Eksperter: Både Obama og Romney havde en god aften

Enige? De to kandidater lyder stort set enige, når det kommer til udenrigspolitik. Men det kan ændre sig efter valget.
Enige? De to kandidater lyder stort set enige, når det kommer til udenrigspolitik. Men det kan ændre sig efter valget.
Lyt til artiklen

På en måde vandt de begge to.

Præsident Barack Obama klarede sig bedst i nattens debat mellem ham og udfordreren, republikanske Mitt Romney.

Men Mitt Romney dummede sig ikke, og det var hans vigtigste opgave, når emnet var udenrigspolitik, hvilket ikke er hans stærke side.

LÆS OGSÅ Obama irettesætter Romney: Du forstår ikke, hvad militæret går ud på

Sådan lyder den enige konklusion fra de to danske USA-eksperter Mads Fuglede og Niels Bjerre-Poulsen.

»Obama klarede sig bedst, men det betyder ikke, at Romney dumpede. Og jeg tror, at Romneys succeskriterium var, at han ikke måtte fremstå som en, man ikke måtte overlade den amerikanske udenrigspolitik til. Derfor var der ikke de store udsving«, siger Mads Fuglede, der er ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet.

»Udenrigspolitik er ikke så vigtigt for vælgerne. Og man har altid en logisk fordel ved at have været den, der har siddet med ansvaret de seneste fire år. Man vil altid have overhånden«, tilføjer han.

Debat af høj kvalitet
Ifølge Niels Bjerre-Poulsen, lektor på Syddansk Universitets Center for Amerikanske studier, klarede præsidenten sig »helt klart bedst«.

»Men Romney skulle lade være med at dumme sig, og det gjorde han heller ikke«, tilføjer han.

Det sagde de: Citater fra nattens tv-duel

De to eksperter er også enige om, at kvaliteten ved debatten endnu engang var høj med masser af substans.

»Man må sige, det var en meget veloplagt præsident og en rigtig god debat. Også selv om den fes lidt ud til sidst, da de havde leveret de hovedpointer, de havde med fra starten. Så til sidst var der noget tomgang og nogle gentagelser«, siger Niels Bjerre Poulsen.

Debatten handlede om udenrigspolitik, som er et område, hvor Mitt Romney har været meget vag i forhold til, hvad han ville gøre anderledes end den siddende præsident. Sådan var det også under aftenens debat, siger de to eksperter samstemmende.

Vælgere og eksperter: Overlegen Obama vandt nattens debat

»Vi lærte under aftenens debat, at de to kandidater vil nogenlunde det samme. De vil prioritere udenrigspolitiske ressourcer, og de vil sørge for, at USA ikke bliver engageret i kostbare udenrigspolitiske eventyr. Der er ingen forskel på dem«, siger Mads Fuglede.

Kan du nævne en detalje, hvor de er uenige?

»Der er nok mange detaljer, men det er mest sådan noget politikersnak. I substansen er de ikke uenige om ret mange ting. Den største forskel på de to er nok, at Romney mener, man skal øge udgifterne til militæret«, siger han.

Romney har Bushs rådgivere
Niels Bjerre-Poulsen fremhæver dog, at selv om de to kandidater var enige på de vigtigste punkter, er det ikke sikkert, at udenrigspolitikken vil forblive uændret, hvis Mitt Romney skulle vinde valget.

»Man ved jo ikke, om de er helt enige. Hvis vi går tilbage til år 2000, så var den udenrigspolitiske vision, som George W. Bush præsenterede under valgkampen, en helt anden end den, han førte fra dag ét, da han blev præsident«.

»Og Obama-lejren kan slå på, at 18 ud af 24 af Mitt Romneys rådgivere har arbejdet i Bush-administrationen. Romney er tilpas upræcis på udenrigspolitikken, så vi ved ikke så meget om, hvad han reelt vil. Når han ikke vil konkretisere, hvad det er han vil, så må man jo kigge på, hvilke rådgivere han omgiver sig med«, siger Niels Bjerre-Poulsen.

To samme højdepunkter

De to eksperter fremhæve begge to samme to højdepunkter fra aftenens debat.

Nemlig da Barack Obama satte Mitt Romney på plads omkring militærudgifterne, som Mitt Romney vil øge, hvis han vinder præsidentvalget. Romney har blandt andet kritiseret Barack Obama for, at der er kommet færre skibe i militæret under hans præsidentperiode.

»Du nævnte, at vi har færre skibe nu. Guvernør, vi har også færre heste og bajonetter nu« sagde Obama og tilføjede: »Vi har også noget, vi kalder hangarskibe, hvor fly lander på, og vi har ubåde, som går under vand«.

Udover dette højdepunkt, fremhæver de to eksperter også, da Barack Obama sagde, at »1980'erne har ringet«, fordi de gerne ville have Mitt Romneys udenrigspolitik tilbage.

»Obama får mange gode stød ind. Eksempelvis når han siger, at Romneys sikkerhedspolitik er fra 1980'erne, og hans socialpolitik er fra 1950'erne. Det er en meget god linje, som han har sagt mange gange før - men den sad lige i skabet ved denne debat«, siger Mads Fuglede.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her