Under sin rundrejse i Mellemøsten skulle Barack Obama ved en privat middag med Jordans kong Abdallah i høje vendinger have rost kongens ungdommelige regeringsstil og utrættelige arbejde med at reformere og modernisere det lille kongerige for at afslutte med at erklære: »Majestæt, vi bliver simpelthen nødt til at klone Dem«.
Denne opfattelse af Abdallah som en reformbegejstret og visionær ung regent for en af de få succeshistorier i de senere års bestræbelser på at skabe et demokratisk Mellemøsten, finder man også hos Condoleezza Rice, der har fremhævet Jordan som et af de få arabiske lande, der gør »store fremskridt i den politiske udvikling« – ligesom Jordan ifølge EU er »fast besluttet på at gennemføre vigtige politiske og økonomiske reformer«. HVIS MAN vender blikket mod Jordan, vil man umiddelbart kunne finde støtte for dette optimistiske billede af en succesfuld demokratiseringsproces anført af en regent, der ligefrem burde klones. Ud over en kontinuerlig strøm af visionære økonomiske og politiske reforminitiativer, vil man kunne pege på, at hele 86 pct. af jordanerne mener, at demokrati er den bedste styreform. Disse meningsmålinger rummer imidlertid også et mindre optimistisk budskab. Efter to årtiers reformproces er der ikke sket nogen nævneværdig forandring af befolkningens opfattelse af demokratiniveauet i Jordan. Og jordanernes indtryk understøttes af Freedom Houses rapporter om frihedsniveauet kloden rundt, idet Jordan i 2007 fik omtrent samme ’score’ som omkring den politiske åbning i 1989. Frem for at være en rollemodel for en mellemøstlig demokratisering minder den højt besungne jordanske transitionsproces altså snarere om, hvad man kunne betegne som en ’transition to nowhere’. Fraværet af en egentlig demokratisering bør imidlertid hverken lede til den opfattelse, at det politiske liv i Jordan er statisk, eller at reformprocessen som sådan har fejlet i forhold til intentionerne. Jordan kan derimod ses som et eksempel på fremkomsten af nye hybride former for autokratier, der er ’opgraderede’ til at møde en globaliseret verdens udfordringer. Det er de robuste, men samtidigt dynamiske ’liberaliserende autokratier’, der har en liberal dimension derved, at de altid fremstår som midt i en økonomisk og politisk liberaliseringsproces. Der er dog fortsat tale om autokratier. Magthaverne står ikke til ansvar over for sin befolkning, og den evige reformproces har ikke til formål at ændre på de faktiske magtforhold, men er derimod udtryk for den konservative doktrin om at ’forandre for at bevare’. MANGE AF Jordans højt besungne reforminitiativers liberale dimension imødegås således ofte af mere autokratiske træk. Det gælder civilsamfundet, som anprises af Abdallah. På samme tid eksisterer der dog en ngo-lovning, der giver myndighederne ret til at sætte ’problematiske’ ngo’er under administration – ligesom uafhængige ngo’er marginaliseres af de mange ’royale ngo’er’. Når det gælder Abdallahs økonomiske reformdiskurs, kan den også ses som et forsøg på en ’markedet først, demokrati senere’-afpolitisering af den offentlige sfære. Selv om de økonomiske liberaliseringer har skabt en ny(rig) økonomisk klasse, er den vævet tæt sammen med regimet og kun interesseret i reformer af økonomisk art. Jordan er nominelt et konstitutionelt monarki, hvor regenten er underlagt forfatningen, men forfatningen er ikke blot skrevet af, men også for regimet. En formel anerkendelse af de civile borgerrettigheder indskrænkes ligeledes af en række undtagelsesbestemmelser, der tager afsæt i en meget bred tolkning af ’den nationale sikkerhed’. Selv om der regelmæssigt afholdes valg uden større regulær valgfusk, er der i stedet ’lovlig’ valgsvindel. Valgdistrikternes udformning forfordeler de traditionelt mere regimekritiske områder såsom Amman, hvor der skal ni gange så mange stemmer til at få valgt en kandidat som i Kerak. Parlamentet er derfor også befolket med loyale støtter og forretningsfolk og er trods sin status som lovgivende magt uden politisk betydning, idet det politiske spil foregår i paladset. Regeringen har mest karakter af et forretningsministerium, hvor de kongeligt udpegede ministre udskiftes hyppigt som et led i en elitecirkulation, hvor medlemmer af eliten roterer mellem hoffet, regeringen og parlamentet for at imødegå opbygningen af alternative magtbaser. PÅ DEN BAGGRUND er det mindre overraskende, at to årtiers reformproces ikke har ført til megen demokratisering, ligesom man kan spørge sig, om det overhovedet har været hensigten. Det betyder imidlertid ikke, at den ikke har haft nogen effekt ud over regimebevarelse. Denne form for tvetydige reformer har skabt en politisk kultur præget af kynisme i forhold til de mange reforminitiativer og en faldende tiltro til muligheden for at skabe forandring gennem de formelle politiske kanaler. Ud over en generel politisk apati i Jordan har dette inden for den islamistiske scene medvirket til en svækkelse af det muslimske broderskab (som i Jordan er et lovligt politisk parti, der bl.a. har opfordret til reelle politiske reformer) og til styrkelse af en wahhabi-salafistisk islamisme, der stiller sig skeptisk over for demokratiet såvel som deltagelse i formel politik som sådan. I LYSET af disse effekter må man spørge, om Jordans ofte højt anpriste reformproces vitterligt repræsenterer sådan et forbillede, at kong Abdallah burde klones – eller om den frem for at være et lille skridt på vejen mod demokrati ligefrem udgør en hindring, sådan som nogle kritiske iagttagere mener. Under alle omstændigheder ligger der med de liberaliserende autokratier en udfordring for danske og andre demokratifremmeinitiativer, når det handler om, hvordan man undgår at medvirke til legitimeringen af pseudoreformer på bekostning af reelle forandringer.
