Drop nu den gamle 'tyskerskræk'

Ved festlige lejligheder roser vi os af, at fred og samarbejde i det dansk-tyske grænseland har erstattet krige og grænsekamp.

Både Danmark og Tyskland har siden 1955 anerkendt princippet om ligestilling mellem flertal og mindretal i grænselandet.

Når der rokkes ved ligebehandlingen, som i spørgsmålet om den slesvig-holstenske regerings tilskud til de danske skoler, råbes der med rette vagt i gevær.

Men heller ikke vi danskere kan kalde os hellige. På nogle områder dyrker vi stadig en urimelig gammel ’tyskerskræk’. Vi har den såkaldte sommerhusregel i EU mod, at udlændinge kan eje danske fritidshuse, selv om danskere ejer halvdelen af Sydsveriges ’ødegårde’ og et pænt antal ejerlejligheder ved Middelhavet.

Men uha – ingen udefra må købe vores ’fritidshuse’, selv om der står tusinder af pæne små huse tomme eller forfaldne i vores udkantsområder.

En anden regel er, at der kun må flages med nordiske flag i Danmark. Det er smukt nok. Hagen er, at det danske mindretal i Sydslesvig til enhver tid må flage med Dannebrog i Sydslesvig (og hurra for det), mens det tyske mindretal kun efter dispensation må bruge det tyske flag nord for grænsen. Er det ligestilling?

En tredje ting er manglen på tosprogede skilte i grænselandet, dvs. vejskilte, hvor byers navne både (i stort) vises på landets sprog og (med mindre skrift) i det lokale mindretals sprog.

Denne idé breder sig overalt i Europa – fra Kroatien og Sydtyrol til Slovakiet, Belgien, de sorbiske områder i Østtyskland, Lapland, Wales, Irland osv.

I de seneste år er tyske byer begyndt at anerkende det danske mindretal i Sydslesvig ved at indføre tosprogede vejskilte i Flensburg/Flensborg og Schleswig/Slesvig. Men nord for grænsen er den eneste flersprogethed de private skilte med ’Zimmer/Rooms’ ved vejkanten.

For to år siden spurgte jeg sammen med formanden for det tyske mindretal, Hinrich Jürgensen, om det ikke var på tide at begynde med tosprogede vejskilte nord for den dansk-tyske grænse.

DEBAT

Vi fik rasende kritik – nogle spurgte endda, om jeg kunne være leder af et dansk museum, når jeg mente den slags.

Et af argumenterne mod tosprogede skilte var, at det var der ikke brug for, for alle forstår jo tysk syd for grænsen og dansk nord for grænsen. Andre mente, at ideen var god nok – men kunne vi ikke vente 25 eller 50 år?

Og så var der den nationalkonservative kritik, der brugte historiske argumenter, der gik på Sønderjyllands tid under tysk styre 1864-1920 og Anden Verdenskrig. Derfor vil jeg gerne forklare ideen lidt nærmere:

For det første skal tosprogede skilte ikke indføres, fordi nogle ikke forstår flertalssproget. Det gør alle. Det gælder også de andre egne af Europa, hvor der er tosproget skiltning.

Tosprogede skilte er et signal, et symbol på respekt for et mindretal. Gennem offentlig tosprogethed kan flertalsstaten anerkende, at der i et område findes flere sprog og nationale tilhørsforhold.

For det andet er synlig tosprogethed vigtig som en fortælling til folk udefra. En fortælling om, at her er et område med flere sprog, nationaliteter og kulturer. Skiltene kan på den måde ses som en reklame for den dynamik, som altid har præget flersprogede og flerkulturelle grænselande.

Nogle siger, at det går så godt i Sønderjylland, og at den slags skilte bare vil rippe op i gamle sår. Det er ulogisk. For hvis vi ikke kan ’tåle’ det nu, er der endnu et stykke vej til den helt fredelige sameksistens.

Over hele Europa er forståelse mellem flertal og mindretal kun opnået, fordi nogle hele tiden har overskredet grænser, brudt tabuer og myter. Det gælder også det dansk-tyske grænseland.

Vejen til normale forhold i grænselandet har været fulgt af protester og diskussioner. Spørgsmålet er, om vi i dag kan prale af at være foran? De mange afvisninger af tosprogede skilte viser, at vi ikke på alle områder er model.

Og ja, der er gamle sår. Men rundt om i Europa er der egne, hvor historien har været mere dramatisk og blodig end i Sønderjylland. Alligevel er man mange steder kommet længere end vi.

Tyske og allierede soldater og politikere har længe mødtes i fællesskab ved højtideligheder ved Verdun, i Normandiet osv. Der er tosprogede skilte i Sydtyrol, hvor bomberne sprang endnu i 1960’erne – og på Istrien, hvor titusinder under Anden Verdenskrig blev dræbt i italiensk og jugoslavisk terror.

Der er tosprogede skilte i Rumænien, Ungarn og Slovakiet, selv om ældre folk endnu husker brutale grænseflytninger og etniske udrensninger. Længst har det varet i Alsace-Lorraine og Schlesien – men også der er det på vej. Og så er der Sønderjylland.

Er der med vores forholdsvis fredelige historie nogen grund til, at vi skulle høre til ’de sidste halsstarrige’ i Europa?

Flensborg by er her som på så mange områder foran i Europa: Der er tosprogede skilte ved bygrænsen og tekster på dansk og tysk ved en lang række seværdigheder.

Der må flages med danske flag – og sidst har byen endda sagt ja til genopstilling af Istedløven på Flensborg gamle Kirkegård og dermed accepteret, at et tidligere dansk-nationalistisk symbol også er en del af den fælles kulturarv.

Skulle vi ikke følge det op med nye initiativer – f.eks. med tosprogede skilte?

Lad det bare ske stille og langsomt, først ved de største byer: Tønder/Tondern, Aabenraa/Apenrade og Sønderborg/Sonderburg. Det vigtigste er, at vi får begyndt!