Politiken har på det seneste skrevet om rigsfællesskabets fremtid - set fra de tre lande. Fra dansk side gør man meget klart, at alle ændringer må ske i respekt for grundloven. Det forstår jeg ikke. Grundloven siger jo intet om rigsfællesskabet. Og man har gang på gang sprængt grundlovens rammer for at udvikle og styrke rigsfællesskabet. Færøerne fik f.eks. lovgivningsmagt efter krigen. I 1992 overtog vi undergrunden. Vi forhandler med andre lande om handels- og fiskeriaftaler. Lige nu står vi i en international konflikt - makrelstriden - hvor Danmark, som del af EU, er direkte modpart. Dette er alt sammen eksempler på, at grundloven er blevet sprængt. Og hvis den ikke var sprængt, var det formentlig rigsfællesskabet, der var sprængt. Derfor er det ikke rigtigt, når statsministeren i søndagens Politiken siger, at »Vi har et stærkt rigsfællesskab, som baserer sig på grundloven«. Det forholder sig omvendt: Enten holder vi os til grundloven, eller vi har et stærkt rigsfællesskab. Vi kan ikke begge dele. At få rigsfællesskabet til at passe til grundloven svarer til at klemme en fod på størrelse 46 ned i en sko på størrelse 36. Grundlovens bestemmelser er simpelthen for snævre til at kunne rumme virkeligheden. Alligevel siger danske statsministre igen og igen, at ændringer i rigsfællesskabet må ske inden for grundlovens rammer. Det var også med det budskab, at Løkke Rasmussen sidste år rejste til Færøerne for at standse arbejdet med en færøsk forfatning: Justitsministeriet havde i et udkast fundet forhold, der var uforenelige med grundloven. Den nye regering siger i sit grundlag, at den respekterer færøske ønsker om egen forfatning, men at der ikke må skabes uklarhed om Færøernes forfatningsmæssige stilling i riget. Men denne stilling er uklar.
Visse steder kan man bare ikke rumme den tanke, at rigsfællesskabet ikke reguleres af grundloven. Man forsøger så at klemme den store fod ned i den lille sko ved eksempelvis at sige, at Færøerne slet ikke har reel lovgivningsmagt, men kun forvalter nogle beføjelser, som er uddelegeret fra staten. Færøernes øverste retskilde er altså ikke det færøske folk - men den danske stat. Det betyder i sin yderste konsekvens, at Folketinget kan ophæve hjemmestyret. Tanken er absurd, men da grundloven kun tillader én lovgivningsmagt i riget, er man nødt til at se sådan på det for at få juraen og virkeligheden til at passe sammen. Embedsmænd skal vel se på tingene gennem grundlovens optik. Men politikerne burde fokusere på politiske muligheder frem for juridiske begrænsninger. På Færøerne er der en stor og følelsesladet, men ikke særlig konstruktiv strid om forholdet til Danmark. Udkastet til en færøsk forfatning handlede mest om regulering af interne færøske forhold, men det var også et forsøg på at finde en fællesnævner, som kunne bygge bro mellem modpolerne i striden om forholdet til Danmark. Løsningen fik betegnelsen 'den omvendte delegation': På den ene side godkendte vi i forslaget de aftaler og love, som regulerer forholdet mellem Færøerne og Danmark - altså rigsfællesskabet, som vi kender det. LÆS OGSÅRigsfællesskabet er kolos på istapper På den anden side indførte vi det demokratiske grundprincip, at den øverste magthaver og myndighed på Færøerne ikke er den danske stat, men det færøske folk. Altså at forholdet ikke bygger på, at Danmark har delegeret myndighed til Færøerne, men at udenrigspolitik, forsvarspolitik etc. er uddelegeret fra Færøerne til Danmark. Og så stod der, at Færøerne har ret til at overtage disse sagsområder og oprette sin egen stat - præcis som adskillige danske statsministre har erklæret gang på gang. I praksis ville forfatningen næppe få de store konsekvenser for forholdene i rigsfællesskabet. Men for den færøske selvfølelse ville det betyde meget, at man ved folkeafstemning for første gang vedtog egne værdier, egne juridiske principper, og at samarbejdet med Danmark byggede på dét grundlag. Man skal jo huske på, at den danske grundlov hverken er skrevet eller vedtaget på Færøerne. Og der er meget få, der føler deres holdninger repræsenteret i Justitsministeriets juridiske formalisme. Forfatningen ville derfor både skabe fred mellem fløjene på Færøerne og stabilisere forholdet til Danmark. Forfatningsprocessen ligger stille nu, men den vil blive genoptaget. Der er jo et næsten færdigt udkast. Hvis det lykkes at forene de to fløje på Færøerne om forslaget - og det er jo en svær øvelse! - bør den danske regering ikke kun analysere resultatet i forhold til grundloven. Man bør sætte de politiske briller på næsen og vurdere, om det, der står, er rimeligt. Og finder man det rimeligt, bør man acceptere det. Sådan har man gjort så mange gange før. Rigsfællesskabet fungerer jo, netop fordi det ikke er et juridisk bur, men en ordning, der er baseret på politisk forståelse. I realiteten er hele ordningen et kæmpestort brud på grundloven. Men det er der ingen, der har taget skade af.
