Ny Carlsbergfondet har bevilget 15 millioner kroner til kunstnerisk udsmykning af Ollerup Gymnastikhøjskole, en flot gestus, der ikke blot vækker opmærksomhed på Sy’fyn, men har et videre perspektiv.

Samtidig er det en kreativ udfordring for kunstnerne Mogens Møller, Stig Brøgger og Hein Heinsen. Siden Niels Bukh noget beskæmmet forlod sit livsværk, har der ikke været den heldigste hånd med nødvendige tilbygninger, og Ny Carlsbergfondet kunne såmænd have brugt alle sine 15 millioner på at bringe skolens facade i samklang med den enestående arkitektur i bygningskomplekset mod syd. Men det ligger i luften, at giverne vil se kunstværker, ikke arkitektur, og det er reglen snarere end undtagelsen, at sponsoreret kunst bliver en tilføjelse til arkitekturen i stedet for at blive en integreret del af den. Det står ikke til diskussion, at Bukh har haft nationalsocialistiske forbilleder for sin arkitektur, og hele anlæggets symmetriske stramhed, monumentale format og de mange citater fra antikken taler et tydeligt sprog, germansk. Men enhver, der har oplevet anlægget ved selvsyn, må bøje sig for harmonien og den suveræne måde, hovedbygning, indendørs og udendørs svømmebassiner, idrætshal og stadion er bragt i harmoni med det yndefulde sydfynske landskab på, og det til trods for, at helheden er resultatet af successive til- og ombygninger. Det er sjældent, at man i Danmark i den grad bliver sig bevidst om en arkitekturoplevelse som her. Bukhs heroiske idealer spejler sig i arkitekturen, og hvad man så mener om dem, så skal man lede længe blandt nutidens bygherrer for at finde denne på en gang ærlige og æstetiske samklang mellem form og funktion. Bukhs idealistiske grundtanker om fysisk aktivitet som et væsentligt element i en god tilværelse var bæredygtige dengang og har vel næppe haft større genklang end lige nu. Men det heroisk mandige er nok ikke lige tidens hotteste trend og i hvert fald fjernt fra gymnastikhøjskolens hverdag anno 2007. Kunstnerne, der nu har brugt 15 millioner på at forny skolens kunst, er meget bevidste om sammenhængen mellem et dunkelt kapitel i skolens historie og dets arkitektoniske udtryk og taler direkte om at bringe uorden ind i den lidt for ordnede plan. So viel Ordnung muss nicht sein! Det er helt rigtigt set, men Ny Carlsbergfondet har alligevel taget afgørende fejl i sit valg af kunstnere. Man har valgt tre af nutidskunstens magtfulde akademiske hanaber, og deres metode til at afbalancere Niels Bukhs værk er ikke at prøve at skabe en modvægt til det maskulint heroiske, men demonstrativt at overgå den gamle alfahan i potent hanaberi. Mogens Møllers bronzevaser er den mindst provokerende del af projektet. Vaserne selv kunne med deres referencer til antikken såmænd have indgået i Bukhs plan. De er mondænt dekorative og ville gøre sig hvor som helst fra international koncern til frisørsalon for puddelhunde. Men det var næppe – selv i fyrrerne – faldet nogen ind at demonstrere maskuliniteten ved at erigere 10 meter høje søjler som fundament for vaserne og mase denne begejstring ind i eksisterende arkitektur. Nå, Bukh, 10 meter, kan du stikke den! Også Stig Brøgger er potent, stolte 10 meter igen. Han skaber af betonklodser et voldsomt fundament, stort som et treetagers hus og i sit udtryk ikke afvigende fra stiltræk i Mussolinis og Speers arkitektur. Man ser for sig den blonde kæmpe, der stabler sten. Oven på sådan et fundament ville man i tredverne eller fyrrerne nok have anbragt våbenskjoldets vildmand med gode lægmuskler, kølle i hånd og ’fremad folkens’ i blikket. Men Stig Brøgger vælger humoren som sit værktøj, egentlig ikke et dårligt værktøj, når man vil forloren patos og overdreven renhed til livs. På vildmandens plads anbringer kunstneren ... to små forpjuskede juletræer! Rigtig en vits, der kan få det til at dugge bag brilleglassene hos vennerne på bodegaen, hir, hir, hik! Som skitse i et kunsttidsskrift kunne denne idé have et polemisk sigte og en funktion, men udført i fuld skala er den en skændsel. I de gamle østbloklande var det i en overgangsperiode meningsfuldt at anbringe hvad som helst fra skraldespand til badedyr og damecykler på de tomme kæmpefundamenter efter Lenin og co. Men som ny skulptur, der skal stå i 50 eller 100 år ved hovedindgangen til en dansk skole med høje idealer og en vigtig mission, er sådan en monumental bodegavits utålelig. Stig Brøggers egen nøgle til fortolkning overgås ikke af selv det fremmeste fæhoved blandt aftenskolekunstnerne: »De fire klodser symboliserer klipper og de nordiske lande (hvilke fire? Hvorfor kun nordiske?), skolen har elever fra. De to grantræer er et symbol på den levende dialog, som udgør skolens fundament. De står helt ude på kanten for at vise, hvor let man kommer til at tabe fodfæstet …«. Tag den! Hein Heinsen, der tidligere har udført pragtfulde skulpturer, er nok den af de tre, der har de bedste forudsætninger for at analysere opgaven og se mulighederne. Alligevel har også han valgt at demonstrere potens, kun 8 meter, men så kan han 11 gange! Det er ham, der har formuleret betænkeligheden ved det lidt for heroiske og lidt for rene i det bestående anlæg, og det er ham, der helt rigtigt har beskrevet det som et vigtigt element i løsningen af opgaven at skabe en smule uro i billedet. Og så vælger han at anbringe 11 store betonelementer i en halvcirkel præcist placeret for enden af hele skolekompleksets symmetriakse og med en total visuel dominans, fordi de er anbragt højt til vejrs på volden bag idrætsbanen! Her er overaben, der i mandig heroisme banker både sine to kolleger og Niels Bukh ned på plads i hierarkiet! Hensyn til den arkitektoniske helhed og hensyn til det sydfynske landskab er der ikke tale om, og ligesom med Stig Brøggers værk ville det i skitseform virkelig kunne indgå i tidens samtale om påtrængende ny kunst og arkitektur. Ved pædagogisk at overdrive det uheldige i noget bestående kan der advares mod en tendens. Men Hein Heinsen lader det ikke blive ved det. Hans 8 meter høje betonelementer er ikke abstrakte former, men utvetydige galgesymboler, ja, fagfolk ville sikkert finde dem anvendelige i praksis. I sin bestræbelse på at nedgøre det maskulint heroiske mørke i højskolens formsprog har Hein Heinsen skabt en pompøs og gruopvækkende galgebakke, der vil give enhver besøgende ubehagelige associationer til sort middelalder eller Det Tredje Riges rædsler. Havde Hitler fået sin bombe og vundet krigen, ville Speer og Goebbels ikke have kunnet udtænke et mere nationalsocialistisk sted at gøre det af med de allieredes ledere i folkets påsyn, og som monument ville galgerne, der peger mod alle verdenshjørner, i resten af tusindårsriget have været en manende advarsel til alle verdens potentielle demokrater. Galgeassociationen er så påtrængende og arketypisk, at man på ingen måde behøver at være et plaget menneske for at se den. Hein Heinsens fascistiske Golgata-galgebakke overgår i monumental morbiditet og smagløshed alt, hvad kunstens hesteslagtere og guldfiskemordere hidtil har puslet med. For bodegavitsen er vel ikke ... spirende hagekors i den fynske muld? Formsproget er der. Heinsen giver også selv i en prædiken en tolkningsnøgle: »Monumentet er en kritik af dagen politik. Søjlerne peger mod Jerusalem, Athen, Rom, Utopia, Los Angeles og New York. New York er valgt for at minde om World Trade Center, Los Angeles på grund af Hollywood ...«. Arme den ping, der skal viderebringe disse sindets dybder ved indvielsen! Hein Heinsen var formand for kulturministerens kanonudvalg for billedkunst ... Der var en sammenhæng mellem Bukhs tanker om en sund sjæl i et sundt legeme på den ene side og skolens kunst og arkitektur på den anden. Form og funktion passede sammen. Når man kender skolens udvikling gennem de sidste 50 år, er det klart, at den idealistiske grundide er bevaret, men der er intet tilbage af det maskulint heroiske, hangen til symmetri eller fysisk udfoldelse i dobbelt retvinklet mønster. Det legende og musiske har fået en stor plads i idrætten, og først og fremmest har rytmiske totalbevægelser holdt deres indtog, og sexede latinske hoftesving og musik i tidens toneklang har afløst den germanske firkantethed og kommandoråbene. Den stramme adskillelse af kønnene i karle- og pigehold er afløst af unge mænd og kvinder, der træner sammen og hvem vil begræde det? I den udvikling ligger højskolens eksistensberettigelse og fremtid. Havde Ny Carlsbergfondet dog bare set den pointe, da man valgte kunstnere til den store opgave at skabe nutidig, vedkommende kunst på Ollerup Gymnastikhøjskole. Store opgaver i kunst og arkitektur egner sig ikke til demokratiske afgørelser. Monumental kunst kræver foruden talent også uddannelse, erfaring og analytisk sans. Og folkeafstemninger om store kunstneriske projekter er den sikre vej til gågade- og klaphattekunst. I sidste ende er det lige så meget udvælgelsen af kunstnerne og opgaveformuleringen, der giver værket lødighed og format. Mogens Møller, Stig Brøgger og Hein Heinsen er det dårligst tænkelige valg til at løse den i virkeligheden dybt fascinerende opgave at bringe omgivelserne i Ollerup på højde med indholdet af skolens hverdag anno 2007 uden at begå vold på det eksisterende. Og den frihed, de tre har fået, er den dårligst tænkelige opgaveformulering. De bruger alle tre opgaven til maskulin heroisk fremhævelse af sig selv på bekostning af det miljø, de skulle berige, og hvis maskuline og heroiske stil de skulle afstemme med en ny tids plads til feminine værdier. Værdier, der nu som en selvfølge er en del af skolens liv. De tre kunstnere er kendt for deres brug af projekter til spektakulær selvpromovering og provokation, og det er der bestemt også plads til i kunsten. Men til en opgave som Ollerup Gymnastikhøjskole er det lige præcis disse kvaliteter, der ikke er brug for. Det er uhørt at belemre en idealistisk og seriøs institution som højskolen med en udsmykning, der ikke er et bud på en æstetik, der svarer til stedets ånd, men i stedet er en vrængende hån mod fortiden og det bestående og mest af alt et brovtende og selvhævdende indlæg i den standende kunstdebat. At bruge højskolens smukke udvikling fra fortidens problematiske mandsdominerede idealer til nutidens mere harmoniske interaktion mellem kønnene som udgangspunkt for det store 15 millioner kroners projekt er en så oplagt tanke, at det er uforståeligt, at ikke skolen selv eller Ny Carlsbergfondet har grebet den. Havde fondet peget på et kunstnerteam, kvinder eller mænd, der havde accepteret den opgave at bringe et kvindeligt element ind i samklang med det bestående maskuline, så kunne der være opstået en underfundig harmoni, hvor man ikke tænkte på rollefordelingen, men kunne nyde helheden og det æstetiske udtryk uden fodnoter og referencer. Oplagt var det også at bruge en pæn del af midlerne til reparationsarbejde på nogle af de arkitektoniske fejl, der er begået i de sidste 50 år, og prøve at give de lidt for autoritære symmetriakser nogle hoftesving. I det hele taget bør et så stort projekt i langt højere grad arbejde med integration af kunst og arkitektur, end kunstnernes strittende og strintende enkeltværker her gør. Og hvor ville det dog være velgørende, om man i den standende diskussion om kunst i det offentlige rum en gang imellem ville høre kompetente folk sige, at netop lige hér og lige netop dér skal der ikke stå en skulptur. Ollerup er et grelt eksempel på en uheldig udvikling i udvælgelsen af kunstnere og arkitekter til store opgaver i det offentlige rum. Landet mangler ikke personligheder, der kan løse den slags opgaver, og Møller, Brøgger og Heinsen hører givet til dem. Men det kunstfaglige mellemled, udvælgelsesproceduren og opgaveformuleringen svigter, når kunstnernes frihed respekteres in absurdum, som det er sket her, og resultatet bliver værker i polemisk kontrast til stedet og dets ånd. Når en ganske lille gruppe kunstnere med tæt tilknytning til Det Kongelige Danske Kunstakademi tildeles de fleste større opgaver, skyldes det så åbenlyst ikke deres evne til i med- eller modspil at tilpasse deres formsprog til en bestemt lokalitet eller deres håndværksmæssige færdighed i at bakse med store proportioner i respekt for omgivelserne. Snarere kunne man få det indtryk, at den lille gruppe af monumentalkunstnere og gruppen af rådgivere og mæcener sidder hinanden ganske nær, ja, måske på skift bytter roller som kunstnere og formidlere, så der kan handles i porten. I Ny Carlsbergfondets direktion sidder Else Marie Bukdahl, tidligere rektor for Det Kongelige Danske Akademi for de skønne kunster, de tre kunstneres tidligere arbejdsplads. De fleste kunstarter kan publikum vælge til eller fra, som de lyster, men arkitektur og monumentalkunst er vi tvunget til at møde overalt og hele tiden. Når Ny Carlsbergfondet giver 15 millioner kroner til et projekt, er fondet samtidig med til at bestemme, hvad mange mennesker skal se på i deres hverdag. Det er et stort ansvar, og selv om fondet så mange gange før har tilgodeset de tre kunstnere, at det ligner fast ansættelse, så er det ikke i sig selv grundlag for at give dem frie hænder til at smæde en arkitektonisk perle og demonstrere deres magtposition med monumentale fnis og dødskredsende mastodonter. Helt uskrømtet bruger de projektet som hån imod og hærværk på det bestående, Brøgger ved sin fnisende parodi på en heroisk skulptur, Møller ved sit krukkede potenspral, Heinesen ved sin morbide, brovtende overdrivelse af diskutable stiltræk i det bestående. Det er metakunst, der lukker sig om sig selv i en diskussion, der ikke har noget at gøre med den egentlige opgave og ikke bør påtvinges forbipasserende i det offentlige rum. Og slet ikke være en del af miljøet på en skole for moderne unge mennesker, der helt uden erigeret pegefingerkunst selv kan finde ud af at leve med kønnenes ligeberettigelse og demokratiet som et naturligt livsgrundlag.