Regeringens forslag til afskaffelse af efterlønnen løser én problemstilling, men i kølvandet opstår to nye, uløste problemer. Afskaffelsen af efterlønnen skal som bekendt løse problemet med at sikre et tilstrækkeligt arbejdsudbud, når vi igen kommer ind i en højkonjunktur. Men for det første opstår der et problem med en acceptabel indkomstdækning, når – eller så længe – der er lavkonjunktur, idet ældre beskæftigelsesmæssigt er svagt stillede. For det andet peges der i debatten på problemet med delvist nedslidte blandt ældre på arbejdsmarkedet, som ikke vil kunne opnå den nye seniorførtidspension. Jeg vil her argumentere for et alternativ til efterlønsordningen, der kan imødekomme alle tre problematikker samtidigt. Når ældre rammes af forholdsvis stor arbejdsløshed under en lavkonjunktur, skyldes det, at ældre ansættes sidst, bl.a. fordi det er dyrt for arbejdsgivere at oplære og investere i uddannelse af ældre, da der kun vil være få års ’afkast’ af uddannelse.
Ældre er desuden ikke potentielle ledere, de er måske ikke helt ajour med ny teknologi osv. Af de samme grunde er det ofte ældre, der ’prikkes’, når der skal fyres medarbejdere.
