I debatten om adoption er der kun plads til solstrålehistorierne, som handler om lykkelige adoptivbørn, der er taknemmelige for at have fået en ny chance. »Historierne om, hvor voldsomt det kan være for et barn at blive hentet til et fremmed land og pludselig få helt nye forældre, er der ingen, der vil høre«.

Sådan lyder det fra 41-årige Julia Kim, der som 4-årig blev adopteret fra Sydkorea af danske adoptivforældre. Men for ti år siden ophævede hun adoptionen, og hun kender mange adopterede med den samme historie. Fælles for dem er, at de kom til Danmark i løbet af 1970’erne og 1980’erne. »En stor del af de familier, der adopterede dengang, var velmenende idealister med en høj indtægt, som gerne ville redde verden og åbne deres hjem for et fattigt, forældreløst barn. Men hvis barnet ikke levede op til deres forventninger og tilpassede sig med det samme, kunne mange af dem ikke overskue det, og det gik ud over børnene – enten i form af psykisk eller fysisk svigt og i nogle tilfælde også trusler, diskriminering og vold«. Men de fleste gjorde vel deres bedste for, at deres nye børn skulle have en god opvækst? »Jo, men mange af dem havde ikke de nødvendige pædagogiske evner. Det var et idealistisk projekt, der handlede om, at de gerne ville gøre en forskel. Og det gik ud over børnene«.