Korrekt. For de 20-25 procent svage læsere ville en ’skriv-som-du-vil’ bekendtgørelse være skæbnesvanger, blandt andet fordi dansk talesprog udvikler sig meget hurtigt og viser stor variation, skriver Jørn Lund.
Foto: Niels Hougaard (arkiv)

Korrekt. For de 20-25 procent svage læsere ville en ’skriv-som-du-vil’ bekendtgørelse være skæbnesvanger, blandt andet fordi dansk talesprog udvikler sig meget hurtigt og viser stor variation, skriver Jørn Lund.

Debat

Frit valg i stavningen kan blive skæbnesvanger

At man burde kunne stave, som man har lyst til, er et egoistisk synspunkt.

Debat

Når vi taler med andre, fortæller vi uvægerlig mere, end vi selv har tænkt.

Vores udtale siger en del om vores alder og regionale baggrund, vores stemme og tonegang røber, om vi er veloplagte eller pressede, om vi er troværdige eller måske ikke helt til at stole på.

Vi har os selv med i talesproget, ikke kun det indhold, vi vil videregive.

Professor Higgins i ’My fair Lady’ udtrykker det således: »An Englishman’s way of speaking absolutely classifies him. The moment he opens his mouth, he makes some other Englishman despise him«.

Danmark er ikke et klassesamfund i samme forstand som det engelske for 100 år siden, men også med dansk som talesprog påkalder vi os andres opmærksomhed på en måde, vi ikke har ønsket.

LÆS MERE

Hvis man siger ’Kraftens Bekæmpelse’ i stedet for ’Kræftens Bekæmpelse’, og udtaler vi meget ’maret’, distraherer det f.eks. mange klassisk rigsmålstalende.

Vælger vi i stedet at betjene os af det standardiserede skriftsprog, går den læsende direkte til indholdet uden at hæfte sig ved formen, vel at mærke hvis man behersker den. Hvis man bryder den og skriver f.eks. ’nuddelørda’ i stedet for ’nu er det lørdag’, hæmmes modtageren i sin læsning.

Hvis man læser en avisartikel om et udenrigspolitisk emne, er det meget praktisk, at man ikke hæfter sig ved journalistens individuelle staveform, men går direkte til artiklens indhold. Skriftsproget er et andet mødested for mennesker end talesproget.

Talesproget er ikke forkert skriftsprog, og skriftsproget er ikke forkert talesprog. Et officielt eller uofficielt normeret skriftsprog er en praktisk foranstaltning, som er selvfølgelig i alle de lande, vi sammenligner os med.

Det er ikke noget nyt synspunkt, at man burde kunne stave ordene, som man nu synes, men det bliver det ikke rigtigere af

Det betyder ikke, at normen skal være så fast, at den ikke tillader nogen form for variation. I dette spændingsfelt befinder den nye retskrivningsordbog sig.

Mange mennesker ønsker overhovedet ikke ændringer i retskrivningen og møder alle nye forslag med skepsis. Men alene det, at der løbende kommer så mange nye ord ind i sproget, gør det rimeligt med jævne mellemrum at udsende en ny retskrivningsordbog.

Ord kan også blive så sjældne, at de kun undtagelsesvis skal staves, og hvorfor så bevare dem i Retskrivningsordbogen?

Ved en revision kan man samtidig se, om nogle af de varianter, der var tilladte i den gamle (f.eks. majonæse), har tabt terræn, og om der i øvrigt er sket sådanne ændringer i professionelle sprogbrugeres retskrivning, at nye varianter skal lyses i kuld og køn ( gymnasie).



I Politiken kunne man forleden læse nogle radikale synspunkter fra Frans Gregersen og Jens Normann Jørgensen. Sidstnævnte ønsker ganske enkelt den standardiserede retskrivningsnorm hen, hvor peberet gror. Antallet af dobbeltformer burde milliondobles, siger han.

Det er ikke noget nyt synspunkt, at man burde kunne stave ordene, som man nu synes, men det bliver det ikke rigtigere af.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er et regulært afsender-egoistisk synspunkt, for den, der skal slås med at læse ordene i et utal af forskellige stavevarianter, kommer på en hård opgave, for det tager tid at identificere ordet. Der er flere læsende end skrivende, og hensynet til de sidste må ikke tilsidesættes til fordel for de første.

I skolen prøver man at lære eleverne at danne sig nogenlunde faste ordbilleder, hvad der er en forudsætning for, at de kan blive gode læsere. Hvis ordene fremtræder på et utal af forskellige måder, bliver opgaven endnu større, end den er i dag, og vi kan godt rykke tre felter tilbage og gå direkte til bunden af Pisa-rangordningen.

Der er flere læsende end skrivende, og hensynet til de sidste må ikke tilsidesættes til fordel for de første

For de 20-25 procent svage læsere ville en ’skriv-som-du-vil’ bekendtgørelse være skæbnesvanger, blandt andet fordi dansk talesprog udvikler sig meget hurtigt og viser stor variation.

Nogle skoleelever vægrer sig ved at læse tekster fra før 1948, fordi navneordene er skrevet med store bogstaver. Hvis man helt opgiver normeret retskrivning, bliver alle tekster fra før en eventuel ny retskrivningsrevolution fuldstændig fremmede for nye generationer. Og hvordan skal man søge på nettet og i alfabetiserede kataloger, hvis der er frit slag for enhver stavevariant?

Frans Gregersen plæderer for en tilbundsgående systemrevision af retskrivningen og har tidligere foreslået nedsat en retskrivningskommission. Man kunne da også uden tvivl finde frem til en mere rationel retskrivning end den nuværende.

LÆS ARTIKEL

Men jeg tror, man kan spare sig dette arbejde, for en radikal ændring af dansk retskrivning kan der næppe skabes flertal for, hverken i befolkningen eller hos politikerne, blandt fordi en sådan let kan koste samfundet lige så meget som en Storebæltsbro.

Det forsøgte Dansk Sprognævns daværende formand Erik Hansen og jeg at vise i en kronik i Politiken, da retskrivningsordbogens 1986-udgave udkom, og der kom forslag om en mere fonetisk stavning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hver ny retskrivningsordbog sætter en debat i gang og stimulerer derved interessen for sproget.

Det er måske lige så væsentligt som at afskaffe ’majonæse’ og indføre ’evangelie’.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce