I trange tider er den i øvrigt marginale kulturstøtte et yndet objekt for diskussion af fordelingen af de fælles, sammensparede skattemidler.

Det er, som om kriser katalyserer et særligt kritisk blik på, hvad der kan opfattes som værdigt trængende kunstarter. Og dermed også, for hvilke kulturformer det er acceptabelt, at de ikke kan klare sig på de rå markedsvilkår. En analyse af flere eksempler fra den seneste tid viser, hvordan det inden for de udøvende kunster hurtigt bliver med musicalgenren i rollen som den allestedsnærværende prygelknabe. •Første eksempel: Københavns Teater, paraplyorganisationen for de støttede københavnske teatre, skal som alle andre spare. Valget falder på at fjerne huslejetilskuddet til Det Ny Teater. Begrundelsen lyder let arrogant: Pengene skal bruges til »at lave kunst for« (læs: rigtig kunst).