»Vi vil hellere dø på rejsen, mens vi prøver at komme til Europa, end vi vil blive her i landsbyen og dø af sult«. Der var ikke tvivl at spore i stemmerne på de unge mænd, som jeg mødte i det vestafrikanske land Niger for et par år siden. Nogle af de unge, der havde fået en uddannelse i en større by, sagde, at de hellere ville risikere turen til Europa, end de ville se skammen i øjnene hjemme i landsbyen, når det alligevel ikke var lykkedes dem at bruge uddannelsen til at få et job. Ingen af de unge troede på, at de ville kunne få en acceptabel fremtid med fast arbejde til en rimelig løn i landsbyen, og tanken om at prøve lykken i hovedstaden eller en anden af de efterhånden mange millionbyer i Afrika var bestemt ikke tillokkende. Så hellere forsøge lykken i Europa, uanset hvor farligt det måtte være. Har man set de trøstesløse og endeløse slumkvarterer i Afrikas storbyer, forstår man dem godt. Men den omfattende, illegale indvandring til Europa er en udvikling, der kun skaber tabere. De unge taber, fordi de ender som illegale immigranter, der må hutle sig igennem livet og tage til takke med forskellige former for sort arbejde med ofte horrible arbejdsforhold og en mikroskopisk løn. De europæiske lande taber, fordi man skal bruge mange ressourcer på at prøve at stoppe denne trafik, og fordi tilstedeværelsen af de mange illegale indvandrere er med til at skabe øgede spændinger i samfundet. Sidst men ikke mindst taber Afrika, fordi kontinentet har brug for at få så mange hænder som muligt i arbejde, hvis man skal skabe den vækst og fremgang, der kan løfte landene ud af fattigdom, på samme måde som det er ved at ske i Asien og Latinamerika. Tænk, hvis de mange rastløse og energiske unge i landsbyen i Niger – og overalt i Afrika – havde mulighed for at bruge deres uddannelse, deres evner og deres talent på en arbejdsplads, eller på selv at skabe en virksomhed. Så ville økonomien blomstre, og der ville blive råd til de mange investeringer i alle dele af samfundet, som der er så hårdt brug for. Det er med oplevelser som denne i baghovedet, at jeg er utrolig glad for, at regeringen nu har nedsat en Afrikakommission, som skal fremsætte nye og innovative strategier til, hvordan man kan forbedre det internationale udviklingssamarbejde med Afrika. Fokus for kommissionens arbejde vil netop være unge og beskæftigelse, fordi det er så afgørende for, hvordan Afrikas fremtid kommer til at forme sig. Befolkningstilvæksten i Afrika er den højeste i verden, og hvis de unge ikke har arbejde og gode fremtidsudsigter, går Afrikas udvikling ikke bare i stå. Der er også risiko for, at de unge ender i kriminalitet og konflikter eller bliver fanget ind af ekstreme ideologier. Der skal skabes mellem 10 og 15 millioner nye job hvert år i Afrika bare for at følge med befolkningstilvæksten, og i dag ligger tallet kun på cirka 8,5 millioner. Øget beskæftigelse kræver en markant økonomisk vækst og nye, politiske initiativer. Det er ekstra glædeligt, at det er lykkedes at indfri regeringens ambitioner om at nedsætte en meget højtprofileret kommission med en række toneangivende politikere, forretningsfolk, formænd for internationale organisationer og akademiske eksperter. Blandt medlemmerne af kommissionen er der to afrikanske stats- og regeringsledere, formanden for kommissionen for Den Afrikanske Union, højtstående repræsentanter for FN og EU, den administrerende direktør for Verdensbanken, grundlæggeren af Celtel, et af Afrikas største mobiltelefonselskaber, formanden for den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS og flere andre. Det viser for det første, at der er tale om den rigtige kommission på det rigtige tidspunkt og med det rigtige fokus. Kommissionen udfylder et åbenlyst behov, for på trods af en række positive eksempler vil FN’s mål om at halvere verdens fattigdom inden år 2015 ikke blive nået i Afrika. Det samme gælder en række af de øvrige FN-mål. Der er kort sagt et stort behov for at revitalisere indsatsen på en lang række områder for at møde fremtidens udfordringer. Og der er behov for, at det internationale samfund ligesom Danmark lever op til FN’s målsætning om, at ulandsbistanden skal udgøre 0,7 pct. af de riges landes BNP. Den samlede internationale bistand til Afrika stagnerer på trods af enigheden om at fordoble bistanden til Afrika inden 2010. Nye tal har vist, at den samlede udviklingsbistand fra EU faldt fra 2006 til 2007. Det er simpelthen ikke godt nok. For det andet viser sammensætningen af kommissionen, at der står respekt om den danske indsats på udviklingsområdet. Uafhængige, internationale undersøgelser placerer gang på gang Danmark helt i top, når det gælder kvaliteten og effektiviteten af de enkelte landes udviklingsbistand. Derfor bliver der lyttet og sagt ja, når den danske statsminister beder internationale topfolk om at deltage i en kommission som denne. Kommissionens store ’tyngde’ betyder også, at der helt sikkert både vil komme en grundig og velkvalificeret rapport ud af det kommende års arbejde, og at man andre steder vil lytte til kommissionens anbefalinger. For det er et selvstændigt mål for regeringen at påvirke den internationale debat. Ellers nytter det hele ikke så meget. Derfor vil anbefalingerne være internationalt rettet, men arbejdet vil naturligvis også påvirke dansk bistand til Afrika i de kommende år. Kommissionen vil i sit arbejde naturligvis også inddrage en række andre temaer, herunder ikke mindst kvinders rolle i udviklingsprocessen. Vi ved, at når kvinder får et job, giver det mere velfærd til familierne, end når mænd får det. Alligevel har færre kvinder job, de får lavere løn, og de har dårligere arbejdsvilkår. Det gælder i hverdagen, hvor kvinder i mange afrikanske lande hverken har de samme rettigheder eller muligheder som mænd, og det gælder i særlig grad i krige og konflikter, hvor familierne bliver opløst eller tvunget fra hinanden. Det er en klar prioritet at støtte de afrikanske kvinder. Jeg bliver gang på gang overrasket over de afrikanske kvinders ressourcer. Når jeg er på rejse i Afrika, sørger jeg altid for at diskutere kvindernes vilkår – og vel at mærke med kvinderne selv. Det gjorde jeg senest i januar i Tanzania, hvor jeg i en landsby uden for det officielle program bad om at få lov til at tale med kvinderne alene. Kvinderne får nemlig ofte ikke lov til at sige særligt meget og bliver altid tysset ned, hvis de er i selskab med mænd. Det er ilde set, at de rejser sig op og taler, men når de er alene, holder de sig ikke tilbage. Så skorter det som regel ikke på kritik af mændene og de vilkår, kvinderne generelt lever under. Det er afgørende, at kvinder betragtes og behandles som fuldgyldige borgere i deres land på lige fod med mænd. En enkelt, hjerteskærende oplevelse står særligt tydeligt i min hukommelse. Da jeg besøgte en flygtningelejr i det nordlige Kenya, var der en kvinde, som rakte sit barn frem til mig og spurgte, om jeg ikke ville tage det med hjem, fordi kvinden ganske enkelt ikke kunne beskytte det eller give det en fremtid. Støtter man politikker og rammer, som sikrer de afrikanske kvinder arbejde og uddannelse, hjælper man hele familien til at få en bedre fremtid. Udvikler man pigers og kvinders potentiale, fordobler man den menneskelige ressourcebase. Tænk på, hvad det kunne bibringe kontinentet. Derfor er der behov for at finde nye veje, skabe større politisk vilje til forandring, sikre lige rettigheder og muligheder samt flere investeringer i Afrikas kvinder. Det er et spørgsmål om menneskerettigheder og om at udnytte både de menneskelige og finansielle ressourcer bedst muligt. Kommissionen vil også inddrage klimaforandringerne i sit arbejde og se på, hvordan man bedst kan yde mere bistand til Afrikas egne bestræbelser på at håndtere disse fordringer. Det er der mindst tre gode grunde til. For det første vil afrikanerne lide mest under klimaændringerne i form af både mere tørke og flere ekstreme regnskyl og dermed flere oversvømmelser. Folk, der i forvejen lever på kanten, bliver yderligere udsat. For det andet har afrikanerne bidraget allermindst – næsten slet ikke – til klimaændringerne. Og for det tredje har afrikanerne færrest ressourcer til at håndtere udfordringerne. Afrika har brug for økonomisk og social bistand på et bæredygtigt grundlag for at kunne tilpasse sig til klimaændringerne. Klimaudfordringen er en udviklingsudfordring. Vi gør allerede en omfattende indsats på dette område i vore programsamarbejdslande og i samarbejde med FN. Det arbejde vil blive styrket i de kommende år – ikke mindst med de muligheder, den særlige Klimapulje giver os. Det vil ske ved på det nationale niveau at indpasse klimaudfordringen i planerne for fattigdomsbekæmpelsen, det vil ske i de enkelte sektorer ved f.eks. at klimasikre infrastrukturen og landbrugsproduktionen og ved at investere i klimavenlig teknologi, der er tilpasset afrikanske forhold. Danmark vil i arbejdet med at sikre en ny klimaaftale i København i december næste år arbejde tæt sammen med vore afrikanske partnere for at få en global aftale, der også tager højde for de særlige afrikanske udfordringer. Afrikakommissionens arbejde vil yderligere øge dette pres. Afrika er heldigvis meget andet end krige, konflikter og katastrofer, sådan som man ellers let kan få indtryk af i medierne. Faktisk går udviklingen den rigtige vej på en række områder. Der er færre krige og konflikter, og demokrati med frie, retfærdige valg vinder langsomt men sikkert indpas i land efter land. Afrika har i de seneste år opnået vækstrater på 4-6 procent. Det skyldes bl.a. bedre råvarepriser (olie, mineraler, landbrugsvarer) og øget efterspørgsel efter disse. Men der er også klare tegn på forbedringer i regeringsførelsen. Erhvervsklimaet forbedres. Mange lande tager fat på bekæmpelse af korruption. De offentlige myndigheders indsats er mange steder blevet forbedret. Væksten i aids og hiv synes at være bremset. Der er altså en masse positive ting at bygge videre på. Kommissionen skal komme med afrikanske løsninger på afrikanske problemer. Det har vi fra regeringens side bl.a. forsøgt at sikre ved at sørge for, at flertallet af kommissionens medlemmer kommer fra Afrika. Resten er formænd for internationale organisationer eller eksperter, som også i Afrika respekteres for deres viden og tilgang til udfordringerne. For at sikre det lokale ejerskab samt civilsamfundets og ngo’ernes involvering, vil der desuden blive afholdt en række seminarer, workshops og konferencer forskellige steder i Afrika, hvor der skal fokuseres på forskellige temaer i forbindelse med kommissionens arbejde. Jeg vil selv være vært ved to af disse arrangementer, og vi har inviteret en række af kommissionens medlemmer til at involvere sig aktivt i også dette arbejde. I Danmark har vi i forvejen stort fokus på Afrika. Regeringen har besluttet, at den bilaterale udviklingsbistand til Afrika på sigt skal stige til to tredjedele af den bilaterale udviklingsbistand, og i regeringsgrundlaget slår vi fast, at vi ønsker at arbejde for at øge den samlede udviklingsbistand over en årrække i takt med, at der bliver råderum til det. Samtidigt vedtog regeringen sidste år en ny Afrikastrategi, og Danmark har øget den bilaterale bistand til Afrika fra godt to til knap 2,5 mia. kr. fra 2006 til 2007. Der er desuden planlagt en stigning til godt tre mia. kr. i år. Kommissionens arbejde ligger i naturlig forlængelse heraf, idet den skal udbygge og konkretisere nogle af de indsatsområder, der lægges vægt på i Afrikastrategien. Den samlede officielle internationale bistand til Afrika svarer til ca. 250 kr. per afrikaner. Det er slet ikke nok til virkelig at gøre en forskel. Derfor er der som før nævnt brug for, at alle de rige lande lever op til de løfter, de har givet i FN, og øger udviklingsbistanden til 0,7 pct. af bruttonationalproduktet. Men samtidig er der brug for, at vi øger effektiviteten og virkningen af bistanden. Vi skal sikre mest mulig bistand for pengene. Det har vi både en politisk og moralsk pligt til. Af hensyn til de rastløse og ivrige unge mennesker i Niger, der brænder efter at komme i gang med et job. Af hensyn til den fortvivlede kvinde i flygtningelejren. Af hensyn til de mange millioner andre afrikanere, der fortjener et bedre liv.