»Jeg vil ikke i skole i dag!«. Enhver forælder har stiftet bekendtskab med dette udsagn. Men når det bliver gentaget igen og igen – og drengen nærmest skal slæbes i skole, så bimler alarmklokkerne. Kristian er født i december. Derfor var han seks et halvt år og godt rustet, følte vi forældre, da han for få år siden stiftede bekendtskab med den danske folkeskole – i en pæn forstadskommune i Nordsjælland uden store åbenlyse sociale problemer. Men det første indtryk af folkeskolen var noget af en øjenåbner. En ekstremt voldelig dreng – et år ældre end Kristian – med et underudviklet talesprog gjorde skolelivet til en barsk omgang – ikke alene for Kristian, men også for mange af hans klassekammerater.
To af dem skiftede efter kort tid til en privatskole. Vi valgte at give folkeskolen en chance. Det var en fejl, skulle det vise sig. Dag efter dag, uge efter uge kom Kristian hjem og var ked af det. Den pågældende dreng havde taget kvælertag, sparket ham i brystet, vredet hans arme rundt på ryggen for derefter at skubbe ham brutalt ned i asfalten og meget, meget mere. Lange samtaler med læreren i børnehaveklassen fulgte. Bekymringer fulgte. Hvorfor valgte I ikke bare at skifte skole, kunne man spørge? Dertil er svaret, at i samme klasse gik Kristians bedste ven. De to var og er som siamesiske tvillinger – havde fulgtes ad siden børnehavestarten. Vi troede på den danske folkeskole – havde aldrig nogensinde tænkt tanken, at vores dreng skulle på en anden skole, endsige på en privatskole. Det viste sig, at den voldelige dreng var kendt af systemet. Havde i årevis skabt problemer, også i den børnehave han gik i. Alligevel skulle der gå næsten halvandet år, før der blev taget affære i skoleregi, og han fik det tilbud, som forhåbentlig kan rumme ham.
