Det er et af de spørgsmål der altid kommer op, når der er naturkatastrofer. Spørgsmålet – der typisk er formuleret af mere eller mindre nedladende fritænkere og agnostikere – er: »Hvordan kan en Gud, der er almægtig og algod, tillade en sådan umenneskelig lidelse?«. Mens tv-billederne triller hen fladskærmene i de små hjem, stilles spørgsmålet på ny. Ikke fordi vi nu har et nyt svar, men måske mest af alt fordi filosofiske diskussioner om Gud og det Onde på en måde afleder opmærksomheden fra det skete, og måske fordi en abstrakt teologisk diskussion er meget lettere at forholde sig til, end det er at se grusomheden og verdens barske realiteter i øjnene. Vi er ikke de første, der føler noget sådant. For 255 år siden oplevede verden en lige så stor ulykke og katastrofe; nemlig jordskælvet og den efterfølgende brand på allehelgensdag i Lissabon i 1755. Portugals imperiale hovedstad og dens slotte og paladser blev i løbet af få øjeblikke forvandlet til en rygende ruinhob med tusindvis af døde på gader og stræder. Den franske filosof François-Marie Arouet (1694-1778) – bedre kendt under sit kunstnernavn Voltaire – fór straks i blækhuset og skrev ’Poémes sur le désastre de Lisbonne, et sur la loi naturelle’, på dansk ’Digte om katastrofen i Lissabon og naturloven’ (1756). For at provokere sendte Voltaire straks et eksemplar til sin filosofkollega Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). Det skal vi vende tilbage til nedenfor. (Senere skrev Voltaire også den lille satire ’Candide’ (1759). I det skælmske skrift hudflettede filosoffen den opfattelse, at vi levede i »den bedste af alle mulige verdener«). Gennem elegant stilistik og en for en franskmand sjælden grad af humoristisk sans undergravede Voltaire i sine skrifter det, filosoffer kalder en teodiceproblemet. Teodiceproblemet Ordet ’teodice’ kommer af de to græske ord for Gud (theos) og ret (dike). Det var oprindeligt opfundet af den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) – der skrev på fransk, som det var almindeligt dengang. Ifølge Leibniz’ bog ’Essai de Theodicée’ – på dansk kendt som ’Teodiceen’ (1710) – har al ondskab dybest set et højere formål. Men det er et formål, som vi almindelige dødelige ikke kan forstå. Det forstår kun den almægtige Gud. Kort fortalt: at de ligger og forbløder i Port au Prince er ikke et udtryk for Guds ondskab, men blot et bevis på, at vi ikke forstår verdens rette sammenhæng og Forsynets guddommelige plan. Vi forstår det ikke, men vi lever i den bedste af alle mulige verdener. Eller det mente Leibniz i hvert fald.
Den opfattelse blev undergravet af jordskælvet i Lissabon. Voltaires karikatur af Leibniz i ’Candide’ var romanfiguren dr. Panglos, og han er også fuldt overbevist af denne tanke om, at vi lever i den bedste af alle verdener. Og dette fører til stadig mere absurde konsekvenser, blandt andet, at hovedpersonens kæreste, Cunégonde, får skudt røvballerne af og får syfilis! Voltaire følte, at han med sine digte og sin roman havde afmonteret argumentet om den algode og almægtige Gud. Det passede ikke hans kollega, den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). De to havde et problematisk forhold til hinanden – og det blev ikke bedre af, at Rousseau var blevet stadig mere religiøs. Rousseau blev godt og grundigt hidset op af at læse Voltaires ’Poèmes’. Mennesket er den store synder Som intellektuel svarede Rousseau med at skrive et langt essay i brevform, ’Lettre á Voltaire sur la providence’ – ’Brev til Voltaire om Forsynet’ (1756). I sit lille skrift argumenterede Rousseau for, at Gud ikke kunne stilles til ansvar for hverken jordskælvet eller for den sags skyld den meget blodige Syvårskrig (1756-1763), der rasede på daværende tidspunkt. Rousseau mente, at mennesker i naturtilstanden var gode, men deres oprindelige godhed var blevet ødelagt af civilisationen. »Alt er godt, som udgår af skaberens hænder – og alt udarter og bliver ødelagt af menneskene« – skrev Rousseau nogle år senere i indledningen til sit pædagogiske hovedværk, ’Emile ou de l’éducation’, ’Emile – eller om opdragelsen’ (1762). Problemet for Rousseau var, at menneskene gennem civilisationsprocessen var blevet forfængelige og ærekære. Det gode menneske, som Gud havde skabt, var blevet ledt på vildspor af sin egen »amour propre« (et begreb, der bedst kan oversættes med overdreven forfængelighed). Det var denne forfængelighed, der var grunden til katastrofen. Hvis menneskene ikke i deres forfængelighed havde bygget store huse og paladser, hvis de havde været tilfredse med deres »naturlige tilværelse« som »ædle vilde« i jordhuler, havde de overlevet.
