»Vi kommer aldrig for alvor til at lave vores alkoholkultur om, på samme måde som vores rygekultur er blevet ændret«, hørte jeg engang en kendt tidligere alkoholafhængig sige til et foredrag om alkohol.
Ja, rygekulturen er så sandelig blevet ændret drastisk.
Jeg husker, hvordan jeg selv (som er tidligere storryger) kunne sidde og pulse fuldstændig uden blusel på restaurant, mens staklerne ved nabobordet stadig var i fuld gang med hovedretten. Uanset om de gav deres ubehag tydeligt til kende. Det måtte de da bare finde sig i.
Det var nærmest deres eget problem, at de var så sensible over for røg. Ja, sådan tænkte jeg – og med mig sikkert mange andre dengang.
Begrebet passiv rygning – altså det, at man rent faktisk både generer og ikke mindst skader andre mennesker ved sit eget misbrug – har formentlig været en af de væsentlige faktorer i ændringen af vores rygekultur.
Det samme gør sig jo ikke gældende for alkohol, vel? For organskaderne og beruselsen rammer jo kun den, der indtager alkoholen, ikke?
Ja, det kommer jo da lige an på, hvordan man ser på det.
Forleden aften var jeg ved 23-tiden på vej hjem med toget fra København til Roskilde. Det var stuvende fuldt allerede fra Hovedbanen – blandt andet med nogle særdeles berusede unge mænd.
De stod det meste af turen ude i mellemgangen (gudskelov da for det), hvor de råbte meget højt og tumlede rundt mellem hinanden.
Utallige gange blev skydedøren revet op, og en savlende, dinglende ungersvend brølede et eller andet ind i kupeen til os ’pinligt ædru’, der sad og trykkede os i sæderne og forsøgte at indstille blikket på uendeligt og blive usynlige. (Hvorfor hedder det i øvrigt at være ’pinligt ædru’, når man jo netop kun er pinlig, når man er fuld?)
En af de unge mænd ude i mellemgangen brækkede sig nu højlydt til stor moro for de andre, som opfordrede ham til at prøve igen og brække sig ned over en medpassager
Judith Warny Berg
En af de unge mænd ude i mellemgangen brækkede sig nu højlydt til stor moro for de andre, som opfordrede ham til at prøve igen og brække sig ned over en medpassager.
Hver gang skydedøren blev revet op, havde brøleaberne nye intelligente udråb – f.eks.: »ER DET HER STILLEKUPEEN ELLER HVAD!« Det var lige før, det var lidt morsomt, hvis ikke det var, fordi lugten af surt opkast hver gang strømmede ind i kupeen.
Ingen havde naturligvis lyst til at gå i gang med at forsøge at dæmpe brøleaberne. Togkontrolløren var med et trylleslag fuldstændig forsvundet, og alle tænkte nok det samme: »Der er jo ikke noget at stille op med fulde folk, det bliver det bare meget værre af. Sådan er det jo bare«.
Folk der skulle af, når toget holdt ved en station, skulle mase sig vej ud igennem horden af stangberusede unge mænd – og så håbe på undervejs, at den ørlende abe fra før ikke tog sine kammeraters opfordring om at forsøge at ramme en passager med sit opkast alvorligt.
Da toget standsede i Roskilde, hvor det havde endestation, skulle vi så alle sammen ud i mellemgangen og igennem en stinkende sø af bræk for at komme ud.
Vel ude af toget kunne jeg så gå i gang med at udtænke en alternativ vej til mit hjem (jeg var til fods), som ikke lige førte forbi de steder, hvor jeg vidste, de unge søgte hen. Det var faktisk lidt vanskeligt, for de ligger som perler på en snor på den vej, der fører til mit hjem. Alternativt valgte jeg at gå ad nogle meget ensomme, mørke veje, hvor jeg almindeligvis ikke ville vælge at gå i mørke alene.
Jamen, sig mig lige – hvorfor er det egentlig, at vi finder os i det?
Hvorfor er det op til mig selv og andre at undvige og undgå klammeri?
Skriv kommentar