Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: METTE DREYER

Tegning: METTE DREYER

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Børns nysgerrighed er drivkraften

Folkeskolens maskineri trækker al motivation og nysgerrighed ud af eleverne.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Christine Antorinis Kronik i Politiken (13.11.) forklarer Antorini, at regeringen ønsker at indføre mere voksenstyret læring i daginstitutionerne for at bryde den negative sociale arv.

At give alle børn en fair chance uanset baggrund er en fin tanke, men kan dette mål kun nås ved mere voksenstyret læring?

At tænke om læring, at man ved at belære eller korrigere barnet på helt bestemte og skemalagte måder kan opnå en forudsigelig effekt, er en lineær forståelse af læring, som mangler den kompleksitet, som læring også er.

ANTORINIS KRONIK

Og at tro, at de voksnes styring, afbrydelser og velmente korrektioner af børns leg altid er kærkomne hos børnene, og at de pr. definition appellerer til nysgerrighed, er en illusion.

Læring forstået som noget, der kommer fra de voksne og bliver puttet ind i børnene, hvorefter børnene har et helt bestemt målbart udbytte af dette, er en voksenfantasi. Konsekvensen af en sådan tilgang kan blive, at nogle børn allerede er ’skoletrætte’, inden de skal starte i børnehaveklassen.

For hvad nu, når Mette, Ali og Brian ikke vil have læst højt af pædagogen i børnehaven, men hellere vil spille fodbold eller lege i dukkekrogen? Hvad skal der så ske med dem?

Det er selvfølgelig muligt, at Mette, Ali og Brian gerne vil have læst højt af de spændende bøger, sammen med en voksen, men det bør være på deres egne præmisser, hvis man vil have, at de skal lære noget positivt af det i hvert fald.

Også hvis man ønsker, at de skal bevare deres nysgerrighed på livet og lyst til læring, også i fremtiden. Således bør læring hos de små børn i høj grad være børnenes aktive tilvalg frem for pædagogers forsøg på intimidering af deres liv.

Argumentet om, at hvert sjette barn forlader folkeskolen uden de nødvendige og basale færdigheder, betyder ikke, at de ikke har været udsat for voksnes velmente forsøg på at lære dem noget, og det betyder ikke, at bare man starter tidligere, kan man nå at få fyldt mere lærdom ind i deres hoveder. Tværtimod.



Stort set alle børn i Danmark er eller har været igennem folkeskolens maskineri, et maskineri, der sommetider slipper af sted med at trække al motivation og nysgerrighed ud af eleverne, så der ikke er meget mere end kedsomhed tilbage.

Måske skulle man kigge mere efter begrundelser for den manglende succes med folkeskolen her frem for at kigge på, om børnene starter tidligt nok.

De, der keder sig meget, lærer ikke det faglige stof, derimod lærer de ofte, at folkeskolen ikke er et sted for dem, og at de ikke oplever at være blevet lyttet til og forstået; dette skulle nødig starte allerede i børnehaven.

Antorini henviser til nogle amerikanske undersøgelser, der peger på, at indsats med tidlig læring er en succes. Men hvilke undersøgelser henvises der til, og hvilke børnehaver?

I en amerikansk pre-school kan læring nemlig foregå på en helt anden måde end den, Antorini lader sig inspirere af i Danmark.

Hvad nu, når Mette, Ali og Brian ikke vil have læst højt af pædagogen i børnehaven, men hellere vil spille fodbold eller lege i dukkekrogen? Hvad skal der så ske med dem?



Et eksempel på en dagligdag i en børnehave i en af de rige dele af Los Angeles, (som en af os har besøgt) kan være som følger: Der er to hold børn om dagen i denne børnehave, et om formiddagen kl. 8-12 og et om eftermiddagen kl. 13-17.

Børnehaven er funktionsopdelt, altså ingen rød og blå stue. Når børnene kommer, har ’lærerne’ linet forskellige mulige aktiviteter op for børnene. Én sætter farver, vand og maling frem ved et bord.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Én bygger en forhindringsbane på legepladsen, Én har modellervoks i forskellige farver, og én har sat sig med en guitar. Når børnene kommer, er det op til børnene selv at vælge aktiviteter til.

Her handler det således ikke om at »hjælpe børnenes egne lege videre«, som Antorini velmenende sagde i Deadline, men om at lade tilbuddene om aktiviteter vække nysgerrighed og motivation.

Og selvom lille Caroline ikke vælger nogen af aktiviteterne til, men i stedet at gå ind og tage en udklædningskjole på med veninden, så er der også plads til det.

Hvis det er noget i den stil, Antorini mener, så er det en helt anden snak. Dog må det her nævnes, at en sådan institutionsopbygning kræver en del omstrukturering ikke kun af pædagoguddannelsen, men også i institutionerne.

Så hvis Antorini ønsker at sætte mere fokus på, hvordan de voksne rundt om børnene lader sig inspirere af hinanden og børnene, hvordan de taler, og hvordan de kan være med til at skabe ro og mulighed for fordybelse på nok plads med mulighed for kreative aktiviteter, sunde materialer, ture ud i det ’rigtige samfund’, så skal der mere til.

Og også mere til end blot en ændring af pædagoguddannelsen.

Faglige færdigheder, som når børn lærer at læse og skrive, tegne og regne, er vigtige færdigheder, men også sociale kompetencer, forståelse for hinanden og tolerance er yderst væsentligt for børn (og voksne) at lære, og det er ikke lige meget, hvordan man lærer det.

Det er ikke altid, de voksne har løsningen på alting, og nogle ting lærer børn bedst af og med hinanden.

For hvis man ønsker at gøre pædagoger til minilærere, er vi ikke sikre på, at ideen holder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis man derimod fra politisk side ønskede at uddanne pædagoger til at kunne få tid til at være professionelle og nærværende voksne, med mulighed for udlevelse af deres kreative og motiverende ideer og tanker, ville vi nok være tættere på målet om børns positive lærerprocesser med nysgerrighed og motivation som den vigtigste drivkraft.

Uanset om du hedder Ali, Mette eller Brian.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden