Efterlønnen blev en brændende platform i januar. Nu begynder de politiske forhandlinger snart, og så blusser debatten op igen. Regeringens tanke er, at man vil løse det kortsigtede statsfinansielle problem og det langsigtede problem med forøget forsørgerbyrde i et og samme forslag – nemlig ved at afskaffe ordningen. Antagelsen om, hvordan forsørgerbyrden konkret vil se ud, har regeringen hentet fra sine egne kommissioner, hhv. Velfærds- og Arbejdsmarkedskommissionen. Begge ser da også afskaffelse af efterlønnen som en ’nødvendighed’ for at redde velfærdssamfundet. Deres regnestykke hviler på fremskrivninger for den demografiske udvikling og forventninger til udviklingen af personer, der modtager efterløn. Men som vi vil vise i det følgende, er forudsætningerne fra kommissionsarbejderne faktisk diskutable, når det gælder antagelser om befolkningens fremtidige størrelse og deraf afledte problemer med forsørgelse og arbejdsudbud. Således henviser eksempelvis Velfærdskommissionen til, »at den samlede befolkning reduceres gradvist fra 2010 og frem. (…). I år 2040 er befolkningen reduceret til omkring 5,25 millioner«.

Befolkningstallet forventes således at falde, samtidig med at der vil ske store forskydninger i alderssammensætningen af befolkningen, så den del af befolkningen, der er i den arbejdsduelige alder, formindskes. Dette udtrykkes ved, at den demografiske forsørgerbrøk (der er antallet af børn og unge samt ældre i forhold til antallet af personer i alderen 15-64 år), vil forøges med 27 procentpoint fra 2002 til 2040.