Tegning: Jørgen Saabye.

Tegning: Jørgen Saabye.

Debat

Modebranchen udnytter benovede unge piger

Danske modeller mangler rettigheder, skriver tidligere model dagen før modeugen.

Debat

Den danske modebranche havde ifølge eksportrådet en eksport på 25 milliarder kroner i 2011.

Måske derfor bliver Copenhagen Fashion Week hyldet af medierne hvert halve år. Store tv-skærme bliver sat op på Rådhuspladsen og på Højbro Plads, hvor de forskellige modeshows bliver vist, så også den almindelige dansker kan føle sig som en del af en ellers meget eksklusiv og glamourøs (således fremstilles den) verden.

Hvor mange tv-programmer, realityshow og dokumentarer har ikke efterhånden vist unge danske pigers kamp for at indfri drømmen om et modelliv, der indbefatter prestige, penge, rejser og berømmelse? Det må være enhver piges drøm. Eller rettere sagt: Det bliver fremstillet som enhver piges drøm.



Mens medierne hylder modellerne som dem, der har det hele, mister unge piger i Danmark (og i udlandet) retten til at sige nej tak. Erhvervet bliver fremstillet så attraktivt, at det bliver sværere for modellerne at afslå de ofte urimelige vilkår. For mit vedkommende var det visheden om den ’eksklusive mulighed’, jeg havde fået, som fik mig til at sige ja tak til Unique Models, da de tilbød at repræsentere mig.

Benovelsen over, at jeg var ’specielt udvalgt’, fulgte mig i min tid som model. Modebladene og de store modehuse i Danmark er ikke sene til at udnytte mediernes overdrevne omtale af branchen. Modellerne får sjældent løn for editorials (opslag i blade), fordi de promoverer modellen og bliver opfattet som en ære.

Mange modeshows giver heller ikke løn, fordi det opfattes som en ære at gå for designeren. Budskabet er: Du er den udvalgte – vær glad for, at vi ikke vælger en anden! Konkurrencen er utrolig hård, og det gør, at der ikke er et fagligt fællesskab modellerne imellem. Et fællesskab, som ville kunne arbejde for bedre forhold for danske modeller.

Så hvad er det, de danske unge piger ikke kan sige nej til? Det er for eksempel gratis arbejde eller løn udbetalt i form af tøj. Det er også ekstremt lang ventetid, lange arbejdsdage uden fast sluttidspunkt, forsinket betaling for opgaver (op til halvandet år), ingen mad og drikke til show, selv om man ofte er der i minimum 3-4 timer. Derudover er der de andre dårlige forhold, som f.eks. kan betyde, at man skal skyde sommermode udendørs i februar måned iført bikini.

Der findes ingen arbejdsforsikring for modeller.



Der findes ingen arbejdsforsikring for modeller. Man kan også risikere at blive booket og møde op på det aftalte sted og så blive afvist i døren. Hvis man er blevet syg under et shoot, er der ikke noget, der hedder at sygemelde sig eller at få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som model er man selvstændig, så når en kunde booker en, møder man op. Jeg ville mene, at der er ganske få piger, der er specielt ’selvstændige’ i en alder af 14-15 år.

Nu er der kommet en aldersgrænse for, hvor unge de modeller, der går show i modeugen, må være. Den hedder 16 år, og det er for så vidt meget godt, men den danske modebranche kører jo videre i de andre uger af året. Og de unge modeller bliver stadigvæk hentet ind som 13-14-årige, så bureauerne kan »følge deres udvikling« – det handler om at fange de smukke, unge, høje piger, før et andet bureau gør det.

I min første modeuge i 2009 var jeg 15 år. Inden et show fik jeg besked på, at jeg skulle have en gennemsigtig kjole på, og det sagde jeg til designeren, at jeg ikke havde det så godt med. Hun blev meget oprørt og begyndte at skælde mig ud. Hun mente ikke, at jeg kunne være det bekendt, og henviste til, at mit bureau på forhånd skulle have oplyst om mit problem med at være halvnøgen.

Heldigvis havde jeg et bureau, der var meget forstående, og som ordnede problemet for mig. Så var det heldigvis bare en anden 16-årig pige, der fik besked på at tage kjolen på. Senere spekulerede jeg på, om det egentlig ikke var, om end ikke ulovligt, så tvivlsomt at få en 15-årig pige til at gå i næsten bar figur ud i en sal fuld af mennesker, mens der bliver taget billeder af hende. Det spekulerer jeg egentlig stadig på.

Mediernes bevågenhed kan også have en negativ effekt på modellernes psykiske trivsel, fordi der hersker så mange uopslidelige fordomme om modellerne. Det kom bl.a. til udtryk, da DR lavede dokumentaren: ’Bag facaden: Tynde modeller’, som blev sendt i februar 2011.

Det er vigtigt for alle modeller at organisere sig og stille kritiske spørgsmål til de forhold, de bliver budt.

Programmet kunne afsløre, at 27 ud af de 28 medvirkende modeller havde et for lavt BMI. Dette blev tolket, som at de alle sammen var i livsfare og led af en spiseforstyrrelse. I forbindelse med programmet deltog jeg i en anonym undersøgelse, og jeg blev direkte krænket af de ledende spørgsmål, der blev stillet. Det var tydeligt at se, at dokumentarholdet allerede havde lagt sig fast på en konklusion: Alle modeller er syge.

Jeg er overbevist om, at de modeller, der var med i DR’s undersøgelse, kunne have været med til at bryde nogle af fordommene, men spørgsmålenes formulering gjorde det svært (citeret efter hukommelsen): »Hvad gør du, før du skal på fotooptagelse? A) Spiser godt og sover meget. B) Dyrker meget motion og spiser lidt. C) Sulter. D) Kaster maden op. E) Tager afføringspiller«.

Hvorfor brugte DR ikke svarene på spørgsmålene i dokumentaren? Højst sandsynligt fordi de ikke levede op til forventningerne om, hvordan modellivet er. Medierne repræsenterer en dobbeltmoral, hvor modelprofessionen på den ene side bliver forherliget af programmer som ’Danmarks næste topmodel’ og på den anden side nedgjort i kraft af ’afsløringer’ af, hvor dumme og sygeligt tynde alle modeller i virkeligheden er.

Modellerne bliver også udsat for et psykisk pres af deres egen branche. En af mine bekendte oplevede f.eks. at få at vide af sit bureau, at hun ville få 2.000 kroner for et job. Men efter udført arbejde fik hun så oplyst, at pengene i stedet ville blive brugt på at retouchere hendes ben.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DEBAT

Det hedder modebranchen, og det er jo det, det er. En branche, som prøver at tjene penge.

Få af de unge nye modeller ser det på den måde. De opfatter bare sig selv som heldige. Jo ældre de nye modeller er, når de starter, jo større chance er der for, at de ikke bliver så påvirket af det psykiske pres, der kommer fra branchen. Og jo større chance er der for, at det bliver en positiv oplevelse for dem at være modeller.

Det er vigtigt for alle modeller at organisere sig og stille kritiske spørgsmål til de forhold, de bliver budt. Det kunne de f.eks. gøre ved at melde sig ind i den forholdsvis nye fagforening DaMo (Danske Modeller).

Modelerhvervet bliver både stigmatiseret og sat op på en piedestal af pressen. Det er et regulært arbejde, og et arbejde kræver regulære vilkår. Det mangler modellerne i Danmark.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce