Nattens debat havde for begge kandidater et vigtigt formål; at vise amerikanerne, hvem der bedst evner at lede landet.
Formelt handlede nattens debat om udenrigspolitik, men den kom i vid udstrækning også til at handle om indenrigspolitik, hvor især Romney flere gange lavede spin-off i den retning.
Der er mange ting, man kunne spørge sig selv om efter nattens debat.
Hvorfor afbrød Romney ikke mere? Hvorfor lod han sig spise af med en defensiv rolle? Og hvor var de to kandidater egentlig uenige?
For det virkede som om, at meget af debatten handlede om at give hinanden ret eller være glade for, at den anden mente det samme. Men i valgkampe handler det lige så meget om at fremstille sig selv som en, der deler vælgernes værdier og bekymringer.
Og her står Obama stærkere efter i nat.
Obama og Romney blæste på EuropaRomney kunne have vundet mange point ved at arbejde mere aggressivt, ved at afbryde og korrigere så meget som muligt.
Obama er levende og farlig, når han får muligheden for at opbygge længere passager af argumenter. Når han får muligheden for at flette hård data sammen med følelsesladede historier og forevise os uretfærdighed.
En debattør, der har det allerbedst, når han får muligheden for at udfolde et flow i sin argumentation.
Den åbenlyse måde at dæmme op for denne strategi på er at afbryde og spørge. At tvinge Obama til at splitte sine budskaber op.
Men det gjorde Romney ikke.
Man fik ikke indtrykket af, at det var fordi, han holdt sig for god til den slags manipulerende greb, men at han simpelthen ikke turde. Og det kan der være en god grund til, for Romney kom som bekendt i problemer ved den sidste debat, hvor Obama ganske simpelt havde forberedt sig bedre.
Hvis vi skal tale om en vinder af nattens debat, er det vigtigt at slå fast, at de faktisk begge er dygtige debattører.
Romney er tydeligt trænet, og der var ikke nogen af de to, der direkte faldt igennem.
Romney talte i lange passager til sine kernevælgere, så man kunne forvente, at det giver genklang. Stærkere militær, USA som verdens førende nation, fredens principfaste bannerfører. I passager vækker Romney mindelser om den yngre Bushs eminente kontakt med sin vælgerbase.
Men Romney formåede aldrig rigtigt at komme ud af den rolle, som Obama tildelte ham: defensiven. Allerede seks minutter inde i debatten kommer det første direkte angreb på Romney.
Hvad enten det gjaldt Romneys udtalelser om Rusland som var vi stadig under den Kolde Krig, eller hans økonomiske synspunkter, som Obama beskyldte for at være fra 1920’erne, så var Obamas strategi klar: Romneys politiske synspunkter er et levn fra fortiden, ustabile og ”All over the map”.
Og når modstanderen er i defensiven, giver det mulighed for at arbejde på hans banehalvdel og score point hos modstanderens vælgere. Dette kommer især til udtryk i to centrale passager, hvor Obama appellerer til republikanske kerneværdier og samtidig får pillet Romneys troværdighed ned.
Bajonetterne overtog internettet, og vestjyderne kæmpede med tv-forbindelsenI en central passage forklarer Obama hændelsesforløbet omkring Osama Bin Laden.
Ikke så meget for at sige, hvordan han fik fat i ham, men for at sige, at Romney ikke ville have gjort det.
Obama påpegede, at Romney tilbage i 2008 sagde, at han ville have spurgt Pakistan om lov til at gå efter Bin Laden, før han handlede. En plan, der ifølge Obama ville have sikret, at Bin Laden slap væk.
Hertil svarer Obama, at det var det hele værd, og fra det abstrakte plan bevæger han sig elegant ned på det konkrete og fortæller historien om Peyton, som han mødte, da han besøgte Ground Zero.
Peyton fortalte Obama, at hvis Bin Laden ikke var blevet dræbt eller fanget, ville hun aldrig have fundet ro.
Obama får altså fremstillet sig selv som den, der varetager den almindelige amerikaners behov for og forståelse af retfærdighed.
Her går Obama ind på en nærmest Bushsk indgangsvinkel, hvilket også bliver understreget af hans brug af ordene ’hunt these folks down’ i løbet af resten af valgkampen.
Her lykkes det Obama at appellere til en ellers traditionelt republikansk kerneværdi.
LÆS MERE
Et andet eksempel på dette finder vi i en passage om det amerikanske militær.
Romney sagde, at flåden har færre skibe i dag end i 1916, og at luftvåbnet er svagere, end det var tilbage i 1947, men Obama replicerede: »Vi har også færre bajonetter og heste, for vores militær har udviklet sig«, og forklarer Romney, at de endda har fly, der kan lande på hangarskibe og skibe, der kan sejle under vandet.
Dette er en klassisk modargumentationsstrategi, der simpelt går ud på at stille kvantitet over for kvalitet.
Romney forsøger at trække på den traditionelle republikanske tilknytning til militæret, men bliver i stedet fremstillet som en, der ikke forstår, hvordan militæret reelt fungerer. At det ikke er antallet af soldater og maskiner, men kvaliteten af dem, der er afgørende.
Her træder Obama endnu en gang ind på republikanske enemærker og markerer sig som en alfahan; en stærk leder.
Der er ingen tvivl om, at Obama vandt denne sidste og måske afgørende debat. At han fejlede stort i første debat-runde er næsten glemt, og det er det sidste indtryk, der tæller.
Og her formåede Obama at fremstille sig selv som en mand, der kan appellere til både demokrater og republikanske svingvælgere, mens Romney fokuserede på sin egen lejr.
Det er ikke, fordi Romney som sådan tabte, Obama vandt bare.
Obama har efter i nat bevist, at han er et skridt nærmere det Hvide hus, men om han så også tildeles nøglen til Det Ovale Kontor ved vi først, når amerikanerne har sat deres kryds om 14 dage.
fortsæt med at læse
