Energisk og stridslysten Obama virker klar til 'fire år mere'

Debat. På argumenter og gennemslagskraft endte den anden af tre præsidentdebatter mellem Obama og Romney uafgjort, men præsidenten vandt troværdighedskampen, skriver retorikere.
Debat. På argumenter og gennemslagskraft endte den anden af tre præsidentdebatter mellem Obama og Romney uafgjort, men præsidenten vandt troværdighedskampen, skriver retorikere.
Lyt til artiklen

Fire år mere – det var Obamas attitude i den ellers meget ligeværdige debat mellem præsidenten og Mitt Romney, da de i nat tørnede sammen i den anden af tre tv-debatter inden præsidentvalget 6. november.

Romney vandt overlegent tv-debatten for 14 dage siden, så der var store forventninger til Obama efter hans uventede sløje præstation i deres første ordkrig. Det efterlod spørgsmålet: er Obama overhovedet klar til fire år mere?

Men efter i nat er der ingen tvivl: Han kom, han talte, han sejrede. Præsidenten beviste, at han er klar til fire år mere.

Nattens tv-debat var præget af en velforberedt og energisk præsident. Hans stoiske ro blev ikke én gang sat på prøve af Romneys ellers til tider nærgående spørgsmål direkte henvendt til præsidenten.

LÆS MERE

Professor: Måske Obamas bedste debat nogensinde

En af gangene forsøgte Romney at afkræve et svar fra Obama om hans pensionsselskab: »Har du kigget på din pension for nylig?«, spurgte Romney gentagne gange.

Obama smilede bredt og fik publikum til at grine med bemærkningen: »Den er ikke så høj som din, så det tager ikke så lang tid«.

Et andet aspekt af Obamas stil var det overskud, han udviste, især tydeligt når han ventede på at få lov at svare efter Romney. Obama sad tilbagelænet og alligevel på kanten af stolen – klar til genmæle – med et ansigtsudtryk, der emmede af glæde ved snart at skulle svare Romney og resten af verden.

På den måde var Obamas optræden en diametral modsætning til den første debat, hvor han så både træt og udmattet ud og allermest lignede én, der hellere ville være et andet sted.

Hvilket der i tiden mellem debatterne er spundet meget satire og sjove bemærkninger på, mest fordi det netop den aften var Obamas bryllupsdag.

Set-uppet for nattens debat var anderledes end ved den forrige debat.

Denne gang var det publikum, der stillede spørgsmålene. Kandidaterne har i en publikumsdebat ikke den samme mulighed for at afbryde og angribe hinanden, fordi de oftest svarer på spørgsmål fra publikum.

Det er måden, de svarer på, der er den væsentligste forskel på de to kandidaters håndtering af debat-genren.

USA-KORRESPONDENT

Obama vandt. Og det gjorde Romney også

Romney er rigtig god til at bruge konkrete eksempler som bro til en hurtig sound-bite, mens Obama er formidabel til en sammenhængende, kompleks argumentation.

Obama fik flere gange muligheden for at tale i længere uafbrudte passager, der minder meget om hans talestruktur, en genre han befinder sig ganske komfortabelt i.

Obama udfordrede Mitt Romney i en mere konfronterende og polemisk stil, end vi før har set. Efter blot nogle få minutter henvendte han sig til Romney og sagde: »It’s not true«. Det skete flere gange i løbet af debatten.

På den måde lykkedes det Obama at være mere i offensiven, end vi tidligere har set. Blandt andet udstillede Obama Romneys usammenhængende skattepolitik.

Efter Romney har fortalt om sin fem-punktsplan, svarer Obama: »Han har ikke en fem-punktsplan, han har en et-punktsplan: særbehandling til toppen af samfundet«. Han fejer altså hurtigt og klart Romneys plan af vejen og fremlægger herefter sin egen plan i et længere argument, hvor han tydeligvis har ordet i sin magt.

Romney havde til sidst i debatten en chance for at udstille Obama på det udenrigspolitikske spørgsmål om diplomatdrabene i Libyen.

Romney påpeger Obama-administrationens manglende tilstedeværelse i Libyen og den megen snak om en YouTube-video i stedet for at anerkende det som terror.

LÆS ARTIKEL

Internettet gør nar og fælder dom: »Obama takes Romney DOWN«

Obama responderede hurtigt med kommentaren: »Romney forsøger at score politiske point på Libyen« og påpegede, at det ikke er i orden. Derved blev Obamas troværdighed højnet, fordi han brugte lidt af Romneys egen medicin og udstillede ham som moralsk uansvarlig.

Obama kom stærkt igen i nat, og selvom det umiddelbart var en ligeværdig kamp og stillingen endte 1-1 i ordkrigen, falder troværdighedskampen ud til Obamas fordel. Han rejste sig fra et nederlag og fik det oven i købet til at se let ud.

Han fremstod præsidentielt og harmonisk, da han med ro og sikkerhed fyldte salen med sin velkendte melodiske stemme, der i de lange uafbrudte passager argumenterede for '4 more years'.

Der er en tv-debat mere, inden kandidaterne overlader ansvaret til vælgerne.

Måske er også 3. gang lykkens gang for Obama set i lyset af, at det næste gang udelukkende handler om udenrigspolitik. Et emne der ikke umiddelbart er Romneys foretrukne.

Vi venter i spænding på trilogiens afslutning.

Malene Eliassen og Kristoffer Raun Thomsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her