Vikarbureauerne har gået deres sejrsgang over hele verden de seneste ti år. På verdensplan steg antallet af dem fra 26.000 i 1996 til 67.000 i 2006. På fleksible arbejdsmarkeder som det engelske og danske har vikarbureauer fået frie tøjler til at skabe en gruppe af permanent løstansatte vikarer, der får dårlig løn, dårlige pensionsordninger og ringe muligheder for efteruddannelse. I Danmark, hvor der kun var 100 vikarbureauer i 1996, men 741 i 2008, steg antallet af vikarer fra 5.000 til 21.000. Eller rettere: man estimerer, at der netop nu er 40.000-50.000 vikarer i Danmark, men at deres arbejde svarer til 21.000 fuldtidsstillinger. I England steg antallet af bureauer fra 9.000 til 15.970, og antallet af ’fuldtidsansatte’ steg fra 682.000 i 1996 til 1.265.000 i samme periode. Sociale problemer i vente Hverken fagbevægelsen i de to lande eller EU har indtil nu formået at sikre vikarer ordentlige arbejdsforhold og rettigheder, som gælder for andre fastansatte. Og i lyset af den aktuelle økonomiske og finansielle krise, der risikerer at kaste mange vikaransatte ud i arbejdsløshed, kan der meget vel være store sociale problemer i vente. Man behøver således ikke være i tvivl om, at det er de løstansatte, der ryger først. I 1960’ernes Europa var det normen på arbejdsmarkedet at have en fast stilling med tilhørende rettigheder – såsom fast ansættelse, et godt og sikkert arbejdsmiljø, muligheder for efteruddannelse og en anstændig pension, når man trak sig tilbage. Et fast arbejde gav lønmodtagerne en stabil indkomst gennem perioden på arbejdsmarkedet og bidrog desuden til at holde fattigdommen fra døren. Sådan forholder det sig bare ikke mere. Traditionelle rettigheder gælder ikke for vikarer Mange af de rettigheder, der traditionelt er tilknyttet fast arbejde i EU, gælder ikke for ansatte i vikarbureauerne, og hvis de gælder, er det først efter en lang prøvetid, hvor vikaren med stor sandsynlighed ikke længere er nødvendig for virksomheden. For de ansatte i vikarbureauer i EU er der ganske enkelt større risiko for at blive fattig, fordi de får en dårligere løn – 12 pct. af de løstansatte i EU er fattige. Vikarer har desuden også dårlige arbejdsforhold: De har ringere mulighed for indflydelse på deres arbejdsopgaver, de får mindre træning, de har en højere grad af arbejdsulykker og er mindre informeret om sundhed og sikkerhedsforhold på arbejdspladsen. Når vikarerne ikke bliver efteruddannet, stiger de heller ikke i værdi på arbejdsmarkedet og har derfor svært ved at stige i graderne og har stor risiko for at blive lang tid i en usikker situation. Forvirrig på EU-niveau På EU–niveau har der hersket forvirring omkring dette emne i et årti, ikke mindst på grund af de forskellige arbejdsmarkedsmodeller inden for EU’s grænser. I nogle lande, som Frankrig og Tyskland, er der f.eks. større tradition for direkte lovgivning om arbejdsmarkedet, end der er i England og Danmark, der begge har fleksible arbejdsmarkeder. Dette er også en del af forklaringen på, hvorfor Danmark og England har kæmpet imod, at der skulle etableres et EU-direktiv, der lovgiver på området. I både Danmark og England har fagbevægelsen således forsøgt at opnå overenskomster med vikarbureauerne. I Danmark er der blevet forhandlet overenskomster mellem en række af vikarbureauerne og repræsentanterne for fagforeningerne – dog indtil videre uden stor betydning for vikarernes usikre situation. Det er således først efter en længere ansættelse (ca. 1500 timer), at vikarerne i disse overenskomster har krav på et opsigelsesvarsel fra arbejdsgiver, men også retten til pension og løn under barsel. Og løn under sygdom er afhængig af prøvetiden. En usikker situation I England har arbejdsmarkedets parter også for nylig vedtaget en aftale, hvor det påpeges, at vikarer først opnår de samme rettigheder som fastansatte efter en prøvetid på 12 uger, f.eks. sundhedsforsikringer, pensioner og arbejdsløshedsforsikring. I prøvetiden er vikaren rettighedsløs, og aftalen er derfor meget lig den, som den danske fagbevægelse har abonneret på. Den gør altså ikke noget ved det forhold, at vikarer i udgangspunktet er i en usikker situation, hvor arbejdet kan opsiges af arbejdsgiveren uden varsel fra dag til dag. De danske overenskomster er således ikke i nævneværdig grad en forbedring af vikarernes situationer – med mindre man er ansat i det påkrævede antal timer. Intentioner om lige forhold På trods af de store uoverensstemmelser mellem de forskellige arbejdsmarkedsmodeller i EU blev der i sommer forhandlet et direktiv om vikaransatte på plads. Dette direktiv sigter mod at forbedre forholdene for vikarerne ved at insistere på lige lønvilkår og lige arbejdsforhold for alle arbejdstagere i en virksomhed – fastansatte og ansatte fra vikarbureauer – som udfører det samme arbejde. Problemet er blot, at intentionen om at skabe ens vilkår for vikarer og fastansatte ikke er særlig klart defineret. For det første er der en række undtagelser til princippet om ligebehandling; arbejdsmarkedets parter har således stadig mulighed for at have vikarer på prøvetid, før de opnår de samme rettigheder som fastansatte. På positivsiden fastslår det nye direktiv, at en vikar ikke må afskediges og ansættes på ny i en uendelighed i den samme virksomhed. Afskedigelse fra dag til dag Men om direktivet vil få den ønskede effekt, vil fremtiden vise, sikkert efter at EF-domstolen har talt. Det ser således stadig sort ud for de vikarer, der stadig står uden almindelige rettigheder på arbejdsmarkedet; hverken fagbevægelsen eller EU ser i den nærmeste fremtid ud til at ville ændre forholdene for det stadig stigende antal vikarer i Danmark og i Europa. Men mon ikke vikarernes usikre situation vil vise sig under den nuværende økonomiske og finansielle krise, hvor de uden en fast kontrakt kan afskediges fra dag til dag uden varsel?