For et par år siden holdt jeg en forelæsning på en konference i Philadelphia om læring, kreativitet og innovation. Jeg fik sagt, at vi i Europa hævder os globalt i kraft af vores særlige kreative potentialer. I kampens hede svulmer begejstringen, og så er det svært ikke at nævne Ecco Sko, B&O, Danfoss og dansk design. Og forbindelsen mellem den danske filmskoles ’dogmepædagogik’ og dogmefilmenes sejrsgang. Men det var især forestillingen om en global arbejdsdeling, der fik sig en tur i auditoriet: Vi, gammeleuropæerne, skaber og designer. Vi er kreative. De andre, kineserne, inderne og alle de andre lavtlønnede asiater, omsætter de mange design-ideer til masseproduktion. Det var akademikerne fra Philadelphia helt med på, i det mindste indtil den næste taler gik i gang: mr. K. Hariharan, direktør for en af de indiske filmskoler i Saligramam, Chennai. Hariharan var høfligheden i egen person. Jo, han kendte skam godt dogmefilmene. Jo, han havde naturligvis set de fleste af Lars von Triers film. Og Dreyer kunne han på fingrene. Men kendte vi baggrunden for Bollywood? Havde vi besøgt hans eget L.V. Prasad Film & TV Academy? For dér skulle vi se kreativitet og innovation, betinget af at der kun var råd til ét håndholdt kamera og ingen kostumer. Det foredrag var et wake-up call. Hele forestillingen om den kreative klasse blev pludselig sat på spil. Lad os mødes om ti år, tilføjede han: Hvem er så størst, Hollywood eller Bollywood?
Det næste wake-up call fik jeg for godt et år siden, da jeg første gang besøgte Singapore. Min vært var Sing-Kong Lee, direktør for National Institute of Education (NIE), som varetager nationens pædagogiske forskning og den forskningsbaserede læreruddannelse. Singapore blev grundlagt i 1965 som et tredjeverdensland. I dag er det et af verdens førende vidensøkonomier med fem millioner indbyggere, der lever af nationens eneste råstof: viden. Fra den allerførste dag besluttede regeringen i Singapore, at uddannelse skulle være det nye samfunds nøgleord. Og siden 1997 har overskriften været ’Innovation, kreativitet og entrepreneurship’. Grundlaget er læse- og skrivefærdigheder samt matematik og naturfag. Alle elever lærer ud over modersmålet engelsk, som er det nationale fællessprog. Og man gør meget ud af en klar lærerstyring: Læreren starter timen med at spørge: »Are you ready?«. Når børnene i kor har råbt »Yes!«, klapper alle – og timen er i gang. Men oven på lærerstyringen og de grundlæggende færdigheder og kundskaber kommer altså innovation og kreativitet. Skoledagen starter med sport og gymnastik, og der er ikke bare mange timer med kreative fag. Man prøver også at fremhæve de kreative elementer i læsning, skrivning, sprog og naturfag. Undervisningen er effektiv med skoler på 1.000-1.500 børn og med klassestørrelser på op mod 40 elever. Alle lærere udstråler professionalitet og benytter sig af de nyeste pædagogiske principper, for en af landets mest populære uddannelser er læreruddannelsen, hvor der er seks gange så mange ansøgere, som der er studiepladser. Hvorfor giver det status at være lærer? Fordi lærerne får samme begyndelsesløn som jurister og ingeniører. Fordi lærerne har hver sit kontor med computer og skrivebord. Fordi der er mange karriereveje som lærer: lederuddannelse, speciallæreruddannelse eller superlæreruddannelse. Fordi hver lærer hvert år har ret til 100 timers lønnet efteruddannelse. Fordi præsidenten hvert år uddeler hæderspriser til særlig fremragende lærere. Fordi man gennemfører en løbende kvalitetskontrol og kvalitetsudvikling.
