Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ønsker vi et Diagnose-Danmark?

Der er snart ikke længere noget 'os' - kun 'slags', skriver Kia Bülow Arndt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kære alle mennesker i Danmark - kære alle såkaldte voksne, børn, pensionister, unge, gamle, rige, fattige, skæve, høje, tynde, tykke, runde og alt muligt andet.

Denne 1. maj-tale er til os allesammen - og den handler om det fællesskab, vi alle er en del af, men som mange af os også er ved at drukne i.

Fællesskab, hvad betyder det? Måske betyder det, at vi skal være fælles om at skabe? I så fald: Hvad er det så for et Danmark, vi ønsker os at være fælles om at skabe?

Er det et Danmark, hvor der er plads til, at vi alle kan få lov at være, som vi er: barnlige, kloge, umodne, skøre velovervejede, velreflekterede, idérige, impulsive, hyperaktive, raske, syge, fornuftige, mærkelige?

Eller rummer begrebet fællesskab, at vi fortsat skal være så fælles om at skabe os, at Danmark snart skal have tilføjet et ekstra D i begyndelsen af sit navn - et ekstra D fordi Danmark er gået hen og blevet et Diagnose-Danmark, hvor hver en lille flig af det menneskelige sind og legeme skal kategoriseres som uperfekt og sættes i et rangordnet nummersystem af etiketter, som folk herefter inddeles efter.

Ikke blot inddeler vi i dag flere og flere børn og unge ud fra alverdens diagnoser med sjove navne som ADHD, Aspergers syndrom, infantil autisme, skizofreni, OCD, psykoser og alverdens andre såkaldte forstyrrelser.

Lad 1. maj 2011 blive husket som den dag og det år, hvor den danske befolkning for alvor gjorde sig fri af moderne tids diagnose-hysteri.

Også i alle andre kroge af samfundet afgrænses vi allesammen i stadigt stigende grad - og i fællesskabets navn - som erhvervsdrivende, lønarbejdere, sygedagpengemodtagere, handicappede, kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige, ufaglærte, højtuddannede akademikere, indvandrere, offentligt eller privat ansatte, stress-, depressions-, skilsmisse- eller samspilsramte, alkoholafhængige, ludomaner, narkomaner, shopaholics, metrosexuelle, asexuelle, kendisser, realitystjerner, X Factor-deltagere...

Listen over de diagnoser, etiketter og mærkater, vi i samfundets og fælleskabets tjeneste går og sætter på hinanden, synes uendelig - eller rettere ulidelig. Ulidelig, fordi vi for hver en diagnose eller anden kategorisering opdeler os og dermed afgrænser os selv i forhold til hinanden i en så overdramatiseret grad, at der ikke længere er noget ‘os’ men kun ‘slags’.

Ønsker vi virkelig dette Diagnose-Danmark, hvor vi ikke længere lytter, ser og mærker hinanden med hjertet, fordi vi i stedet kun har fokus på, hvilke mere eller mindre attraktive eller uattraktive diagnoser, vi hver især har været så heldige eller uheldige at få?

Eller ønsker vi at være fælles om et Danmark, hvor vi ser det som en af vores vigtigste fælles værdier, at vi af hjertet værner om hinanden i et fællesskab, hvor mennesker ikke konstant deles op og henholdsvis inkluderes eller ekskluderes ud fra, hvilke diagnoser, etiketter eller andre mærkater der eventuelt kan sættes på os?

Lad 1. maj 2011 blive husket som den dag og det år, hvor den danske befolkning for alvor gjorde sig fri af moderne tids diagnose-hysteri; som dagen og året, hvor vi i fællesskab pillede etiketterne og mærkaterne af og valgte at se på os selv og hinanden med helt nye og friske, fordomsfri og imødekommende øjne.

God 1. maj!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden