Martin Marcussen, du har netop skrevet i en kronik i magasinet Ræson, at brugen af ordet ’krise’ eksploderer i disse år. Hvorfor er det et problem?
»Det er det, fordi vi først og fremmest ser to reaktioner på krisehysteriet; enten bliver vi rædselsslagne, eller også bliver vi fatalistiske og ligeglade, fordi vi hele tiden hører, at der er en ny krise, vi skal forholde os til. Men hvem kan holde ud at engagere sig i flere kriser? Vi stoler alligevel ikke på politikerne, og så bliver vi mere og mere lede ved politik«. Altså et scenarie, hvor vi har hørt »Ulven kommer!« lidt for mange gange? »Præcis, vi bliver immune. Og det gør landet fantastisk svært at styre, hvis folk lukker sig om sig selv og er immune over for beskeder. I dronningens nytårstale gav hun udtryk for, at vores værdikrise er alvorligere end finanskrisen, og den værdikrise er netop resultatet af, at vi bliver bombarderet med kriseopråb hele tiden«. Du skriver også, at mens vi bruger ordet ’krise’ mere og mere gennem 00’erne, så sker den egentlige eksplosion i brugen af ’krise’ først fra 2007, hvor klimaet og bankerne er på dagsordenen. Er kriserne ikke reelle? »Jo, det er de. Den tyske sociolog Ulrich Beck har kaldt vores nuværende samfund et risikosamfund. Det, han siger, er, at vi har indrettet vores samfund sådan, at der faktisk er flere kriser og risici, fordi vi er mere sårbare end tidligere, da interaktionen mellem mennesker er blevet meget større med globaliseringen. Hvad der sker i den ene verden har mere betydning for, hvad der sker i den anden. Så alene af den grund kan vi, rent materielt set, se flere kriselignende fænomener«. Så du plæderer ikke for, at vi skal kalde det noget andet? »Nej, slet ikke. Der er reelle kriser, men de er ikke kun reelle. Den anden halvdel er konstruktionen af ængstelse for kriserne. Det står krisekøbmændene for«. Krisekøbmændene? Hvem er de? »Det er nærmest os alle sammen. Det er politikerne, forskerne, embedsværket, medierne, det private erhvervsliv og velgørenhedsorganisationerne. Et firma som Dansikring lever højt på, at vi går rundt og er ængstelige, og medicinalindustrien på, at vi er bange for svine- og fugleinfluenza. Vi forskere er nødt til at sige, at himlen falder ned, hvis ikke vi får forskningsmidler til lige netop vores projekt. Der er meget få, som har en interesse i et stabilt og forudsigeligt samfund. Der er ikke penge i det«. Så kriser er ikke kun reelle, men i høj grad også konstrueret af disse krisekøbmænd? »Ja, vi så det med finanskrisen, som regeringen talte ned langt op i 2008, men så vendte man på en tallerken. En krisestemning giver nemlig mulighed for reformer. Der er ikke noget bedre til at accelerere regelopbygning og bureaukrati end en krise. At blive sat til at håndtere en krise er Djøf’ernes og embedsmændenes paradis, for svaret er altid det samme: Vi må have en ekstra enhed, et ekstra beredskab«. Det er ikke kun politikere og erhvervsliv, men også velgørenhedsorganisationer, som bidrager til krisestemningen, siger du?
