Det offentlige kan angiveligt spare op til 9 milliarder kroner om året ved mere systematisk anvendelse af it. Det viser beregninger fra Det Digitale Råd og Center for Digital Forvaltning (Cedi). Den store udfordring er at accelerere digitaliseringen på de borgervendte kerneopgaveområder på hospitalerne, skolerne og i ældreplejen. Men mens forventningerne er højstemte, er der til gengæld mere usikkerhed om de faktiske effekter af digitalisering på de store velfærdsområder. Det eksisterende vidensgrundlag er ganske vist sparsomt, men vi har i hvert fald på ét stort it-satsningsområde nogenlunde god dokumentation for de hidtidige digitaliseringseffekter, nemlig når det gælder den kommunale hjemmepleje: Hjemmeplejen har i de senere år gennemgået omfattende teknologispring. Godt støttet af en socialministeriel pulje på ikke mindre end 320 mio. kr. har langt hovedparten af kommunerne implementeret mobil it i form af pda’er, smartphones og bærbare computere. Mobile it-løsninger i den kommunale hjemmepleje blev udpeget som oplagt vej til effektivisering, og i udgangspunktet tegnede indførelsen af teknologien ualmindelig lovende. F.eks. pegede et pilotprojekt (CareMobil), der blev søsat i seks kommuner i 2003 og afrapporteret i 2005, på, at der var tale om en meget solid business case. Det blev anført, at teknologien var »moden«, og at investeringerne kunne indhentes på mindre end et år, bl.a. fordi mødeaktivitet kan reduceres og hjemmehjælpere kan løse dokumentationsopgaver ’på farten’.
Med direkte reference til resultaterne fra CareMobil-projektet anslog konsulenter, at tidsforbruget på administrative opgaver i hjemmeplejen kan reduceres med 2.500-3.000 fuldtidsstillinger, såfremt investeringerne i mobil it udbredes til alle landets kommuner. I praksis har det imidlertid vist sig overordentlig vanskeligt at indfri de høje forventninger. Spørger man de kommunale ældrechefer, vurderer et mindretal på 8 pct., at investeringen i mobil it i høj eller nogen grad er blevet hentet hjem, og 13 pct. vurderer, at driftsøkonomiske og personalemæssige besparelser i høj eller nogen grad er blevet opnået. Der er en række årsager til, at projekter ikke har indfriet de centrale myndigheders forventninger: For det første er teknologien nok blevet oversolgt, idet udmeldinger om velafprøvede ’modne’ teknologier ikke holdt stik. I stedet blev projektet hæmmet af en lang række tekniske vanskeligheder, som samtidig givetvis har bidraget til øget medarbejdermodstand til et i forvejen topstyret projekt. For det andet har mange kommuner øjensynlig vejet andre hensyn end besparelser tungest, bl.a. fordi besparelsesprojekter sjældent er populære i medarbejdergruppen. For det tredje er det en nærliggende tanke, at det i mange kommuner har været de statslige støttekroner, som har været den egentlige driver bag projektet, og få kommuner har udarbejdet en business case på, hvordan besparelserne skulle indfries.
