Det kommer næppe bag på nogen, at meningsmålinger er blevet et helt centralt værktøj for de fleste partier på Christiansborg. Hver dag byder på nye målinger om alt fra partiledere over homovielser til folkeskolens fremtid. Spindoktorerne har fået nok at se til, og læg dertil de skjulte målinger, som partierne selv foretager for at lure stemningen i folkehavet. Antallet af både analyseinstitutter og målinger er vokset markant i de sidste ti år – og det er deres politiske betydning også. Meningsmålingerne er som regel ikke afgørende for selve indholdet af partiernes politik, men de bestemmer, hvilke temaer partierne vælger at satse på, hvordan de formidler dem og – ikke mindst – hvornår. Dermed får målingerne en direkte indflydelse på den politiske dagsorden, som medier og politikere prioriterer, og som stadig flere vælgere dermed også fokuserer på. Meningsmålinger virker med andre ord selvforstærkende.
Gentagne undersøgelser – f.eks. på udlændingeområdet – har således vist, at der er en direkte sammenhæng imellem, hvor intensiv mediedækningen og den politiske prioritering af et givet tema er, og hvor optaget befolkningen bliver af temaet. Meningsmålingernes massive indtog i dansk politik har både fortalere og modstandere. Fortalerne fremhæver, at et velfungerende demokrati skal kendes på, at politikerne lytter til folket og løbende afstemmer deres politik og kommunikation derefter. Modstanderne mener, at det repræsentative demokrati skal kendes ved, at man deler sig efter anskuelser – ikke meningsmålinger – og at en for ivrig anvendelse af målinger kan føre til populisme og fjerne forskellene mellem partierne. Winston Churchill skulle engang have sagt, at han kun anvendte den statistik, han selv havde manipuleret med. Resultatet af enhver måling afhænger i høj grad af, hvordan man stiller spørgsmålet, hvornår man stiller det og til hvem. I dag kan de fleste professionelle analysevirksomheder tilbyde både repræsentativitet, vægtning af målgrupper og en vis objektivitet i formuleringen af spørgsmålene. Men i selve fortolkningen af både spørgsmål og svar kan ingen nok så gennemarbejdet metode sikre objektivitet. Lad os tage befolkningens holdning til klima som eksempel. I september 2010 kunne Mandag Morgen fortælle, at »24 pct. af danskerne er mere bekymrede for klimaforandringerne end for et år siden«. I samme undersøgelse kunne man konstatere, at »23 pct. af danskerne betragter klimaforandringer som det mest alvorlige problem, verden står over for i dag«.
