De første måneder efter de arabiske revolutioner var verdens tv-kanaler fyldt med ikoniske øjebliksbilleder af den gamle orden på retur: Der var Ben Ali-klanens kystvilla, som stod i brand i Tunesien. Der var Hosni Mubaraks opstyltede taler før hans fratræden i Egypten. Og der var Gaddafis trodsige gardinprædikener fra et udbombet hus i Libyen. Billederne var en påmindelse om, at en af de mest sejlivede politiske arketyper i det 20. århundrede, den forfærdelige tyran og diktator, havde overlevet helt ind i det 21. århundrede. Men hvor sejlivede er de egentlig, diktatorerne? Den amerikanske ngo Freedom House kategoriserede i år 47 lande som ’ikke frie’ og styret af autoritære diktatorer. Det er betydelig færre end i forrige århundrede, hvor listen bød på navne som Stalin, Hitler, Pol Pot, Pinochet, Khomeini og mange andre, der i dag er synonyme med morderiske, undertrykkende regimer. Men vi skal passe på, at vi ikke tager demokratiudviklingen for givet. Bare det at nævne sådanne tyranner ved deres navn underbygger desværre en omstridt myte, som jeg her har valgt at kalde myte 1: Myte 1: »Diktaturer er diktatoren« Sandheden er: Det passer ikke. Diktaturer styres ikke af en diktator alene. Der er mange med i spillet. Udførelsen af de opgaver, der forventes af selv en despotisk regering – opretholdelse af ro og orden, opkrævning af skatter, kontrol af grænserne og tilsyn med økonomien – kræver samarbejde mellem en hel vifte af aktører: forretningsfolk, bureaukrater, fagforeningsledere og politiske partier, og selvfølgelig specialister i tvang, såsom militære styrker og sikkerhedsstyrker. Og at sørge for, at alle er glade og samarbejder, er ikke nemmere for en diktator, end det er for en demokrat. Det er samfundssystemer og ikke enkeltpersoner, man er oppe imod i diktaturer. Myte 2: »Massernes magt vælter diktatorer« Sandheden er: »Nej, det sker ikke af sig selv«. Umiddelbart ser det ud, som om masserne bare kan vælte diktatorer. For se bare: I 1989 fejede den folkelige magt hen over hele Østeuropa. Massestrejker i Polen bragte landets kommunistiske magthavere til forhandlingsbordet. I Prag samledes hundredtusinder og fik undermineret Østeuropas mest brutale kommunistiske regimer og overdrog magten i Tjekkoslovakiet til en broget flok af dramatikere, præster, akademikere og Frank Zappas venner. Og i Østtyskland myldrede folkeskarer ud for at søge asyl i, og derefter genforening med, Vesttyskland. Men der er ingen simpel automatik i, at menneskemasser i gaderne i diktaturer fører til demokrati.
Som kineserne viste på Den Himmelske Freds Plads i 1989, er det næppe den eneste løsning for et diktatur at kapitulere over for aktivister i gaderne. Der har været masser af andre steder, hvor folkets magt ikke har kunnet stille det fjerneste op over for en velorganiseret militær aktion.
