En utryg undersøgelse

En rapport fra Center for Ungdomsforskning og Trygfonden viser utryghed blandt nydanskere. Men rapporten forekommer bevidst uredelig.

Debat

For nogle måneder siden offentliggjorde Trygfonden og Center for Ungdomsforskning (CeFU) under Danmarks Pædagogiske Universitet en omfattende undersøgelse ’Tryghed blandt unge nydanskere’.

Undersøgelsen, der har været et par år undervejs og har kostet adskillige millioner kroner, hvoraf Trygfonden har betalt 2,2 millioner kroner, er den hidtil største af sin art herhjemme og omfatter indsamling af data i form af spørgeskemaer fra 1.224 nydanskere mellem 15 og 29 år og af 46 opfølgende interview.

Undersøgelsens resultater og konklusioner blev 17. november 2007 formidlet her i Politiken i Kroniken ’Ud af andedammen’ skrevet af Gurli Martinussen og Tallat Shakoor (M&S), hhv. direktør for Trygfonden og leder af undersøgelsen for CeFU.

Kort fortalt tegnes der i Kroniken et meget foruroligende billede af, at en stor del af de unge nydanskere ifølge M&S er meget utrygge. De føler sig uønskede i Danmark og føler sig udsat for racisme, diskrimination og fjendtlighed i et omfang, der har gjort mange af dem så utrygge, at en stor del af dem ønsker at forlade Danmark.

Det er ifølge M&S særlig foruroligende, fordi de unge nydanskere som kvalificeret arbejdskraft kan være med til at bevare velfærdsstaten i takt med den stigende ældrebyrde. Undersøgelsen viser nemlig ifølge M&S også, at de generelt er dygtige til dansk, klarer sig godt i skolen, og de er velfungerende og ressourcestærke.

Den store synder er ifølge M&S den danske kultur – ’det monokulturelle idealbillede’ og ’den monokulturelle danskhed’ eller ’andedammen’, som de kalder det, der med racisme og diskrimination skaber den store utryghed og virker ekskluderende over for de unge nydanskere.

Ifølge M&S er det nødvendigt at gøre op med den danske ’monokultur’ i en fart, ellers vil de mange utrygge unge nydanskere snart flytte til andre lande med en mere rummelig kultur.

Da jeg læste Kroniken, savnede jeg først og fremmest et konkret tal for, hvor mange af de unge nydanskere der så var meget utrygge? Det bliver ikke nævnt, selv om det jo må være det mest centrale tal i en tryghedsundersøgelse, og når der fortælles så meget om den store utryghed.

Jeg var derfor nødt til at rekvirere den 133 sider store undersøgelsesrapport ’Tryghed blandt unge nydanskere’ for at få svaret. På side 39 fandt jeg det: kun 2-3 procent. Jeg skriver det igen: Kun to til tre procent – er meget utrygge! Generelt er de unge nydanskere ganske trygge. Hele 60 procent svarer, de er meget trygge!

Hvorfor folkene bag undersøgelsen vælger at fortie et så afgørende resultat og i stedet postulerer det stik modsatte, ved jeg ikke. Men det må betegnes som videnskabeligt uredeligt.

Da jeg alligevel havde rapporten i hånden, satte jeg mig for at foretage en nøjere undersøgelse af undersøgelsen og samtidig sammenholde undersøgelsens resultater med den måde, de formidles på i M&S’ Kronik.

Samlet set må jeg konkludere, at materialet, herunder ikke mindst formidlingsdelen, er dybt problematisk. Der er tale om, hvad der forekommer at være bevidst og systematisk uredelighed.

Vigtige resultater bliver fortiet og/eller fordrejet. Det påstås, at datamaterialet viser én ting, mens det i virkeligheden viser det stik modsatte. Der tolkes ensidigt på delresultaterne, selv om de er usikre og peger i forskellige retninger. Undersøgelsen er ikke repræsentativ, spørgsmålene er ledende osv.

I det efterfølgende må jeg af pladshensyn nøjes med at give nogle få eksempler på det. For interesserede er her link til M&S’ Kronik http://politiken.dk/debat/article431570.ece, og her er link til Trygfondens hjemmeside, hvor undersøgelsen kan downloades http://www.trygfonden.dk/Default.aspx?ID=462.

Så kan De jo selv se, hvad jeg taler om.

Når man kalder undersøgelsen ’Tryghed blandt unge nydanskere’, så er det i bedste fald en sandhed med modifikationer. For der er ikke tale om nydanskere generelt, men kun om nydanskere med oprindelse i muslimske lande.

Derudover er der bl.a. en meget skæv aldersfordeling.

I en enkelt sætning i rapporten (side 25) erkendes det, at undersøgelsen ikke er repræsentativ, men det er, som om det er ’glemt’ i resten af rapporten og i Kroniken. I hvert fald foretages der konklusioner og generaliseringer, som om den var repræsentativ.

Det største problem mht. manglende repræsentativitet er, at de unge, der indgår i undersøgelsen, ikke er udvalgt tilfældigt, men nærmest er håndplukket.

Det er tilsyneladende sket ud fra et kriterium om, at de unge, der deltager, skal være velfungerende og ressourcestærke. Så når der overraskende kan fortælles, at de unge muslimske nydanskere faktisk er velfungerende og ressourcestærke, så skyldes det kun, at det er lige netop den gruppe, man har spurgt! Det er selvopfyldende, og svarene er dermed nærmest givet på forhånd. Faktisk viser næsten alle andre undersøgelser, at mange af de unge muslimske nydanskere har meget store problemer.

Ud over at nogle af deltagerne er blevet udvalgt på den uddannelsesinstitution, de går på, f.eks. et gymnasium, så er de også i vid udstrækning blevet udvalgt via bl.a. imamer, moskeer, af aktivister i muslimske ungdomsforeninger og via bl.a. Islamisk Trossamfund. Der er med andre ord en udpræget religiøs-islamisk bias i udvælgelsen af deltagere til undersøgelsen.

Firkantet sagt er mønstret i dele af spørgsmålene til de unge muslimer i undersøgelsen, at der bliver spurgt om, hhv. ’Hvad godt er der ved dig som muslimsk indvandrer?’, og ’Hvad er der galt med danskerne?’. Der spørges ikke balanceret og nuanceret. Når man spørger på den måde og samtidig vinkler fortolkningen, får man selvfølgelig det billede frem, man ønsker, og så er konklusionen nærmest givet på forhånd.

Jeg giver nedenfor eksempler på behandlingen af to centrale spørgsmål i undersøgelsen:

I Kroniken skriver M&S, at »de unge nydanskere føler sig uønskede og oplever sig i særlig grad ekskluderet gennem racisme, diskrimination og islamofobi. Over 40 procent af nydanskerne har oplevet, at de følte sig dårligt behandlet på grund af deres religion, 30 procent pga. hudfarve og lidt færre pga. deres navn«.

Tallene kan man genfinde i rapportens diagrammer side 44 og side 95 under overskriften ’Oplevet diskrimination’. Spørgsmålet, der gav disse svar, lyder: Jeg har selv oplevet, at jeg følte mig dårligt behandlet på grund af ... (gerne flere svar). (1) Mit køn (2) Min religion (3) Min hudfarve (4) Mit sprog (5) Mit tøj (6) Mit navn (7) Jeg har ikke oplevet noget lignende.

Her skal man bl.a. lægge mærke til, at der ikke også stilles spørgsmål i retning af ’Har du behandlet andre dårligt på grund af ... ?’, som kunne give et mere nuanceret billede. Der spørges udelukkende til, hvorvidt de unge muslimer er blevet behandlet dårligt (af danskerne), og ikke, om de selv behandler andre (danskerne) dårligt.

Man skal også være opmærksom på, at der med tilfældig afkrydsning i et af svarmulighederne vil være 86 procents chance for, at man svarer, at man har ’oplevet diskrimination’, og kun 14 procents chance for, at man ikke har oplevet diskrimination.

Med den måde at spørge på er der næsten ikke nogen grænser for, hvor meget diskrimination man kan påvise. Undersøgelsens forfattere har så valgt at vise, at der er meget.

Interessant nok stilles der et lignende spørgsmål, men der spørges på en anden måde, og svarene bliver anderledes.

Spørgsmålet lyder: Oplever du, at du har det svært med danskere? Svarmulighederne er (1) Ja (2) Nej (3) Ved ikke.

Her svarer kun 17 procent ja. Dvs. 83 procent svarer ikke, at de har det svært med danskerne. Selv om det er et meget centralt resultat, så nævner M&S det ikke med ét ord i Kroniken. I rapporten, der ellers illustrerer alle væsentlige resultater med diagrammer (der er ca. 60 i alt), har man ikke fundet det umagen værd at illustrere dette resultat.

Til gengæld viser man et diagram med fordelingen af svar kun fra dem, der svarer: Ja, jeg har oplevet at have det svært med danskerne, selv om det kun er 17 procent.

Spørgsmålet lyder: Hvis ja, hvorfor? Svarmulighederne er: (1) De kigger mærkeligt på mig (2) De respekterer ikke min religion/kultur (3) Danskere drikker for meget (4) Danskere har et mærkeligt forhold til religion (5) Jeg føler mig ikke velkommen i Danmark (6) Andet.

Der er kun omkring 11 procent, der svarer bekræftende på udsagnet Jeg føler mig ikke velkommen i Danmark. Dvs. 89 procent har ikke den oplevelse og må tværtimod siges at føle sig velkomne.

Men M&S skriver nærmest ordret det modsatte i Kroniken: »De føler sig uønskede ...«. Det er jo lodret usandt.

Man skal i øvrigt lægge mærke til, at der igen kun spørges om, hvad der er galt med danskerne og ikke de unge muslimer selv.

Når man i øvrigt læser Kroniken (og omtalen af undersøgelsen i andre medier), får man let det indtryk, at mange af resultaterne er udtryk for objektive kendsgerninger – f.eks. hvor dygtige de unge muslimer er til dansk, og hvor gode de er i skolen. Men man skal altså være opmærksom på, at der er tale om subjektive opfattelser hos dem, der bliver spurgt, og at det kan være udtryk for varierende grader af selvovervurdering.

Da det er Center for Ungdomsforskning (CeFU) under Danmarks Pædagogiske Universitet, der har lavet denne ungdomsundersøgelse, har man som læser en vis tillid til det faglige niveau, idet man må forvente, at den er lavet af forskere med relevant akademisk baggrund inden for pædagogik og ungdomsforskning. Men det er i vid udstrækning ikke tilfældet:

Tallat Shakor, der leder undersøgelsen, er religionssociolog (islam). En anden gennemgående og central medarbejder i undersøgelsen, Aiysha Abu Laban, har en baggrund inden for arkæologi!

Endvidere forekommer det mærkværdigt, at man lader Aiysha Abu Laban indgå som central aktør i udarbejdelsen af undersøgelsen. Ud over at Aiysha Abu Laban selv har markeret sig med kontroversielle islamiske udtalelser, er hun også datter af afdøde imam Abu Laban. Og man skal i den forbindelse være opmærksom på, at undersøgelsen blev igangsat i begyndelsen af 2006, da Muhammedkrisen var på sit højeste med bl.a. afbrændinger af danske ambassader, efter at danske imamer, herunder imam Abu Laban, havde oppisket en hadsk stemning mod Danmark.

Det siger sig selv, at det ikke kan undgå at have en stærk indflydelse på, hvem der vælger at svare, og hvordan der bliver svaret, når en i indvandrerkredse så kendt og kontroversiel person som imam Abu Labans datter i tørklæde kommer ud og uddeler og indsamler spørgeskemaer og foretager interview. Der burde have været overvejelser om habilitet og etik, som havde gjort, at man ansatte en anden end netop lige hende til lige netop denne undersøgelse.

M&S slår alarm og fortæller, at mange af de unge nydanskere vil flytte til udlandet, og at det skyldes utryghed pga. den danske ’monokultur’.

Men når det hævdes, at de unge muslimer ønsker at flytte væk pga. monokulturen, så passer det ikke. Hovedparten af dem, der angiver, at de kunne tænke sig at flytte, vil faktisk flytte til lande med en udpræget monokultur – ikke dansk monokultur, men islamisk monokultur: ca. 27 procent angiver ønske om at flytte til forældrenes muslimske hjemland eller et andet muslimsk land. Kun ca. 20 procent angiver ønske om at flytte til et andet vestligt land.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at de unge nydanskere i spørgeskemaet ikke bliver spurgt om, hvorfor de ønsker at flytte. Så når det hævdes, som en af hovedpointerne, af undersøgelsens forfattere, at de unge nydanskere ønsker at flytte »på grund af den danske monokultur«, så hviler det, pænt sagt, på et meget spinkelt grundlag. Ydermere, der er ikke noget i praksis, der tyder på, at de flytter. Tværtimod. Ingen af de statistikker, jeg har set, viser nogen nævneværdig genudvandring af muslimske nydanskere. Statistikkerne viser snarere, at når de først er kommet til Danmark, så flytter de ikke igen!

Korrigeres der for fordrejningerne, og ser man på nogle af de data, der egentlig er i undersøgelsen, anes nogle overraskende mønstre, der peger i stik modsat retning af, hvad der påstås:

De unge muslimske nydanskere føler sig meget trygge (kun 2-3 procent er meget utrygge), og de føler sig velkomne i Danmark (kun ca. 11 procent siger det modsatte).

Sagt på en anden måde: Det synes ikke at være Danmark eller danskerne, der er noget galt med. Man kan spørge om, hvorfor det så går dårligt med integrationen, og hvorfor der er så store kløfter og mange konflikter? Der skal som bekendt to til en tango, og måske skal årsagen findes hos de unge muslimske nydanskere selv. Det er f.eks. meget bekymrende, at 95 procent af de unge muslimer, hvoraf mange er født og opvokset i Danmark, ikke ønsker ikke at gifte sig med en dansker – det skal være en muslim, gerne en med rødder i oprindelseslandet.

Endnu mere bekymrende er det, at de unge muslimske nydanskere er meget religiøse (omkring 90 procent giver udtryk for, at islam spiller en stor rolle i deres liv), fordi islam på flere områder kan konflikte med spillereglerne i et moderne demokratisk samfund med lighed mellem kønnene, lighed for loven og en udstrakt grad af ansvar og frihed for det enkelte menneske.

Som nævnt er undersøgelsen foretaget blandt de veluddannede og ressourcestærke unge. Men ser man på hele gruppen af unge muslimer, altså også dem, der ikke er veluddannede (hvilket er flertallet), så er billedet oven i købet, at det er en gruppe, der generelt har store problemer med sproget, med at klare sig i skolen og med at opføre sig ordentligt. Alt i alt peger det på en gruppe af unge, ikke blot de nuværende første- og andengenerations muslimske nydanskere, men også kommende generationer, for hvem integration for manges vedkommende synes udsigtsløs. Og fejlen ligger altså ikke hos danskerne.

CeFU og Trygfonden står med et alvorligt problem. Indtil jeg gennemgik den her undersøgelse, havde jeg ikke nogen grund til at betvivle deres faglighed og integritet. Men den systematiske uredelighed i undersøgelsen giver anledning til at stille spørgsmål også ved deres øvrige undersøgelser og forskning. Kan man stole på det, eller snyder de på vægten? Noget andet er, at det også falder tilbage på hhv. Trygkoncernen og Danmarks Pædagogiske Universitet. Det er institutioner, for hvem troværdighed og tillid er afgørende. Og undersøgelsen ’Tryghed blandt unge nydanskere’ styrker ikke ligefrem nogen af delene. Jeg vil anbefale, at der tages seriøse skridt til at styrke fagligheden og ikke mindst redeligheden hos både CeFU og Trygfonden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce