Hvordan vurderer vi, om en børnehave er god eller dårlig? Det spørgsmål stiller man verden over, efterhånden som der satses flere og flere penge på at udvikle daginstitutioner, hvor små børn kan have de bedst tænkelige muligheder for at lære og udvikle sig. Spørgsmålet dukker også op blandt danske politikere og embedsmænd med jævne mellemrum. Netop nu er der både i statsligt og kommunalt regi en særlig interesse for at udvikle et system, der kan vurdere daginstitutioners kvalitet ved at fokusere på de enkelte institutioners resultater. Dette rejser et vigtigt spørgsmål, nemlig hvad ’bundlinjen’ er i en daginstitution? Det må da handle om det, som børnene lærer i institutionen, kunne et umiddelbart svar lyde. Svaret stemmer oven i købet med dagtilbudsloven, der fastslår, at daginstitutionerne skal fremme børnenes trivsel, udvikling og læring og forebygge negativ social arv. Men betyder det så, at man kan måle daginstitutionernes kvalitet ud fra, hvor meget de formår at lære børnene? Ja, det kan man godt, men man vil helt sikkert møde udfordringer. Og man vil sandsynligvis lande i overvejelser om, hvorvidt det er rimeligt at fokusere direkte på børnene som et målepunkt for kvalitet i institutionen. Mere om det senere. I EN RÆKKE amerikanske stater arbejder man allerede i dag med at vurdere daginstitutioners kvalitet ud fra børnenes konkrete læringsudbytte. Forskellen mellem den gode og den dårlige institution handler her om, hvad børnene ’kan’ på bestemte alderstrin. I de gode institutioner præsterer børnene som forventet eller bedre, mens de dårlige institutioner er dem, hvor børnene underpræsterer i forhold til de fastsatte standarder. At vurdere kvalitet på den måde forudsætter nemlig, at man på forhånd har formuleret nogle klare forventninger til, hvad børn skal kunne på bestemte alderstrin, dvs. faste læringsstandarder, og at man har en række redskaber til at teste og vurdere børnenes læring. I USA ser man altså bundlinjen som daginstitutionens succes med at bringe børnene frem til et bestemt læringsniveau inden for bl.a. sprog, motorisk udvikling og sociale kompetencer. Tilgangen til at vurdere kvalitet i daginstitutionerne adskiller sig dermed ikke væsentligt fra tilgangen til at vurdere kvalitet i skolerne; det handler om, hvad børnene kan. MEN ER daginstitutioner og skoler så ens, at det giver mening at vurdere dem på samme måde? Flere ting taler imod. Læring i skolen er langt lettere at adskille fra læring i hjemmet og fra børnenes almindelige udvikling. F.eks. har fag som matematik, fysik og historie et indhold, som man ikke forventer, at børnene lærer derhjemme og i fritiden. Sådan er det ikke i daginstitutionen. Her er der fokus på børns almene udviklingsområder som sprog, sociale kompetencer og praktiske færdigheder – områder, der flyder sammen med barnets almindelige udvikling, som forældrene har stor og afgørende indflydelse på. Samtidig har skolen en anden selvstændig autoritet end daginstitutionen, bl.a. fordi forældrene har pligt til at sende deres barn i skole (medmindre barnet undervises hjemme). I daginstitutionen er barnets ophold især styret af forældrenes behov for pasning, mens de er på arbejde. Daginstitutionen kan tilrettelægge læringsforløb, men er ikke herre over, om barnet møder op til aktiviteterne. Daginstitutioner har altså ikke de samme vilkår som skolen for at påtage sig hovedansvaret for barnets læring og udvikling. Og så længe der er tale om helt små børn, har forældrene en helt afgørende betydning. Dette tyder altså samlet set på, at daginstitutionerne skal vurderes på en anden bundlinje end den, der gælder for skoler. Men hvilke slags resultater skal så være i fokus? I NEW ZEALANDS dagtilbud er der også et stærkt fokus på børns læring. Men i modsætning til den amerikanske tilgang er det ikke børnenes niveau, men læringsmiljøet, der er omdrejningspunktet for kvalitetsvurderingen. Et læringsmiljø i New Zealand er det samlede resultat af pædagogernes evne til at tilrettelægge aktiviteter, der kommer det enkelte barns potentialer i møde og motiverer det enkelte barn til at lære. Det er et krav, at pædagogerne dokumenterer børnenes læring, men på det enkelte barns egne præmisser. En meget udbredt newzealandsk dokumentationsform er ’læringshistorier’, der fortæller om situationer, hvor et barn viser tegn på ny læring. Det kan være den toårige, der opdager, at jord bliver til mudder, når man hælder vand på jorden – og som er optaget af det i flere dage. Eller den femårige, der pludselig forstår, hvorfor mudderet igen er blevet til tør hård jord efter en lang solskinsdag. Eller den treårige, der nu kan synge med på hele sangen til morgensamling. Eller den fireårige, der for første gang bidrager til at løse en konflikt mellem nogle andre børn. Læringshistorierne dokumenterer, at børnene hele tiden lærer, men i modsætning til den amerikanske tilgang er der fokus på det enkelte barns progression – og ikke på et forudbestemt niveau formuleret som en national eller delstatslig læringsstandard. I New Zealand betragtes bundlinjen som det dokumenterede arbejde, pædagogerne gør for at støtte hvert enkelt barn i dets unikke læring. EN RIGTIG god daginstitution kan uden tvivl gøre en positiv forskel for et barns trivsel, udvikling og læring. Men med børn i 0-6-års alderen er det svært at adskille læring og udvikling i hjemmet fra læring og udvikling i daginstitutionen. Det resultat, en daginstitution kan tage ansvar for, er kvaliteten af læringsmiljøet. Bundlinjen må med andre ord være institutionens pædagogiske kapacitet. På den måde kan man sikre, at den viden, man får om en daginstitutions bundlinje, reelt siger noget om institutionens kvalitet – og ikke om ’barnets kvalitet’.