Romney taler som Obama

Endelig. Romney gjorde ved partikonventet det, vi alle sammen har ventet på: appellerer til sine vælgere og gør den kommende præsidentkampagne interessant, skriver retoriker.
Endelig. Romney gjorde ved partikonventet det, vi alle sammen har ventet på: appellerer til sine vælgere og gør den kommende præsidentkampagne interessant, skriver retoriker.
Lyt til artiklen

I nat gav Mitt Romney sit livs tale. Sjældent har man set ham i så god form, i så god kontakt med sine modtagere og i en så ægte og levende stil, som man kunne se på partikongressen i Tampa.

Men en stor del af nøglen til hans succes trækker på lige netop det, han kæmper imod: Barack Obama.

Mitt Romneys tale i nat havde et eksplicit formål: at acceptere nomineringen til det Republikanske Partis præsidentkandidat. Men det reelle formål er selvfølgelig samtidig at introducere ham til den brede befolkning i USA.

Den almindelige mand
Der er meget positivt at sige om Romneys tale. Han formåede at fremstå ægte. Med grådkvalt stemme, når han talte om sine afdøde forældre. Med vittige referencer til vicepræsidentkandidaten Paul Ryans tvister med både rap-rockbandet Rage Against the Machine og 80’er-metalbandet Twisted Sister.

Han formåede at virke bekymret og interesseret i den almindelige mennesker – noget han med sin rigmandsstatus har haft svært ved tidligere. Han talte i langt højere grad ud fra en forståelse af deres situation og ud fra et ønske om at beskytte de små virksomheder.

Mitt Romney vil genrejse Amerika

Han fremstillede sig selv som ydmyg, hårdtarbejdende og ærlig. En mand med respekt for husmoderens hårde arbejde og kvindernes stemmer. En mand, der har lige så stor respekt for en-mandsfirmaet som for sine egne præstationer i investeringsgiganten Bain Capital.

Han formåede kort sagt at tale til den almindelige vælger.

Dermed gør Romney endelig det, vi alle sammen har ventet på: appellerer til sine vælgere og gør den kommende præsidentkampagne interessant.

Men Romneys tale illustrerer på glimrende vis også en lidt anden proces: en såkaldt hegemonisk proces. Kort fortalt drejer en hegemonisk proces sig om, at inkorporere modstanderens pointer og værdisæt i sin egen fremstilling.

Ved at inddrage de ufarlige elementer i modstanderens kommunikation kan man få det bedste af to verdener - uden at sælge ud af sine egne principper. Og det gør Romney på fremragende vis.

Det fælles projekt
På det helt overordnede plan valgte Romney at fremstille sig selv gennem en personlig fortælling om sin opvækst og sit liv.

Det er der ikke noget nyt i at gøre i politiske taler, men hans struktur og pointer vækker minder om Obamas tale ved John Kerrys nominering i 2004.

Romneys fortælling starter ved opvæksten i 50’erne og 60’erne. Her etablerer han sit forhold til Kennedy og månelandingsprojektet, ikke som en demokrat og et demokratisk projekt, men som en fælles amerikansk fortælling.

Med henvisning til den nyligt afdøde Neil Armstrong, konkluderer han: »(…) when the world needs someone to do the really big stuff, you need an American«. På samme måde appellerede Obama i 2004 til den fælles vision, der er indlejret i den amerikanske forfatning.

Romney går videre med at fortælle om sin fars fødsel i Mexico, og hvordan de flygtede fra revolutionen til fattige kår i Amerika. Han fortæller os om sin fars store drømme og ambitioner, og hvordan han gennem hårdt arbejde kom til tops i både den politiske verden og forretningslivet.

Dagbog fra Tampa 6: Hov, Mitt Romney var jo ægte

Han fortæller os med grådkvalt stemme om sine forældres kærlighed til hinanden. Et usandsynligt par: den selvstændige flygtning fra Mexico og den smukke skuespiller fra Hollywood.

Her fortalte Obama os i 2004 om sit mildest talt sammensatte ophav, og hvordan hans forældre byggede sig et liv kun på drømme og ambitioner.

Gennem disse personlige fortællinger kobler Romney sig tæt op ad en forestilling om den amerikanske drøm, og hele talen bærer på den måde præg af at være inspireret af Obamas første store tale i 2004.

Også når vi ser nærmere på helt konkret indhold, er der mange sammenfald med Obamas tale, som Romney bruger som afsæt til at kritisere præsidenten.

Omkring fem minutter inde i talen opremser Romney, hvad USA håbede på ved sidste valg. Som han siger: »This was the hope and change America voted for«.

Her kunne man have forventet, at Romney ville gå mere benhårdt på den politik, der er blevet ført, men nej, tværtimod: »I wish President Obama had succeeded, because I want America to succeed«.

Altså egentlig ikke en tilbagevisning af den siddende præsidents vision, men af mandens præstation.

Det eneste, han kritiserer, er præsidentens udførelse og forvaltning af embedet. Det lyder næsten som om, Romney selv stemte på Obama og nu er skuffet over ikke at få opfyldt sine håb.

The UNITED states of America
Når vi zoomer yderligere ind, kan vi se, at der også er konkrete formuleringer, der spejler Obamas talefærdigheder. »The America we all know has been a story of the many becoming one (…)«, siger Romney hen mod slutningen af talen. Her refereres til det amerikanske valgsprog: ”E pluribus Unum” – ud af mange, én.

I 2004 sagde Obama dette: »It's what allows us to pursue our individual dreams, yet still come together as a single American family: "E pluribus unum," out of many, one«.

LÆS ARTIKEL

Rablende Eastwood skændtes med usynlig Obama

Romneys reference fortsætter med understregningen af, at amerikanere, der er faldet for deres land, ikke er defineret af partiforhold, race eller religion, men at de er faldet for »(…)the UNITED states of America«.

Alle, der måtte have set eller læst Obamas tale fra 2004, må nikke genkendende til den formulering. En af de centrale passager fra den tale lød: »(…) there's not a liberal America and a conservative America; there's the United States of America«.

At blæse og have mel i munden

Alt dette er ikke for at sige, at Romney ikke må trække på de samme værdier som Obama. Og ret skal være ret: Romney skal have point for at præsentere alle de punkter, hvor han adskiller sig fra Obama. For at præsentere en decideret politisk vision.

Men processen er ganske tydelig: Romney forsøger at inkorporere de elementer i Obamas verdenssyn, der understøtter hans eget projekt.

Han kan både have mel i munden og blæse samtidig.

Han kan fremhæve den tomme retorik, at amerikanerne blev snydt af en præsident, der lovede for meget, samtidig med at han giver de samme løfter: den amerikanske drøm, håb og forandring, et samlet USA, men denne gang med et republikansk fortegn.

Alt i alt leverede Romney en fremragende tale, der sandsynligvis vil stå i noget tid som hans bedste.

Kristoffer Raun Thomsen

Hvad skal politikerne gøre for at forbedre folkeskolen? Deltag i samtalen her

Politiken har samlet et panel af kompetente skolefolk, der kommer med deres bud på, hvordan folkeskolen kan forbedres.

Men hvad mener du?

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her