På landets universiteter er studenterrådene i fuld gang med at kvæle den studenterpolitiske debat i ideologiforladte paroler. Men netop debat er primus motor i et velfungerende demokrati, og det er den, som synliggør de forskelle, der giver motivation til at deltage i studenterdemokratiet. De netop afsluttede universitetsvalg tegner endnu en gang det samme udtryksløse billede af studenterdemokratiet: en pinlig valgdeltagelse på under 30 procent - og på de fleste universiteter under det halve. Selv valget til menighedsrådene vækker i de fleste sogne mere interesse end debatten om, hvilken retning landets vidensfabrikker skal udvikle sig i! Debatten om universiteternes visioner druknes i Studenterrådets paroler som 'bedre plads', 'bedre undervisere' og 'stikkontakter og borde til alle'. Alle budskaber dumper »ikke-testen«. LÆS OGSÅRadikale Studerende: Studenterpolitik ER en ideologisk kamp! Kan du meningsfuldt sige det modsatte - som eksempelvis: 'Studenterrådet ønsker ikke bedre undervisere'? Parolerne er fuldstændig blottet for holdninger og værdier. Studerende på Københavns Universitet og redaktør på debatprogrammet Det Akademiske Kvarter på UniversitetsTV, Mads Liljendahl, stemte slet ikke og skrev under overskriften 'Universitetsvalget på KU er udemokratisk' følgende i KU's Universitetsavisen: »Det skal være nemmere at gennemskue, hvad forskellene på kandidaterne er, og den bedste måde at vise disse forskelle er gennem interaktiv og levende debat, hvor det er op til vælgeren at udvinde og bearbejde meningen og budskabet, frem for at få den serveret på et standardformet sølvfad i på forhånd afmålte portioner«.
Som konkurrerende organisationer til studenterrådene har vi desværre oplevet en stor modvilje mod at debattere konkret studenterpolitik. På Roskilde Universitet ville Studenterrådet ikke debattere med Frit Forum før dette års universitetsvalg, hvor endnu en organisation (Frie Studerende) også kom på banen for at udfordre Studenterrådet. Og på Københavns Universitet har Studenterrådet kun villet debattere, hvorvidt idealistiske studenterorganisationer som Radikale Studerende, Frit Forum og Konservative Studerende overhovedet kan repræsentere alle studerendes kollektive interesser. Faktum er, at ingen organisation eller person, som går til valg, kan repræsentere alle, men vi kan kæmpe om at repræsentere flest. Man kan ikke sejle et skib uden et kompas, der viser, i hvilken retning man skal navigere. Desværre sejler studenterrådene lige nu uden ideologisk kompas. Det er især sørgeligt, at modviljen til at debattere idealer for fremtidens universiteter også udtrykkes fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF), der som interesseorganisation søger at repræsentere alle studerende på landsplan. I den kontekst er det meget problematisk, når Torben Holm som formand for DSF under universitetsvalgene valgte side og kritiserede de idealistiske studenterpolitiske organisationer ved at kalde os for »gule fagforeninger«. Ud over at Torben Holm udstiller sin manglende forståelse for det danske arbejdsmarked, så fastslår han dermed, at DSF ikke ønsker at repræsentere alle danske studerende. Den stigende andel af danske studerende, som stemmer på idealistiske studenterpolitiske organisationer til universitetsvalgene, bliver holdt uden for DSF-samarbejdet. I reelle interesseorganisationer for unge er der plads til debat - f.eks. i Dansk Ungdoms Fællesråd. Vi vil gerne opfordre DSF til at gøre plads til flere medlemsorganisationer end blot studenterrådene. Det er i alle danske studerendes interesse at øge den studenterpolitiske debat - også internt i DSF. Som det ser ud nu, er DSF med til at kvæle debatten frem for at styrke den. Det gælder både i organisationens opbygning og ved studenterformandens udmelding under universitetsvalgkampene. For at styrke debatten til universiteternes valg burde Danske Studerendes Fællesråd i højere grad være facilitator for debat frem for at komme med absurde udmeldinger. Hvis studenterrådene fortsat skal være uden idealistiske holdninger og værdier, så bør de udelukkende fokusere på at stille kandidater til de faglige organer (studienævnene) og de lokale arbejdsmiljøgrupper og i stedet lade de idealistiske studenterorganisationer opstille til de visionære organer (universitetsbestyrelserne, de akademiske råd og institutrådene). Forudsætningen for, at flere studerende har lyst til at stemme, er åbenhed om, hvilken retning organisationerne vil kæmpe for, og hvilke økonomiske prioriteringer de vil lave. Når det gælder universitetets fremtid, bør vi i højere grad dele os efter anskuelser end fag. Selv om universitetet er et midlertidigt spring videre ud i verden, er udviklingen for vigtig til at ignorere.
