passive rolle, mens udbyderne vil være de aktive, de besluttende, de udøvende.

Hvad om vi holdt op med at reducere de andre og os selv til ’brugere’? Hvad om vi vendte tilbage til det gamle borgerbegreb? Så må vi til at diskutere, hvad det egentlig vil sige at være borger. Det må vist være noget med, at borgerne offentligt diskuterer og afgør sager, der er fyldestgørende og alsidigt belyst. Og at de på alle niveauer deltager i og står for institutionens, foreningens, kommunens og statens styrelse.

Kunne det være idealet? I så fald må hvert lovforslag vurderes på, om det bringer os tættere på eller længere væk fra dette ideal.

Forældre og forældrebestyrelser træffer utvivlsomt tåbelige beslutninger, men en beslutning om at kvæle dem langsomt ville dog være det tåbelig ste.

Erik Sigsgaard er forsker ved Videncenter for Institutionsforskning, Højvangsseminariet. Julie Andersen er stud.pæd. ved Højvangsseminariet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce